Glædelig 8. marts!

I dag er en feministisk kampdag, som vi bl.a. kan bruge til at gøre os nogle tanker om, hvad vi synes er vigtigt for det feministiske projekt og hvordan vi vil organisere os.
Det meste af det sidste års tid har vi for eksempel brugt på at arbejde på at få politiseret tykhed på en måde så det bliver taget seriøst, også blandt feminister, som en andetgjort identitet. Det er der kommet en masse god ballade og en masse gode projekter ud af, men der er stadig lang vej endnu skulle vi lige hilse og sige.

Det er faktisk ikke så nemt at queere en ellers ret queer identitet som tykhed. Vi tror det skyldes, at det er umuligt at slippe udenom alle mulige slags hierakier.
Som så mange gange før taler vi her om solidaritet imellem grupperinger og identiteter.
Det vi godt kunne håbe for den næste periode, var at vi lavede en feminisme, der arbejdede mere på tværs end på langs. Der er elementer som er unikke for hver undertrykte gurppe, men der er også mange oplevelser, som er fælles for flere grupper, eller som følger samme magtlinjer. Hvis vi finder dem vi deler stategier og mål med og knytter os tæt sammen, så kan de neoliberale og co. ikke lykkes i at spille minoriserede og andetgjorte ud imod hinanden.

Det der med at knytte sig tæt kan man dog ikke uden at anerkende andres kamp og derfor er dette opslag i dag et lille call out til alle om at huske at give plads, opmærksomhed og støtte til de folk, der står som minoriteter og som er marginaliserede på måder man ikke selv kender til. Det vil vi i hvert fald gøre os umage med.

Rigtig god kampdag! ✊

Mammyens undertrykkende tilstedeværelse

Vi har tidligere snakket om mammy-rollen i TV og film, men i denne artikel fortæller Savala Nolan Trepczynski om hvordan hun føler mammyens undertrykkende tilstedeværelse i hendes hverdag, blandt andet fordi det er sådan andre ser hendes tykhed, racegjorthed og position som kvinde.

"So why would I want to trigger thoughts of shuffling, domestic labor when I walk into a room? I don’t, but trigger them I do. Or I fear I do, and what is the difference? I am fat, black, and female. The gap between what I fear and what is real is thin as a strand of hair."

Fatshaming er ikke kun forbeholdt vestlige lande.

Fatshaming, eller på dansk tykudskamning, er ikke kun forbeholdt vestlige lande. Eliabeth Tsung fortæller her om hvordan tykfobiske kommentarer og fordomme fra hendes familie ledte til madoverfølsomhed og en spiseforstyrrelse. Hun fortæller også om hvordan tykfobi mødte hende alle steder, selv til Halloween:

"That Halloween, I donned a witch costume and took my little cousins trick-or-treating around our neighborhood. A classmate of mine laughed when he answered his door. “Witches aren’t supposed to be fat!” he shrieked, and my little cousins giggled too."

I komediefilm er det ofte sorte mænd der spiller tykke, sorte kvinder

Om det så er i Mammy-rollen eller som det sjove indslag, så handler det om at det værste man kan være er kvinde (og her, en tyk, sort kvinde).

"Much of the literature and discourse about Black male comedians in drag — both plus and straight sized — is about emasculation."

Tykfobien er tydelig (den tykke krop ses som et komisk element i sig selv) og misogynien lige så - hvorfor er det 'sjovt' at en mand har feminint tøj på?

Dette handler dog ikke kun om tykfobi og misogyni, men også transfobi, da publikum udemærket er klar over at det er en mand der spiller en kvinde. Det er dybt skadeligt at det bliver anvendt i så mange film, selv den dag i dag. Læs mere her.

Den alt-overskyggende stereotype om tykke sorte kvinder i film og TV er Mammy-rollen

En Mammy er en sort, slavegjort kvinde eller hushjælp, som fungerer som en mor for hele husholdningen, deraf navnet. Hun er som oftest, tyk, deseksualiseret, altid parat til at tjene hvide, og helt uden magt. Hendes tykhed spiller sammen med hendes race og skaber en person som de hvide protagonister kan søge hjælp fra, uden at behøve at se og anerkende Mammy'en som et menneske. Mammy-rollen er standard når der laves film om Sydstaterne, helt fra Borte Med Blæsten (1939) op til The Help/Niceville (2011).

Man kan læse mere om hvor skadelig og forvrængende Mammy-rollen er, i denne artikel, som blev skrevet som et modsvar da The Help/Niceville blev lavet til en film.

FedFront fylder 1 år!

