Om ufarlig kropspositivitet og ligegyldig kærlighed

v/ Jordemoder og sexolog Camilla Tved
Instagram: @CamilllaTved

Begreber som kropspositivitet og selvkærlighed fylder meget i mit instagram feed. Det skyldes at jeg følger privat praktiserende behandlere, som på forskellig vis arbejder indenfor mine fag og for mange af dem er kropspositivitet et hovedbudskab.

Selv har jeg det svært med den slags ord. Isoleret set er de jo udtryk for noget fint og kan give mening i bestemte sammenhænge - Man skal ikke undervurdere betydningen af at normbrydende grupper kan styrke repræsentationen, fejre alt for længe bortgemte kroppe, dyrke udskammede seksualiteter og møde hinanden i fællesskaber på medier som instagram.

Men kropspositivitet bruges også i flæng i den brogede verden af private behandlere hvor jeg selv huserer og der får det andre fortegn. Kropsterapeuter, massører, terapeuter, ”alternative” behandlere, personlige trænere, diætister og vægtkonsulenter lever af at sælge håb og drømme om at noget kan blive…(mindre/tyndere/rarere/lettere /smertefrit/smukkere/mere sammenhængende) – Bedre.

At ville have det bedre er en ærlig sag, men det at langt de fleste behandlere er dybt dedikerede og fagligt kompetente mennesker, der brænder for at gøre en reel forskel i folks liv med det ”bedre” de nu kan tilbyde, ændrer ikke på at deres ”bedre” helt enkelt samtidig er en vare. Det ér business og selvom jeg i god selvhøjtidelig fagsnobberi-stil synes at det, jeg laver skam er en meget seriøs business, så er også sundhedsfagene på godt og ondt en del af det omgivende samfund som skitseret i mine tidligere posts.

Samtidig er det et faktum at både wellness-branchen og diætkulturen har fået et stort overlap til mine fagområder og jeg kan derfor ikke ikke forholde mig til hvilke normer og værdier der er på spil ovre i ”bedre”-branchen.

I dag er det at få det ”bedre” uvægerligt synonymt med mere sundhed. Samtidig er sundhed for de fleste af os lig med skønhed og i et kapitalistisk samfund forbindes både skønhed og sundhed med noget, der har kostet. Kostet penge, kostet indsatser, koster sved, kostet mængder af energi og kontrol.

Faktisk har det absurd nok dermed ofte kostet sundhed i og med at de indsatser der skal til for at passe ind i samfundets skønhedsnormer kan være hårde for krop og psyke: Diæter, overdreven motion, kirurgiske indgreb, hudblegende cremer, økonomiske byrder mv.

Uanset hvad man mener om diæter og begrebet ”sund kost” i øvrigt, så er det en vigtig detalje at det faktisk er dyrt at leve ”sundt” – økologi, mængder af frugt og grønt, køkkengrej, dyre niche madprodukter, sociale ressourcer til at indhente viden og planlægge, tid til motion.

Skønhed og sundhed er dermed blevet eksklusivt.

Nu ville det jo være dårlig business hvis det blev for eksklusivt – for så taber folk modet og skræmmes væk. En måde at sælge drømmen om ”bedre” på kan være at pakke den ind i kropspositivitet og det handler helt enkelt om at det lyder appellerende, gør sig godt på sociale medier og spiller på det ønske som mange har om at have det godt med deres krop.

Kropspositivitet sælger kort sagt, men det sælger fordi det har en modpol. For at ville have det bedre skal man have det dårligt, for at ville betale for at lære at elske sig selv må man jo hade, for at ønske sig noget godt er man nødt til at have det dårligt.

Det er ét perspektiv på kropspositivitet, men det skal ses i sammenhæng med et andet, hvor selv- og kropskærlighed bruges af en masse velmenende mennesker, som prædiker kropspositivitet uden at ville gøre de indsatser der skal til for at gøre begrebet reelt. Hvis man som behandler skal være positiv overfor kroppe, der ikke ligner én selv, er man nødt til at lægge et stykke refleksivt arbejde i det og ikke bare tænde en røgelsespind og råbe elsk dig selv på sociale medier. (Alternativt svarer det til at insistere på at man er farveblind og ”ikke ser hudfarver men kun mennesker”. Sagde ingen brune mennesker nogensinde vel? Nej, præcis.).

Her kan det være godt at vide noget om historien bag begrebet kropspositivitet. Det udspringer nemlig af en helt anderledes radikal bevægelses bedrifter. Det kan man læse lidt om her: https://www.bustle.com/…/170978-11-influencers-discuss-the-…, men De Tykkes Befrielsesfront og FedFront har også skrevet om det på dansk. (Jeg synes det kan være værdifuldt at supplere med især amerikanske tekster fordi de ofte belyser sammenhængen mellem kolonialisme, racisme og vægt. En central pointe!)

