Jeg er transperson

Jeg er transperson. Da jeg var i kontakt med Sexologisk Klinik, fik jeg at vide, at jeg endda ikke kunne starte på hormoner, før jeg havde tabt mig omkring 40 kg.

De blev ved med at skifte undskyldning, men det lader til, at de af alle mulige forskellige årsager ikke starter hormoner op, før man er klar til operation. Og for at være klar til operation skal man have et BMI under 25.

Jeg tager nu hormoner uden om det danske sundhedsvæsen, men det er stadig min drøm at komme over i det danske system, fordi jeg nu er kommet på kontanthjælp og har virkelig svært ved at få økonomien til at hænge sammen med de hormoner, jeg køber uden om systemet.

Jeg var gravid med mit første barn

Jeg var gravid med mit første barn, og skulle til en masse jordemoderundersøgelser, scanninger og glukosebelastning. Man kommer VIRKELIG i intim kontakt med sundhedssystemet, når man er gravid.... nå men jeg fik så en indkaldelse til "samtale" på sygehuset, hvor jeg skulle føde, og som BTW ligger en time fra hvor jeg bor. "Hmm en samtale, om hvad mon?" Der stod ikke noget i brevet. Det var noget ekstra ud over alle de obligatoriske ting, man render til. Pligtskyldigt mødte jeg op. Og fik en en-til-en "vejledning" i de 8 kostråd (der var kun otte i 2012) - et emne jeg i øvrigt selv underviser i, da jeg er naturfagslærer på SOSU-uddannelsen... Det var da lige meget, for når man havde et BMI over... 30 tror jeg, skulle man møde ind til en snak om kost og vægt. Sygeplejersken talte SÅ meget ned til mig. Det var med følelsen af "Du må jo være småtbegavet, siden du stadig er tyk" i øvrigt havde jeg en fantastisk graviditet, hvor mit blodtryk var spitzenklasse og der var ingen ødemer. Og havde det i øvrigt ret fantastisk. Så JA jeg kender GODT kostrådene, og NEJ jeg er ikke småtbegavet bare fordi jeg til stadighed er tyk.

Da jeg så blev gravid anden gang, og blev indkaldt til den samme fucking samtale, ringede jeg og sagde at jeg desværre var blevet syg. Damen i den anden ende, kunne godt høre det var løgn og latin, og blev fornærmet "det er jo bare et tilbud for at hjælpe dig" Jamen jeg ved godt de bare gør deres arbejde, men øv hvor er jeg træt af at bare være et nummer (et BMI i dette tilfælde) i sundhedssystemet.

BMI siger ikke en skid om din sundhedstilstand, men er blot en formel for forholdet mellem højde og vægt. Jeg underviser som sagt i naturfag for SOSU'er, og BMI er en del af pensum og fagmålene. Men jeg gør et ret stort nummer ud af at understrege at det blot er en formel og kun en ting blandt mange, vi kan bruge til vurdere vores egen, samt borgere og patienters sundhedstilstand.

Jeg var 13 år og tyk

Jeg var 13 år og tyk og havde internaliseret tykfobien. Da det jo er et helvede at være både tyk og tykfobisk på samme tid, besluttede jeg mig for at tabe mig. Da jeg havde levet af restriktiv spisning i et par uger gik jeg til lægen, fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke tabte mig. Mit unge jeg tænkte, at det kunne have noget med hormoner at gøre. Lægen kommer så med en masse kostråd og beder mig komme igen om et par uger. I mellemtiden har jeg atter skåret ned i mit kalorieindtag og tabt 6 kg på to uger. Lidt tid efter dette tog jeg ind til lægen igen som aftalt. Da mit mål kun var 4 kg, og jeg ikke kunne vente med at begynde at spise almindeligt igen efter to ugers sult, havde jeg stoppet kuren. Det resulterede i, at jeg havde taget det hele på, da jeg ankom til lægens kontor, hvilket hun kritiserede. Jeg havde ikke lyst til at komme hos hende mere, men hun pressede mig og manipulerede mig nærmest til at komme og tale en hel time med hende hver måned, hvilket gik udover min skolegang. Jeg turde ikke sige fra, da jeg som umyndig person var bange for, at lægen ville videregive detaljer til mine tykfobiske forældre, hvis jeg modsagde hende. Hun tvang mig op på vægten, noterede tallet ned, kritiserede mig, dømte mig og talte ned til mig. På et tidspunkt ville hun også have en konsultation, hvor mine forældre var med. Jeg stod derfor et par dage inden og midt på fortovet kl. 8.00 om morgenen på vej til skole og ringede ned til klinikken for at fortælle, at jeg ikke ville have mine forældre med. Sekretæren spurgte, hvad konsultationen drejede sig om. Da jeg ikke havde lyst til at fortælle det, slog hun det op i min journal og sagde "Det er noget med, at du gerne vil tabe dig, og det vil X gerne hjælpe dig med.". Jeg havde ikke sagt, at jeg ville tabe mig, efter jeg havde taget de andre kg på. Den påstand blev bare smidt i hovedet på mig, og jeg fik at vide at X var bekymret for mig. Dengang var jeg ikke gammel nok til at skelne mellem personlig og professionel bekymring, så jeg visualiserede min læge, som lå søvnløs om natten og tænkte over min vægt, og at dette var min skyld, fordi jeg ikke tabte mig...

