Tips til samtaler om skønhed

Det kan være rigtigt svært at navigere i hvordan man skal tale om skønhed, og måske særligt hvordan man italesætter fravær af skønhedspriviligering. En god tommelfingerregel er at man ikke fortæller folk der ikke har skønhedsprivilegie eller der har en mindre grad af skønhedsprivilegie hvordan de skal identificere sig- på samme måde som at man ikke fortæller tykke personer hvordan de skal omtale sig selv.
Der er nogle der identificerer sig med ordet 'grim' og andre som foretrækker at sige at de ikke er konventionelt smukke eller ikke har skønhedsprivilegie. Ordet 'grim' er ekstremt svært at re-claime, altså at tage til sig og bruge om sig selv, fordi det har meget negative konnotationer. Dog er der nogle der bruger det fordi det giver en god mulighed for at italesætte den udsathed de oplever.

Det er vigtigt at man ikke udsletter folks oplevelser. Hvis du har en ven der oplever modstand fordi de ikke har skønhedsprivilegie og som gerne vil tale om den udsathed så lad være med at benægte at de ikke er konventionelt smuk. Vores første impuls når nogen siger at de ikke er pæn er at sige ‘jo du er vildt pæn!’, og man skal være opmærksom på at den vane vil være til stede når man prøver at tale om skønhedshierarkier. Når man i sin høflighed insisterer på at alle er lige pæne så kan man komme til at lukke ned for en vigtig samtale om magt og skønhed.

En god måde at tale om skønhed på med sine venner er at skelne imellem skønhedsnormer og så det at man synes hinanden er smukke fordi man elsker hinanden. På den måde får man gjort plads til en snak om den strukturelle og sociale modstand, og får skilt det ad fra de kærlige følelser man har for hinanden som også kan være forbundet med udseende.

Husk:

Hav respekt for de ord folk bruger om sig selv, og brug dem ikke om andre uden samtykke!

Lad folk selv bestemme om de har lyst til at tale om skønhedshierarkier- dvs lad være med uopfordret at fortælle folk at de ikke har skønhedsprivilegie.

Vær opmærksom på ikke at lukke ned for samtaler om skønhed, selvom det kan være et svært emne, og øv dig i at skelne imellem strukturelle skønhedshierarkier og din egen forståelse af skønhed.

/Andrea

En typisk neoliberal fortælling er at hvis man har talent og/eller arbejder hårdt så vil man blive belønnet.

En smuk sang om andetgørelse, sunget med trodsighed af Mama Cass Elliott:

Det er en fortælling der bruges til at legitimere klasseisme og udskamning af minoriteter generelt.

Historien om ‘Mama’ Cass Elliott er et eksempel på at talent og hårdt arbejde ikke er nok hvis man er i en udsat position med en andetgjort krop- dem der har magten er interesserede i at forblive magtfulde og bevare de normer som de profiterer fra, de er ikke interesserede i at give andetgjorte og minoriteter plads til at tage magten.

‘Mama’ Cass Elliott var en talentfuld sangerinde, hun sang med bandet Mamas and Papas og havde også flere hits som soloartist. Cass var tyk og oplevede voldsom tykfobi igennem hele sin karriere: musikbranchen mente ikke at hendes talent trumfede den andethed hun havde i kraft af sin tykhed, og Mama Cass var derfor konstant på diverse farlige slankekure i et forsøg på at efterleve kravet fra kollegaer og arbejdsgivere om at hun altså var nødt til at blive tynd hvis hun ville være succesfuld. Da hun som 32 årig døde af hjerteinsufficiens offentliggjorde en tykfobisk læge der havde set hendes lig, at Mama Cass var blevet kvalt i en skinkesandwich. Dette var løgn, men rygtet gik verden rundt og folk morede sig over tanken om en tyk person der kvaltes i mad.
Selv i dag, mere end fyrre år efter hendes død, bliver hun latterliggjort og udskammet.
Senere fandt man ud af at hendes død sandsynligvis havde forbindelse til den belastning slankekurne havde på hendes hjerte, og at der altså ikke var nogen sandwich involveret.