Selv for en tynd-hvid-middelklasse-sundhedsuddannet-næsten-akademiker-type som mig er det svært at overse det åbenlyse i hvor ufarligt et begreb kropspositivitet er. Min instagram skærer det ud i pap hver dag: Kropspositivitet er hvide kroppe, slanke kroppe, smidige kroppe, det er funktions-dygtighed og stærke gener, det er makeup, tid, det er røgelse og yogatøj til en månedsløn, det er ciskøn, det er heteronormer.

Kort sagt overskud med et pift af ressourcer og et drys af privilegier på toppen. Kropspositivitet går efter individet og ”tag dig sammen”, det går efter den dårlige samvittighed og selvhadet, det går efter dig. Det er det som gør det ufarligt. Kropspositivitet er en trend på et marked styret af økonomiske interesser og selvom den trend utvivlsomt har sine lyspunkter og små positive sideeffekter, så har den - som alle andre trends - de allerede privilegerede i fokus. Dermed kan kropspositivitet ikke for alvor angribe strukturer eller udstille social ulighed, den kan kun angribe ”dig selv’er”.

Men det er nu engang ikke tykke mennesker, der har lært sig selv at hade sig selv, det er ikke brune mennesker, der hver især har fundet på at brune tykke mennesker er mindre værd end tykke hvide mennesker, og at tykke kvinder kan feticheres efter behov og kasseres efter behov, at tykke mænd kan enten afseksualiseres eller tillægges bestemte perversiteter på grund af deres størrelse, at tykke tillægges dovenskab og karaktersvagheder, som bruges hensynsløst i den stadigt mere hadske retorik mod arbejdsløse og syge. Der er større ting på spil her og al kropspositivitet og selvkærlighed i verden kommer ikke til at gøre en forskel. Hvis du vil læse lidt mere om dette så synes jeg denne her var skarp: http://www.themilitantbaker.com/…/why-ive-chosen-body-liber…

At have en normkritisk praksis indebærer mere end at udpege normer. Det er også at stille krav og udfordre – ikke individer – men magtstrukturer. Det kan sprog være en del af og ord som tykpositiv, normbrydende kroppe og kropsbefrielse bliver i den sammenhæng vigtige redskaber til i det små at skubbe til stereotyper og udfordre tankegange, men ikke mindst så sætter en normkritisk tilgang nogle helt andre rammer, hvor der kan stilles krav om mere grundlæggende strukturelle forandringer.

I forlængelse af alt det her med kropspositivitet og selvkærlighed ligger en anden indgroet sandhed. Det er den der med, at hvis ikke man elsker sig selv, så kan man ikke elske nogen andre. Og hvis ikke man ser på sin krop i spejlet og får lyst til at knalde med sig selv, så er der nok heller ikke nogen andre der gør det. Kender I den? Den skal vi pille fra hinanden i næste uge hvor det handler om sex.

 

Fertilitetsbehandling og graviditet

v/Jordemoder og sexolog Camilla Tved

Det her er et stort område at dække i en enkelt facebook-post, der er stof nok til en meget lang bog og mindst 5 dokumentarprogrammer men nu tager vi lige et par overskrifter på de enkelte områder.
Fertilitetsbehandling. Jeg laver i øjeblikket interviews til min master om queerseksualitet og fertilitetsbehandling og allerede efter det første interviews gik det op for mig, at der var en faktor jeg havde undervurderet betydningen af. I Danmark stiller man krav til BMI som betingelse for fertilitetsbehandling i det offentlige, angiveligt fordi BMI +35 forringer muligheden for at opnå graviditet, øger risikoen for spontan abort, samt komplikationer under graviditet og fødsel.

Udover det problematiske i overhovedet at benytte en så upålidelig faktor som BMI, så er det problematisk ikke at tage udgangspunkt i en samlet helbredsvurdering. En undersøgelse fra DR i 2018 viste desuden at BMI-grænsen for hvornår man tilbydes behandling tilmed svinger afhængigt af geografi med op til 20 kg, hvilket blot understreger den noget tilfældige (og kunne man gætte følelses- og kulturprægede) tilgang til hvem der vurderes egnet til behandling.

