Hvad er FedFront?

 

Nogle af os har arbejdet med kropsaktivisme i mange år, og det har foregået på forskellige platforme. Andre er helt grønne og i gang med at finde ud af hvilken form for aktivisme de vil lave. Alle der er interesserede i at arbejde med fedtaktivisme indenfor en feministisk og antikapitalistisk ramme er velkomne her, dog henvender FedFront sig primært til personer med tykke kroppe.

Med opstarten af FedFront forsøger vi at udbrede de ideer, teorier og aktivistiske metoder som vi tidligere har arbejdet med indenfor kropsaktivisme. Vi er interesserede i at skabe netværk, vidensdeling og repræsentation. I Danmark er debatten om krop og særligt fedt, som i mange andre lande, meget unuanceret. Oftest ser man såkaldte eksperter og meningsdannere udtale sig om fænomenet ‘fedme’ med udgangspunkt i en forskruet og ensporet sundhedsforståelse.

Det vi nærmest ALDRIG ser repræsenteret i debatten, er de personer det drejer sig om; dem der har tykke kroppe.

FedFront lanceres for at ændre på dette.

Den tykke krop skal ikke længere være hovedløs baggrund for statistik i nyhedsudsendelser, vores kroppe skal ikke længere benyttes som afskrækkelsesværktøj der neddysser oprøret. FedFront skal være en vidensplatform - en måde hvorpå vi kan samle aktivister og interesserede fra hele landet i et stærkt netværk. Dette vil give os mulighed for at skabe mere opmærksomhed om den undertrykkelse som tykke udsættes for.