Historien om Cass Elliott har mange lag, og den fortæller bl.a noget om hvordan tykfober understøtter dehumanisering af tykke mennesker. Skinkesandwichen blev et symbol på den vulgaritet og 'merehed' som tykfober tilskriver tykke mennesker, og Mama Cass blev udstillet som ulækker og skyld i sin egen død.
Det er også en fortælling om hvordan sexisme, skønhedsnormer og tykfobi spiller sammen. Kravet om at man som sangerinde skal være smuk og begærlig blev i Mama Cass' tilfælde et krav om at opnå tyndhed.
Således blev Cass Elliott i kraft af sin tykhed set som uskøn, og som en kvinde i musikbranchen var det ikke tilladeligt. Hendes talent var ikke nok, og Mama Cass måtte bøde med sit liv for at have den forkerte krop og det forkerte udseende.

Links til blogposts om Mama Cass Elliott, teksterne er på engelsk:

http://obesitytimebomb.blogspot.com/…/100-fat-activists-10-…

http://fatphobiabusters.tumblr.com/…/cass-elliot-was-an…/amp

Der er problemer med tykfobi og lookism på den radikale venstrefløj

Der er problemer med tykfobi og lookism (hierarkier baseret på udseende) på den radikale venstrefløj, også i Danmark. Det er på høje tid at antifascister, anarkister, kommunister mm. sætter sig ind i hvordan tykfobi hænger sammen med konsumerisme og kapitalisme, og modarbejder reproduktion af skønhedhierarkier internt i deres bevægelser. Vi tør vædde på at den slags også vil skabe bedre sammenholdskraft, og vil give plads til at flere har lyst til at være aktive.

Her er to links med tekster om tykhed der forholder sig til lidt forskellige positioner på venstrefløjen:

http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36223

https://www.information.dk/…/fedfront-derfor-antikapitalist…

Der er også en masse akademikere der beskæftiger sig med kapitalismens og neoliberalismens rolle i stigmatiseringen af tykke kroppe - desværre skal man ofte have adgang til en universitetsdatabase for at få fat i den viden. Men vi fandt dette spændende speciale om hvordan neoliberalismen har produceret historien om "fedme-epidemien", som er tilgængelig uden universitetsadgang:

https://academicworks.cuny.edu/gc_etds/277/

Er man interesseret i videre læsning anbefaler vi at man anskaffer sig bogen the Fat Studies Reader (Solovay & Rothblum) eller forsøger at få adgang til tekster af Julie Guthman som skriver om kapitalisme og tykfobi.

Fotoet er af en sej gruppe tykke antifascister, fundet på denne instagramprofil:

https://www.instagram.com/p/BnBAnDxFh1z/…

Kampen fortsætter!

FEDFRONT!

En kommentar om at være allieret i den tykaktivistiske kamp

Af Andrea Storgaard Brok

Tykaktivismen bliver kontinuerligt brugt af slanke, tynde og ikke‑tykke mennesker, og det er ikke svært at forstå hvorfor, når nu langt de fleste mennesker får at vide at de godt kunne tabe sig lidt og at de er større end de burde være. Vi er alle sammen presset af kropsidealer som dikterer at værdi defineres igennem tyndhed og skønhed.

At disse normer har en direkte påvirkning på langt de fleste mennesker og har formet den måde vi interagerer med hinanden på er ikke til diskussion; det er til gengæld mere kompliceret at finde ud af hvordan man så laver rum og giver stemme til de grupper som møder voldsom strukturel og systemisk modstand som resultat af mangel på værdimarkørerne skønhed og tyndhed.
Med andre ord; hvordan fokuserer og kæmper man en kamp med dem der har mest brug for den, når langt de fleste føler at kampen er deres?