Et samkønnet par i fertilitetsbehandling som jeg fornylig interviewede til min master fortæller her om deres møde med BMI som gatekeeper:

a)”Vi fik udleveret en hel bog der hed ”overvægt og graviditet” og i den stod der at ifht. graviditet så handlede om at det at være tyk kunne påvirke ens cyklus så man fik svært ved at blive gravid. Men min cyklus er helt skarp på 28 dage og har altid været det, men det var der bare ikke noget snak om…det var bare ”Du er tyk”…”BMIet skal ned”. Bom. Det ramte mig megahårdt”

b): ”Det er det mest påvirket jeg overhovedet har set dig i hele det her år med insemination og ivf. det har været langt det hårdeste undervejs. Bagefter sad du bare og hang på mig og græd. Og jeg var så rasende… Og så gik jeg hjem og fandt alle de videnskabelige artikler jeg kunne og ingen steder stod der noget om infertilitet hvis man havde regelmæssig cyklus. Ingenting om vægt! Jeg var så vred”

Tilgangen i fertilitetsbehandlings-sektoren forstærkes sandsynligvis i graviditets- og fødselssystemet, hvor der nu sættes ekstra fokus på risikotænkningen fordi helbreds- og risikovurdering nu også omfatter det ufødte barn. BMI, og nogle gange alene den fysiske krop, det vil sige antagelser om et bestemt BMI og dermed et bestemt helbred, bliver stærkt regulerende for hvilken behandling man som tyk gravid tilbydes. Første kontakt med sundhedsvæsenet er typisk med praktiserende læge som også er den der visiterer til jordemodersystemet på det lokale hospital, men her hører jeg ofte om en bekymrende uigennemsigtighed hvor tykke gravide fortæller om e-boks indkaldelser til noget de ikke ved hvad er: ”Pludselig sad jeg og talte med en diætist. Jeg anede ikke hvorfor jeg var indkaldt, eller hvad det var jeg mødte op til og jeg blev så vred og ked af det bagefter”.

Jeg kender ikke til specifik forskning i dette og tilbuddene på landsplan varier fra region til region, og således beskriver jeg her alene ud fra mine egne oplevelser. (Jeg hører meget gerne fra jer, som har erfaringer omkring dette, I har lyst til at dele i kommentarsporet eller via pb).

Udover at de gravide i disse tilbud tilsyneladende oplever en tilgang og en kommunikation, som åbenlyst gør dem ubehagelig til mode, så er der tvivlen om hvorvidt et tilbud reelt er et tilbud: Ér det egentlig frivilligt at møde op til diætist-samtaler, glukosebelastning eller hos specialuddannede jordemødre i særlige kost og motions-forløb? Hvad sker der hvis jeg ikke gør? Synes de så jeg er en dårlig mor? Kan det påvirke hvordan jeg gerne vil føde? Og her er svaret entydigt: Ja, det er et tilbud. Nej, du skal ikke møde op. Nej, i princippet må det ikke påvirke noget. Det er helt sikkert at de i sundhedsvæsenet synes, de har rigtig gode grunde til deres tilbud og gerne underbygger det med bunker af evidens, men det ér frivilligt og det ér bare et tilbud – også selvom de glemte at sige det.

DR syd lavede sidste år en artikel om hvordan tykke gravide mødes af systemet og den bekræfter desværre mine egne erfaringer : https://www.dr.dk/…/gravide-kede-af-jordemoedres-vaegttyran….

Et særligt ”sprogligt jordemoder-greb” jeg også ofte hører refereret fra tykke gravide (samt andre minoriteter, hvor systemet ønsker specifikke livsstilsændringer) er at jordemoderen benytter en vending som: ”Jeg vil jo bare gerne være advokat for dit barn, det er jo mit ansvar i det her ikke?”. Det er en sætning, som jeg tænker dels er ment til at gøre følelsesmæssigt indtryk på den gravide (ved at spille på bekymringen for barnet), men samtidig også skal afbøde et socialt ubehag hos jordemoderen ved i en direkte dialog at kommentere på et andet menneskes krop og livsstil, noget som kulturelt betragtes som ømtåleligt (Det her er ikke personligt ment, det handler kun om min faglig omsorg for barnet). Det er samtidig en sproglig tilgang som bygger på en ide om at man kan adskille barnet fra den gravide krop, en tilgang som jeg generelt finder problematisk, men det er en anden historie som fører for vidt at gå yderligere ind på om end den er særdeles relevant i forhold til netop tykke gravide.