I dag er det et år siden at Andrea og Sofie holdt det første intro-møde i FedFront. Det var en aften der bar præg af al den diskrimination tykke bliver udsat for, men den blev også startpunktet for et sammenhold der ikke eksisterede før. Siden den aften i februar er der sket meget. Vi har fået flere følgere her på vores offentlige side, og flere trolls der til stadighed illustrerer hvorfor der er brug for FedFront. FedFront køres nu af en lille kerne af tykaktivister, der arbejder hårdt for at gøre op med samfundets tykfobiske strukturer. Kampen fortsætter!

Tyk, sort og usynlig

"The fat Black woman’s body has been rendered an object of service whether for food, advice, care-taking etc., but never has it been a thing to aspire to, at best perhaps to fetishize, but not a thing of beauty."
- Sonya Renee Taylor

Den sorte kvindekrop har været meget udskældt gennem tiderne - heldigvis er der en masse bloggere og modeller der tager kampen op for at ændre dette og blive hørt. Når det at være tyk bliver set som det værste i verden, er det at elske sin krop, og at snakke om det, en radikal handling.

Mad og moral har intet med hinanden at gøre

Hvor tit hører I mad blive omtalt som syndigt, noget der skal forsages, angres, og trænes væk?
Mad og moral har intet med hinanden at gøre.

Hvad med at stoppe med alle de skadelige kommentarer og nyde maden for hvad den er, ikke for hvilke signaler den sender, i stedet?

"Equating fat bodies with failure is a basic tenet of size discrimination, and a microaggression like this one reflects our society’s larger problem of disrespecting and mistreating people of size." Fra denne artikel.

Sund eller ej

Det er vigtigt at huske på, at en krop har værdi ligemeget hvordan den ser ud. Det er nemt at falde i fælden med at validere sin krop i og med at man dyrker sport. Se bare på omtalen af tykke løbere, tykke yogadyrkere osv.

Deres kroppe er "okay" fordi de yder noget aktivt, som artiklen siger "these athletes’ bodies are acceptable and even inspiring because they’re physically phenomenal". Dermed bryder de med stereotypen om at den tykke krop er doven.

I FedFront kæmper vi for en strukturel ændring som tilgoderser alle tykke kroppe, om de er aktive eller ej, om de er konventionelt smukke, eller ej, om de er sunde, eller ej.

'Fit is the new skinny'

Lad jer ikke narre af at nogle fitnesscentre og slankekure snakker om at være fit og sund, i stedet for den gængse slankeretorik om at tabe sig - de er stadig kun optagede af at tjene penge, og er ikke interesserede i sundhed.

'Fit is the new skinny' og 'Strong is the new skinny' er bare en re-branding af samme produkt og andetgør kroppe som ikke passer ind i mantraet.

Weight Watchers er bare ét af de firmaer der måtte sadle om for stadig at tiltrække kunder. Artiklen er lang, men værd at læse.

Slankekure er en del af en industri, designet til at få folk til at bruge deres produkter igen og igen.

Forskning viser dog at slankekure og vægttab kan være skadelige, ud over at give et forvrænget forhold til mad, som knytter moral og ernæring sammen.

Vi i FedFront mener, at man ikke behøver at ændre sin krop, selvom hele verden her i januar fortæller en at den er forkert.
Tykke kroppe er særligt udskældte, især her i starten af året, og selvom artiklen her altså forklarer at slankekurer er decideret farlige, ender den stadig med at fremstille tykhed som en sygdom. Det er vi selvfølgelig i mod, ligesom vi ikke anerkender brugen af ord som "overvægt" og "fedme".

Vi opfordrer til at man siger nej tak til slankehysteriet og ja tak til sin krop, præcis som den er.

Bøger til børn og unge om det at være tyk

Her er nogle bud på julegave-ideer, der samtidig kan sprede budskabet om kropsdiversitet og fat-acceptance gennem god læsestof. Listen er ikke fuldstændig, men eksempler på de bøger, der lige nu er oppe i tiden, og har et – eller nærmer sig et – neutralt sprog omkring kroppe, og enten tematiserer emnet, eller lader det optræde gennem bifigurer.

”Er du okay, Nanna?” af Anika Eibe
Anika Eibe skriver i øjeblikket på ”Er du okay”-serien, der tager forskellige ungdomsproblemer op i en moderne kontekst.
I den nyeste, ”Er du okay, Nanna?” er hovedpersonen Nanna tyk. Dette er et afgørende element af hendes karakter i en tykfobisk verden.

Til gengæld prøver Eibe ikke at finde en ”løsning på tykheden”. Nanna er tyk, men det er en historie om den første kærlighed, og om måske at vælge forkert, selvom man er bange for aldrig at finde nogen anden. Derudover er det også en historie om rollespil, folkeskole-venskaber og ungdoms-smerte.