Det har været et af de helt store spørgsmål som har været på dagsordenen lige siden FedFront blev stiftet. For hvem bestemmer hvad tykhed er og ikke er?
Det korte svar er at det er der ikke nogen der gør fordi folk skal ikke kalde hinanden ting uden samtykke.
Den længere udlægning er at det er vildt komplekst blandt andet fordi ikke‑tykke personer har fået at vide at de er tykke på grund af en tykfobisk kultur, hvor tykhed opfattes som en konstant trussel imod den del af befolkningen hvis kroppe kategoriseres som 'værdifulde'. Derfor er der rigtigt mange, både tykke og ikke‑tykke, der tænker at de er tykke.

Samtidig har ikke‑tykke mødt privilegier som har gjort at de føler sig berettiget til flere ting her i livet, bl.a. at claime/påtage sig en andetgjort position som fx tyk. Således er det ofte tyndhedsprivilegiet der gør at ikke‑tykke føler det let at kalde sig tykke, mens tykke personer ofte har sværere ved at kalde sig tykke fordi det er et ord der beskriver de voldsomme konsekvenser det at de har en ikke‑normativ krop kan have haft for deres liv.

Denne tendens har blandt andet haft den konsekvens at mange af de mest berømte, anerkendte og benyttede aktivister og kendisser der får en masse taletid i forbindelse med emner der relaterer sig til kropsstørrelse, og dermed implicit eller eksplicit tykhed, ikke er særligt tykke og ofte er meget smukke (Bodyposipanda, Kenziebrenna, Selfloveclubb, Ashley Graham, Meghan Trainor, Kim Kardashian osv osv osv). De mindst tykke føler den største berettigelse og holder sig ikke tilbage; deres holdninger ses som værdifulde bl.a. fordi deres kroppe ses som værdifulde. På den måde er de tykfobiske hierarkier som vi kender fra alle dele af samfundet blevet reproduceret i den kropspositive bevægelse og også internt i tykaktivismen.

Grunden til at jeg skriver om det her med tyk og ikke-tyk er at det er en vigtig pointe i forbindelse med at være allieret, at man reflekterer over hvad der er ekstern strukturel undertrykkelse og hvad der er internaliseret tykfobi.

Det er vigtigt fordi tykke mennesker udsættes for voldsom modstand både socialt og i diverse institutionelle rammer. Det er vigtigt at tykke har rum til at organisere sig og skabe et netværk der kan modstå de tykfobiske systemer, og derfor er det vigtigt at de der ikke er tykke giver plads til det.

Der er så mange strukturer der modgår tykke mennesker, og ikke‑tykke mennesker oplever nogle af efterdønningerne af de strukturer, bl.a. når de bliver udskammet eller bliver kaldt ’tyk’ som et skældsord; no wonder at det er svært at finde rundt i hvad der er tyk og hvad der ikke er tyk. Man kan som ikke‑tyk blive 'tykggjort', ofte fordi man har andre markører der gør at man ikke passer ind i diverse normsæt, tykgørelse betyder dog ikke nødvendigivs at man er tyk, men den diskussion gemmer vi til en anden gang.

Det centrale her er, at der er forskel på at blive kropsudskammet og at blive tykudskammet/fatshamet, og den institutionaliserede tykfobi rammer for det meste tykke mennesker i forbindelse med deres rettigheder og adgangsmuligheder, altimens ikke‑tykke møder et ekko af tykfobien som er dybt ubehageligt, men som ikke nødvendigvis påvirker den grad af tilgængelighed de har til diverse rum.

Jeg vil ikke bestemme over folk om de er tykke eller ej, men jeg vil gerne give en opfordring til folk om at tjekke sig selv og overveje hvilke grader af strukturel undertrykkelse de selv møder, inden de claimer en prekær, andetgjort position.

🗡️🔥🗡️

Vi lancerer i dag The September Issue!