Ekstern Lektor ved kønsstudier på Lunds universitet og PhD stipendiat Bolette Frydendahl Larsen fulgte i 2009 i alt 26 jordemoderkonsultationer for at se på hvordan jordemødre gav kategorier som køn, klasse, etnicitet og race betydning i mødet med de gravide. Ikke overraskende viste studiet at vægt og livsstil spillede en stor rolle, ikke mindst i samspillet med de andre kategorier. Frydendahl viser således eksempler på hvordan fordomme, antagelser og stereotyper er en integreret del af fagligheden. Det er der for så vidt ikke noget overraskende eller kontroversielt i eftersom sundhedsvæsenet jo er en del af et omgivende samfund. Imidlertid konkluderer Bolette Frydendahl også at jordemødre netop derfor har potentiale til faktisk at bidrage væsentligt til en øget ligestilling og positive forandringer, men at dette i givet fald kræver en indsats fra jordemoderprofessionens side. En forkortet version af artiklen kan ses her: http://www.jordemoderforeningen.dk/…/faglig-indstik-respek…/

Artiklen ”Fat-shaming the pregnant: How the medical community fails the overweight moms” fra Huffington Post har set kritisk på hvordan tykke gravide mødes i det amerikanske sundhedssystem. Konteksten er her et helt andet system (hvor bl.a. læger spiller en langt større rolle i graviditet og fødsel og hvor mange sundhedstilbud koster penge), men mange af konklusionerne i artiklen er ikke desto mindre i mine øjne fuldt overførbare:

“Study after study finds that heavy people are routinely treated worse than normal-weight patients in doctors’ offices and that this discrimination can directly contribute to many of the diseases that we associate with obesity, such as heart disease and stroke, as well as mental health conditions such as depression and anxiety disorders”
Artiklen som er meget velunderbygget og kommer godt omkring emnet kan læses her: https://www.huffingtonpost.com/…/fat-shaming-pregnant-overw…

Hvis du overvejer at blive gravid eller allerede er det så er her 5 gode råd at huske på:

• Du har krav på forklaringer og gennemsigtighed i systemets ræsonnementer og vurderinger
• Du må gerne bede om betænkningstid ifht ”tilbud” og du må gerne takke nej
• Du har ikke pligt til at veje dig eller oplyse vægt hvis du ikke vil
• Overvej at tage en ven og støtteperson med (udover evt partner/e)
• Du har (også) krav på at personalet taler ordentligt til, og om, dig. Foreslå gerne personalet bestemte ord og vendinger du foretrækker
• Det kan være en god ide at forberede sig i graviditeten og teame op med venner, netværk eller grupper hvor du kan sparre og ventilere undervejs. Det kan være ensomt at bryde normer og stå igennem når man møder stigma og marginalisering, og man skal ikke være ensom når man er gravid og bygger familie. Eller nogensinde (Hjerte). For i modsætning til BMI så er ensomhed og minoritetsstress faktisk usundt
• Søg kilder og videns ressourcer på sociale medier hvor du føler dig spejlet, repræsenteret og respekteret. Visuel spejling og repræsentation gør en forskel og bekræfter dig i at du er et menneske – ikke et bmi.

Det var lidt om et par af de store linjer på området for fertilitetsbehandling og graviditet. Onsdag skal vi se videre på hvordan det så ser ud på fødselsområdet.

Følg også Camilla Tved på Instagram: https://www.instagram.com/camillatved/

 

Det bliver altid brugt som argument at Julemærkehjemmene er for alle børn

Men kostovervåging og vejning er jo en dybt integreret del af Julemærkehjemmene ligesom deres statistikker om hvor mange børn, der går fra ”overvægtig” til ”normalvægtig” jo viser med stor tydelighed at hjemmene fungerer som fat camps.

Sammenblandingen af tykhed og sociale problemer er skadelig. Der er intet som helst i vejen med at være tyk. Tyk er blot en anden måde at have en krop. Det, som er skadeligt, er den strukturelle modstand, man som tyk person møder i et dybt tykfobisk samfund i form af mobning af tykke børn, verbale og andre typer hate crimes, som tykke mennesker udsættes for i offentlige rum, den evige udskamning af tykke mennesker i medier og underholdning osv.

Julemærkeinstitutionen er så absolut en del af den tykfobiske struktur. Det handler om at tage tykke og buttede børn ud af deres dagligdag, slanke dem, og sende dem tilbage til mobberne, der på den måde får pudset deres glorie og lærer, at det er en god gerning at mobbe tykke børn, så de kan komme på fat camp.

Hvis man virkelig går op i tykke børns ve og vel, kunne man jo lære slanke børn ikke at mobbe tykke børn.

Hvis Julemærket gerne vil bevare sin status som velgørenhed, kunne man jo pasende gå tilbage til rødderne og lade pengene gå til fattige børn. Julemærkehjemmene kunne smide vægten ud og omdannes til sommerferieoplevelser for kontanthjælpsloftramte børnefamilier.