Jeg var virkelig overrasket, da jeg læste den her bog. Jeg har tit talt med Anika Eibe omkring realisme i ungdomsbøger, og vi har tit måttet erkende at vi har to forskellige syn på genren. Når jeg så læser ”Er du okay, Nanna?” kan jeg godt mærke, at vores syn slet ikke er så forskellige igen.

Der er stadig fokus på ungdommens problemer i bogen, men Eibe falder ikke for den lette løsning med at gå på slankekur og så er problemet løst. Problemet er et usundt kæresteforhold, og det bliver der til gengæld gjort noget ved: Så Nanna får forløsning for sine problemer, uden at skulle ændre på sig selv.

Derudover vil jeg rose bogen for dens brug af ord omkring Nannas krop. Nanna taler selv ret grimt om sin krop, og andre kan også finde på det. Men forfatteren holder sig for god til selv at bruge ordet overvægtig, men vælger i stedet det langt bedre tyk.

"Dumplin" af Julie Murphy
Willowdean, med kælenavnet Dumplin’, er en tyk teenager. Hun har altid følt sig okay tilfreds i sin egen krop, gået efter reglen om at en bikinikrop er en krop med en bikini på.

Hun er ligeglad med at hendes mor engang har været teenage skønhedsdronning. Hun er også ligeglad med at folk driller hende på grund af hendes krop. Men det forandrer sig da hun møder Bo. Bo er interesseret i hende, og pludselig dukker al den teenage-usikkerhed som Willowdean har holdt inde op.

Willowdean kan ikke få sig selv til at date Bo, og for at bevise over for sig selv og andre, at hun er ligeglad vælger hun at deltage i en skønhedskonkurrence.

Dumplin’ er en sød historie. Den tematiserer det at være tyk, og den fatshaming, der er knyttet til. Forfatteren prøver selv at holde sig for god til det.

Bogen er i øjeblikket ved at blive filmatiseret med Danielle Macdonald (Patti Cake$) i hovedrollen.

”Simon vs. Verdens forventninger” af Becky Albertalli
Becky Albertalli er en for mig rimelig ny forfatter, der virkelig har taget verden med storm. Og det er velfortjent. Becky har tidligere sagt at hun altid har tykke karakterer med i sine bøger. Hun er selv tyk, og det virker bare logisk for hende at man er forskellig.
Simon vs. Verdens forventninger handler ikke om tykke som sådan. Den handler om sekstenårige Simon Spier, der ikke har fortalt nogen at han er homoseksuel endnu. Desværre er en mail, der er blevet sendt ved et uheld ved at afsløre alt! Simon bliver afpresset, og spiller han ikke med vil hans hemmelighed blive afsløret. Ikke kun hans, men også fyren Simon hemmeligt har e-mailet med.

Bogen handler ikke om tykke. Den handler om homoseksualitet, skolemusicals og hemmeligheder. Og så alligevel, for Simon har en ven, Leah. Leah er tyk og trommeslager. Og det får hun lov til at være. Hun er en hjertevarm bi-figur, der får lov til at være sig selv gennem hele historien. Selvfølgelig er det trist når de tykke ikke er hovedpersoner, men her klæder det faktisk historien ret godt, og er med til at vise at kroppe er overalt – ikke kun som et problem for hovedpersonen.

Om Leah får lov til at fortsætte som tyk i sin egen bog ”Leah on the Offbeat”, der snart oversættes til dansk, bliver spændende at se.

Til yngre børn
Har man mindre børn kan jeg anbefale Kim Fupz Aakesons børnehistorie ”Mor”. Hovedpersonen er en dreng med en tyk mor. Drengen påvirkes af samfundets syn på mor, og prøver først at få hende til at tabe sig. Derefter finder han en ny, tynd familie. Og alligevel ender han sammen med sin mor, for faktisk er kroppe lige meget, når man holder af hinanden.

The Body Book af Roz MacLean vil jeg også gerne anbefale. Den er engelsk, og ligger faktisk til fri afbenyttelse på forfatterens hjemmeside. Har man mod på selv at oversætte lidt engelsk til dansk mens man læser, så synes jeg virkelig den her er en både sød og god måde at tale om kroppe på med børn i børnehavealderen. https://rozmaclean.com/artwork/books/the-body-book/

På samme måde er bogen Your body is awesome: Body Respect for Children af Sigrun Danielsdottir interessant. Den handler ikke kun om tykke, men om at vi skal respektere og elske vores egen og andres kroppe. Den er rigtig fin, og virkelig en mangel på det danske marked, hvor vi mere fokusere på at forklare børnehavebørn, at det er det indre ved hinanden vi skal elske (for kroppen er jo lige meget).

/Bjarke