Andrea Storgaard Brok, som er tidligere aktivist i FedFront, laver nemlig kammeratligt takeover på facebooksiden hele denne måned, og temaet er skønhed!

Man kunne jo nok tænke at så skulle det være en måned der handlede om skønhedstips, mode og alt den slags. Det bliver det ikke. I stedet vil der blive introduceret bl.a. til terminologi man kan bruge når man taler om skønhed, hvilken rolle skønhed spiller i den tykfobiske kultur, hvordan grimhed og fravær af skønhedsprivilegium sættes i forbindelse med tykhed, og hvilke strukturelle fordele man har hvis man er konventionelt smuk, eller som både Andrea og FedFront foretrækker at kalde det, hvis man har skønhedsprivilegie.

Vi starter temaet med en hjemmelavet forklaring af konceptet skønhedsprivilegie:

Skønhedsprivilegie betyder at ens udseende efterlever eller stemmer overens med konventionelle (ofte blandt andet eurocentriske, tyndhedscentrerede eller decideret tykfobiske, ableistiske og cisnormative) skønhedsnormer. Jo mere ens udseende stemmer overens med skønhedsnormerne, jo større sociale og strukturelle belønninger får man. Hvis man læses som smuk har man altså en grad af skønhedsprivilegie.
Man kan have skønhedsprivilegie og være udsat og andetgjort på andre områder, og skønhedsprivilegie påvirker ofte i hvilken grad man bliver udsat for systematisk modstand. For eksempel kan man være tyk og blive læst som smuk på grund af et symmetrisk ansigt, og i kraft af dette skønhedsprivilegie opleve mindre tykfobi end andre tykke. Skønhedsprivilegium kan opfattes som noget der findes på et slags spektrum, altså kan man være skønhedspriviligeret i forskellige grader.

Det var startskuddet på skønhedstemaet!
Hvis du ikke kan vente med at læse mere om skønhedsprivilegie så anbefaler vi at google ’pretty privilege’ og ’beauty privilege’.

Kh
Andrea og FedFront

Repræsentation er vigtigt

Derfor er det et kæmpe problem når skuespillere såsom Eddie Redmayne og nu Scarlett Johansson vælger at spille roller der omhandler trans mænd og kvinder.

Selvom hun fik meget kritik for at spille med i Ghost in the Shell, har Scarlett Johansson altså besluttet sig for at spille Dante 'Tex' Gill, en tyk trans mand der styrede et bordel. Denne casting har både hendes agent, hende selv og filmens instruktør med rette fået hug for. Scarlett johanson har intet til fælles med Dante, hverken ift køn eller krop.

Foe Dante var nemlig tyk. Det er et problem når Hollywood bruger fatsuits eller når skuespillere tager midlertidigt på i vægt for at spille en rolle: det viser at filmindustrien ikke ser tykke mennesker som reelle mennesker, men kun som en kropstype der kan tages på og af igen.

Repræsentation på det store lærred er vigtigt, og ved at påtage sig denne rolle, frarøver Scarlett Johansson en tyk, trans mand rollen. Én ting er at man deltager i Women's March, og snakker åbent om lønforskelle og sexisme i Hollywood, men hvis man ikke følger op og rent faktisk gør noget aktivt med sin feminisme og bruger sin egen platform til at løfte andre, har man misset pointen med feminisme. Nogle gange kræver feminisme at man ofrer noget selv, for eksempel at man ikke tager en rolle, når man godt kan se en anden ville være bedre. Repræsentation er vigtigt. Der er lang vej endnu.

Tykaktivismens historie #5 - Body Positivity

Af Dina Amlund

Body Positivity er noget, som mange mennesker forbinder med sociale medier – og der er en udbredt forestilling om, at det er et temmelig nyt fænomen.

Det er det ikke.