Huffposts "Everything You Know About Obesity is Wrong"

Meget sympatisk og velskrevet artikel med mange kilder i et mainstream anerkendt medie.

Mantraet er at mennesker ikke kommer til at blive tyndere, det er umuligt, men vi kan sagtens blive sundere. Det er veldokumenteret hvad løsningerne er, men meget få har rent faktisk gjort noget - nærmere det modsatte

Artikeln giver desuden ordet til tykke mennesker og har givet dem magten over hvordan de vil portrætteres.

Til slut konkluderer artiklen at det desværre er op til den enkelte tykke at tage kampen op.

FedFront mener naturligvis det er et fællesansvar og vi kæmper for at smadre de tykfobiske strukturer, som undertrykker tykke som stigmatiseret gruppe.

FedFront mener naturligvis at sundhed er en privat sag. Derfor bringer vi også dette modsvar til ovenstånde artikel, som understreger at sundhed er meget individuelt. Både den mentale og fysiske sundhed. Man kan aldrig dømme folks sundhed ud fra deres udseende. Sundhed siger intet om vores værd som mennesker og derfor fortjener alle tykke mennesker at blive respekteret og behandlet ligeværdigt.

Om skønhed i akademia

Der er skrevet en del og lavet en hel del forskning om hvordan graden af skønhedsprivilegie påvirker personers muligheder. Der er særligt en masse forskning der dokumenterer at der foregår diskrimination baseret på grad af skønhedsprivilegie på arbejdsmarkedet; med andre ord bliver dem der læses som ‘smukke’ i højere grad ansat end dem der ikke er det. Som det er beskrevet i en tidligere post er kropsstørrelse konstrueret som en af de primære skønhedsmarkører; tykhed er således gjort uskønt, og er i forbindelse med arbejdsmarkedsdiskrimination altså en af de parametre der kan bruges til at dokumentere de privilegier man har hvis man læses som smuk.

Gode søgeord når man leder efter tekster om dette emne er ‘lookism’, ‘appearance based workplace discrimination’, ‘the aphrodite effect’ og ‘labor market discrimination’.

Inden man søger er det vigtigt at være opmærksom på at forskning og andet akademisk arbejde desværre ofte er voldsomt tykfobisk, både i sprog og argumentation. Vi gør opmærksom på at langt størstedelen af den forskning man støder på når man undersøger lige netop arbejdsmarkedsdiskrimination og skønhedsprivilegie bruger tykfobisk terminologi, og flere af teksterne følger den dominerende sundhedsdiskurs der sygeliggør tykhed.

Der er også en del teori der beskæftiger sig med krops- og skønheds kapital og det man kalder ‘aesthetic labour’ (æstetisk arbejde, hvilket blandt andet er når smukke personer hyres til at gøre et stykke arbejde fordi de er smukke). For videre læsning anbefaler vi antologien “Aesthetic Labour: Rethinking Beauty Politics in Neoliberalism”
Bogen indeholder en masse spændende tekster, bl.a. om neoliberalismens påvirkning på skønhed som værdimarkør, hvordan væmmelse påvirker skønhedshierarkier, skønhed og biopolitik og dekolonialisering af skønheds studier. Vi gør opmærksom på at denne bog primært arbejder med kategorien ‘kvinde’ som udgangspunkt for analyserne, og at det bestemt ikke er alle bidragene i bogen der er uproblematiske.

I er velkomne til at dele links og titler på andre relevante tekster (akademiske eller ikke-akademiske) i kommentarfeltet herunder.

Kh
Andrea

Skønhedsidealer er forbundet til tyndhed (og tykhed) på utroligt mange måder

Inden for tykheds studier (fat studies) er der flere teoretikere der har beskæftiget sig med emnet - alleroftest i US-amerikansk kontekst.

Mange tykaktivister og teoretikere er enige om, at tyndhed er en skønhedsmarkør der i sin essens er centreret omkring kontrol, historisk set kontrol af personers kroppe, særligt kroppe der kategoriseres som kvindagtige eller feminine. Kontrollen indføres blandt andet via slankekulturen, som følger en protestantisk etik og ophøjer mådehold og 'mindrehed'. De strukturer som bevarer skønhed som en vigtig værdimarkør skaber også et øget individfokus og splitter fællesskaber op ved at gøre stræben efter skønhed til en konkurrence.

Er du interesseret i at læse mere om emnet kan vi anbefale bogen Bodies out of Bounds: Fatness and Transgression (Braziel & LeBesco) som kan lånes på biblioteket.