Begrebet Body Positive stammer tilbage fra dengang verden var ved at gå i opløsning af HIV/AIDS-fobi. De, der ønskede at vise allianceskab med HIV/AIDS-positive mennesker, kaldte sig Body Positive. Heldigvis kom der både medicin og information, som ændrede uendeligt meget.

Begrebet Body Positive blev derfor ikke større i denne kontekst og bevægede sig i midten af 90erne over i det, som vi i dag forstår ved kropspositivisme og kropsaktivisme.

Deb Burgard stiftede Body Positive, en platform ud fra hvilken hun arbejder med psykoterapi og aktivisme i forskellige former.

Connie Sobczak og Elizabeth Scott stifte The Body Postive. Det er et community og en virksomhed, der tilbyder forskellige former for workshops og undervisning.

Fælles for dem er, at de arbejder med at individet skal lære at elske sig selv i en verden, der lærer os alle at stile efter perfektion. Og der er en særlig forståelse for tykhed i disse platforme, men fokus er på at alle individer skal føle sig godt tilpas i deres kroppe.

Forskellen på Body Positivity og tykaktivisme er netop fokusset på individet. Body Positivity tænker ikke på strukturerne i samfundet men vil lære individet kærlighed til sig selv. Det er naturligvis kærkomment at strukturerne ændres, men det er ikke det, som kampen drejer sig om. Tykaktivismen, beskæftiger sig med strukturerne, der ødelægger det for det enkelte. Det er mere end velkomment, at individerne får det bedre med sig selv i processen. Men det kampen mod de ødelæggende strukturer, som har fokus for aktivismen.

Tykaktivismens historie #4 - Health at Every Size (HAES)

HAES – Health at Every Size er en populær gren indenfor tykpositiviteten.

Siden 1960erne blev der stillet spørgsmålstegn ved normative sundhedsdiskurser og forbindelsen til den socialt- og kulturrelt betingede tykfobi.

I 1982 skrev Bob Schwartz bogen ”Diets Don’t Work”, som handler om at stoppe med at fokusere på vægttab og i stedet spise intuitivt for både den fysiske og mentale sundheds skyld.

Hovedværket indenfor HAES er naturligvis Lindo Bacons bog, som har navn efter denne tankegang. Health at Every Size, fra 2008.

Lindo Bacon er professor i fysiologi og forsker i tykhed og sundhed. De har mange lettilgængelige videoer på Youtube, bl.a. denne.

HAES er en stor inspiration for mange tykke mennesker, som opdager, at tykhed og sundhed ikke behøver være modsætninger. Samtidig kan bevægelsen også kritiseres for at indgå i absolut normative diskurser om sundhed.

Tykaktivismens historie #3 - Big Beautiful Woman

BBW – Big Beautiful Woman – er et begreb, som dukkede op i 1979. Carol Shaw fandt på begrebet, og det blev efterfølgende navnet på det modeblad hun stod i spidsen for. BBW var et magasin henvendt til tykke kvinder med mode- og skønhedstips og ikke et ord om at slanke sig.

BBW er efterfølgende blevet et begreb indenfor porno- og datingverdenen, hvor der også kom en mandlig pendant; BHM – Big Handsome Man.

Begrebet kritiseres af nogen for at være fetichistisk og dermed dehumaniserende. Hvilket det KAN være. Men det behøver ingenlunde være det. Der er intet som helst i vejen med at synes tykke mennesker er smukke.

Man kan naturligvis kritisere det for at være temmelig kønsbinært, og det kan være at det er tid til at reclaime det som BBP – Big Beautiful Person.

BBW-begrebet er under alle omstændigheder en milesten i den tykpositive historie. Det er første gang, man oplevede et magasin og efterfølgende porno- og datingspaces, som klart definerede for tykke mennesker.

Tykaktivismens historie #2 - The Fat Underground

The Fat Underground blev stiftet i 1973. En tidstypisk feministisk kvindegruppe, som beskæftigede sig med forskellige medier, som musik, digte, essays, billedkunst og andre metoder for at blive hørt i kampen for tykaccpet.

En fantastisk lille film i en meget grynet indpakning, som giver den sit helt eget æstetiske præg, som passer godt til både tiden og indholdet.

Tykaktivismens historie #1 - More People Should Be Fat

1967 var starten på tykaktivismen. Udover den vigtige happening i Central Park, hvor 500 mennesker mødtes for at protestere den tykfobiske diskrimination, kunne man læse en artikel i Saturday Evening Post om anti-fat bias.

Artiklen havde titlen ”More People Should Be Fat” og var skrevet af Lew Louderbeck som reaktion på hvordan tykke mennesker diskrimineres i bl.a. offentlige rum.

Louderbeck blev efterfølgende kontaktet af William Fabrey, som i 1969 stiftede NAAFA National Association to Aid Fat Americans. Og herefter begyndte forskellige tykaktivistiske grupper at spire.

I dag lægger William Fabrey sit tykaktivistiske arbejde i the Council of Size and Weight Discrimination, som beskæftiger sig med tykaktivismens historie.

Strukturel modstand er FedFronts fokus

Tykke mennesker møder strukturel modstand i form af f.eks. tilråb på gaden, ringere behandling hos lægen og en gennemsnitlig lønforskel mellem tynd og tyk, som er større end mellem mand og kvinde.

Det er er vigtigt at anerkende, at graden af strukturel modstand varierer. Hvis man er meget tyk vil man møde meget mere indgribende strukturel modstand i livet, end hvis man er lidt tyk og ligner normen mere.

På engelsk operer tykaktivister med begreberne Small fat, Big fat og Super fat. Som small fat vil man møde mindre modstand.

Small fat personer oplever stadig at blive råbt ad, at blive valgt fra på arbejdsmarkedet og kan have en læge, som kun ser tykheden uden at lytte til de symptomer, man er gået til lægen med. Small fat personer ligner i højere grad normen og vil derfor ikke opleve den samme hyppighed af disse tykfobiske situationer i hverdagen. Small fat personer vil i højere grad kunne finde tøj, de kan passe. Tøjstørrelser i gængse butikker er en meget målbar indikator for, hvad det tykfobiske samfund accepterer og afviser.

Big fat personer oplever en meget høj grad af strukturel modstand. Og super fat personer oplever den strukturelle modstand meget håndgribeligt i virkelig mange situationer – hvis ikke konstant.

Vi vil ikke definere begreberne med vægt eller andre tal. Det handler om normens afvisning af tykke mennesker. Det handler ikke om at putte tykke mennesker ind i forskellige kasser. Vi har brug for et sprog for at anerkende graden af smerte og fobisk indgriben i tykke menneskers liv. Vi har ikke brug for flere måder at måle og veje tykke mennesker.

FedFront nægter at svare på spørgsmål om kilo eller eksempler på kendte personer, som kan kaldes small fat eller super fat. Hvis man har forståelse for andethed og identitetspolitik, vil man nok genkende gradbøjelsen af fobi og had samt dets konsekvenser.

Fedfront besøgte Københavns Universitet i går.

Det var et dejligt møde med meget engagerede studerende.

Det er spændende og hjertevarmende at opleve den store faglige interesse for tykhed og tykfobi. Og ikke mindst at blive mødt med så megen åbenhed og venlighed. Vi håber, vi må læse de eksamensopgaver, der bliver skrevet om tyk-ting.

Her er en afklarende meddelelse fra os i FedFront

Journalisten Søren K. Villemoes har åbenbart haft problemer i sin researchproces. I dag har han kritiseret Sofie Hagen som for lidt over et år siden var med til at stifte FedFront. Villemoes forbinder Sofie entydigt med FedFront, hvilket mange nok gør, selvom hun ikke har været aktiv hos os siden september 2017.
Vi vil gerne lige afklare at Sofie ikke er FedFront, så FedFront kan ikke gøres ansvarlig for Sofies gøren og laden.

Vi vil derudover gerne lige knytte en kommentar omkring Villemoes. Udover at han tidligere har langet ud efter FedFront, så lader hans projekt til at være at skabe splid på venstrefløjen. Vi er fortsat fortalere for antikapitalistisk, solidarisk kamp på tværs er grupperinger og synes det er vigtigt at der sondres imellem offentlige personer og politiske bevægelser.

Tyk er ikke en følelse

For et par uger siden havde vi en post, der handlede om, at 'tyk' ikke er en følelse. At man kan føle utilfredshed og mange andre negative følelser over for sin krop, men det kan aldrig blive det samme som den diskrimination tykke er udsat for.

Der er nemlig forskel på, at være usikker på sin krop i en verden som siger alle kan være bedre, og at være tyk og blive fortalt man er forkert samtidig med at man bliver strukturelt undertrykt for at falde uden for normen.

Denne artikel er skrevet af en allieret, en der har forstået at hendes egne følelser ikke står mål med den diskrimination folk der er tykkere end hende oplever i dagligdagen.

"While our own personal body image issues are real and valid, recognize that they are not equivalent to the fatphobia and size discrimination fat people face on a regular basis."

Sletningen af tykke mennesker

Steven Spielbergs seneste sci-fi film "Ready Player One" skriver sig ind på en lang liste af film, der sletter tykke personer. I bogen, som filmen er baseret på, er både Wade, Samantha og Helen tykke, hvilket ikke er gældende i filmen.

Udover Spielbergs seneste film, kan der nævnes den danske film Antboy (2013), In Her Shoes (2005), Circle of Friends (1990) og Disneys nye udgave af Skønheden og Udyret (2017), for bare at give et kort indblik i problemet.

Det er et problem, når tykke karakterer bliver gjort tynde i overgangen til film og TV-verden. Tykke læsere, der har set sig spejlet i en bogs repræsentation, bliver slettet fra historien med en nærmest voldelig magt, der siger: her til og ikke længere. Der mangler tykke i film, der ikke blot er det sjove sidekick, og dem der bliver gjort grin med. Tykke fortjener, at se sig selv repræsenteret i film og TV i hovedroller, hvor historien ikke handler om deres vægt (og det medfølgende indforståede problem med det). Tykke fortjener og forlanger at blive set som de mennesker de er, og derfor er det så vigtigt, at tykke også bliver repræsenteret i hovedrollerne på film og i TV.

At flyve når man er tyk

At flyve når man er tyk byder på mange ekstra udfordringer og er et typisk eksempel på hvordan samfundet og firmaer diskriminerer mod tykke. Thai Airways har for nyligt indført en restriktion på deres sikkerhedsseler, og man kan ikke længere få en forlænger; det gælder både tykke og folk med mindre børn.

Thai Airways er langt fra det eneste flyselskab der diskriminerer mod tykke; det er en frustrerende tendens vi ser hos mange flyselskaber. Tykke kan blandt andet blive tvunget til at vente på det næste fly, hvis flyet er overbooket, eller de kan tvinges til at betale for et ekstra sæde.

Flyselskaberne laver konstant deres sædebredde mindre, men hvorfor ikke tilbyde bredere sæder ligesom der også er sæder med ekstra benplads?

Hvis man har lyst til at læse mere:

https://youtu.be/Eoiml0Co50Y

http://www.revelist.com/…/thai-airways-just-passed-a-wais…/1

https://www.smartertravel.com/…/airplane-seat-narrow-cramp…/

Tyk på arbejdsmarkedet

Hvis man har hørt hørt radioavis denne morgen og formiddag har man ikke kunnet undgå DRs fokus på en ny undersøgelse, som viser at der er flere tykke blandt arbejdsløse, og at det er et højere tal i forhold til folk, som er i arbejde.

Undersøgelsen og journalisternes formidling af undersøgelsen, kæder tykhed og arbejdsløshed sammen. Og selvfølgelig søger de 'forklaringen' på tykhed i at det er hårdt/sværdt at være arbejdsløs og derfor har man ikke 'fokus på vægten'. Så altså tykhed er symptom på at man er arbejdsløs.

DET FORHOLDER SIG OMVENDT!

Som tyk har man meget sværere ved at få arbejde! Det gælder for tykhed, og også alle andre andetheder, at man i meget højere grad har sværere ved at finde arbejde. At folk ikke vil ansætte tykke mennesker. For eksempel var der tilbage i februar en undersøgelse der viste at 45% af franskmænd synes det er ok at undlade at ansatte en person hvis vedkommende var tyk. De gængse fordomme om at tykke mennesker er mindre intelligente, mere dovne osv. fastholder tykke mennesker i arbejdsløshed.

Har man som andetgjort fundet ansættelse vil man i meget ringere grad forfremmes og med en vis sandsynlighed tjene færre penge på det samme arbejde, som slanke mennesker udfører til en højere løn.

LØNFORSKELLEN MELLEM TYND OG TYK ER STØRRE END LØNFORSKELLEN MELLEM MAND OG KVINDE!

Det er den typiske fobiske logik, at holde stigmatiserede grupper uden for samfundet med strukturel undertrykkelse -
for derefter at bebrejde individerne i disse gruppe for ikke at tage del i samfundet.

MENNESKER BLIVER IKKE TYKKE AF AT VÆRE ARBEJDSLØSE! MENNESKER BLIVER HOLDT UDENFOR ARBEJDSMARKEDET PGA. TYKHED!

Derudover kan der være tale om, at nogle mennesker, som er ramt så hårdt af den fobi, man påtvinges at leve med som tyk, kan lide af angst eller andet, som i nogle tilfælde kan påvirke arbejdsevnen.

Det handler ikke om at tykheden har forårsaget angst, men at tykfobien har skabt ringere levevilkår og dermed ført til angst.

I stedet for at fokusere på tykhed som et problem ville den strukturelle undertrykkelse af tykke mennesker være meget mere relevant og rimelig at behandle i en undersøgelse af arbejdsløshed og tykhed.

FedFront støtter de offentligt ansattes kamp!

FedFront støtter de offentligt ansatte, som i øjeblikket kæmper for basal respekt omkring deres arbejde og anerkendelse af deres indsats.
Mange af de områder, som er ramt af konflikten, er dem, som danner fundamentet i vores samfund – dem som passer på os når vi er syge, underviser de børn som er vores fremtid, tager sig af os når vi bliver gamle eller i det hele taget arbejder for det fælles bedste.
Det er dem, som altid bliver bedt om at løbe lidt hurtigere, ofre lidt mere af deres privatliv for at kunne være fleksible, arbejde nætter og helligdage og sjældent får en hel frokostpause uden forstyrrelser, hvis der overhovedet er tid til frokostpausen.

FedFront mener, at de usympatiske udtalelser om de ansatte, som der er kommet fra de offentlige arbejdsgivere, er komplet uacceptable. Det er at undergrave respekten og værdien vi som samfund bør se i disse ansatte og funktioner. Den ubalance i magtforholdet mellem offentligt ansat og politiker gør sådanne udtalelser endnu mere graverende.

Truslen om lockout er dermed også en overdreven magtdemonstration og en del af kampagnen, der går ud på at spille befolkningsgrupper ud mod hinanden.
I FedFront synes vi at nok er nok! Derfor står vi sammen med de offentligt ansatte - ligesom vi står sammen med alle andre, der rammes af magthavernes forsøg på at ydmyge 'modstandere' og som ligger under for et strukturelt pres.

Vi har været på RUC i dag

Vi har været på RUC i dag for at snakke om online tykaktivisme og kommunikation! Det kom der rigtig mange gode spørgsmål og dialog ud af, så vi takker for invitationen!