Jeg skammede mig så frygteligt meget over at gå til disse konsultationer. Jeg følte mig proppet direkte ned i forkertkassen med min fejl som skulle rettes. Ingen måtte vide det. Dette resulterede i at jeg gik alene med det, trods jeg havde en pædagog, som jeg havde tillid til. Jeg forsøgte at samle mod til at fortælle det til hende, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Til sidst kunne jeg ikke længere klare presset fra min tykfobiske læge, så jeg samtykkede i et desperat flugtforsøg til at tale med en sygeplejerske. "Du kan bare ringe herned på klinikken, hvis der er en madvare, du er i tvivl om, hvorvidt du må spise" sagde hun. Hun ville også gerne se mig en gang om ugen, men brød sig ikke om, at dette skulle gå yderligere udover min skolegang, og sagde så, at vores konsultationer måtte foregå over telefon. Hun bad mig ringe ned til klinikken engang imellem, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde desværre stadig en aftale med min læge senere hen, som jeg ikke turde at aflyse.

Det endte dog med, at jeg ikke kunne klare omverdens pres og min egen tykfobi mere, og jeg lavede den berømte livsstilsændring (forlænget slankekur) og nåede at tabe mig inden den kommende konsultation. Da min læge så mig, var hun så glad og stolt over det "fantastiske" arbejde hun og sygeplejersken havde lavet. Og så udtalte hun med julelys i øjnene "Det er jo en helt ny *Mit navn* der kommer der!". Hun roste mig til skyerne, for nu var jeg blevet rigtig, og jeg levede rigtigt. Jeg var også selv glad, for jo havde jeg jo den ideelle krop og var dermed meget mere privilegeret og accepteret i samfundet. Stemningen på lægens kontor var som en "Happy end" i en eventyrfilm og lægen mente, at jeg kunne klare mig selv nu, så hun samtykkede til, at vi ikke skulle lave flere aftaler, men nævnte at jeg altid kunne komme igen, hvis jeg fik "problemer med vægten" igen.

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to. Jeg spiste sundt under graviditeten og gik tur 30-45 minutter dagligt. Jeg havde ikke haft nogle komplikationer under min første graviditet og en fødsel uden hjælpemidler. Min jordmoder som var meget erfaren var også tyk, hun syntes ikke min vægt var et problem. Men hun gik på pension og så overgik jeg til hospitalets jordemødre og fødselslæger. Fra første konsultation var min vægt på dagsordenen. På grund af min vægt, mente de at barnet måtte være for stort. Så jeg blev henvist til scanning. Scanningen viste at barnet var “normalstørrelse” - men så var det jo for småt i forhold til den forventede størrelse, så jeg skulle til endnu en undersøgelse for at se om barnet havde en hjertefejl. Undersøgelsen viste at barnet var helt “normalt”.

Men lægen mente stadig, at jeg skulle flyttes til et større fødested for de havde kun en kirurg “når jeg fik brug for et kejsersnit”. Da jeg fastholdt mit valg af fødested, så viste en fysisk undersøgelse pludselig at barnet vendte forkert. Jeg kunne vælge mellem et vendingsforsøg, som ville være meget svært og meget smertefuldt eller jeg kunne skifte til det fødested, som de gerne ville have mig på. Jeg valgte vendingsforsøget på det store regionshospital. Her blev jeg mødt af en gammel garvet fødselslæge, som allerede da han så min mave udbrød: "Det vender sgu' da ikke forkert.” Han undersøgte mig grundigt og konstaterede at alt var i fineste orden og jeg var klar til en helt “almindelig” fødsel.
Mit valgte fødested meddelte på det tidspunkt, at de ikke kunne lade mig føde der pga. min vægt. Jeg spurgte dem om med hvilken hjemmel de kunne nægte mig at føde der - alle parametre med undtagelse af min vægt var fuldstændigt “normale”. Det blev taget op på et hospitalsledelsesmøde, hvorefter jeg fik besked på at jeg kunne få lov til at føde der, men at det var mod hospitalets anbefaling og dermed på eget ansvar.
Jeg fødte på dette fødested - et sundt og rask barn - en vellykket fødsel igen uden nogen form for hjælpemidler. Fra veerne startede til baby var født gik der omkring tre timer. Jeg fik den gode trygge fødsel, som jeg ønskede med en jordemoder ved min side under hele fødslen.

De sidste seks uger af graviditeten blev fuld af bekymringer pga. et sundhedsvæsen, som ikke mener at tykke gravide kan være sunde gravide uanset hvad alle undersøgelser viser.

Min mand og jeg prøvede for mange år siden at søge hjælp for barnløshed

Når jeg læser om andre tykkes oplevelser, kan jeg nikke genkende til stort set de fleste oplevelser. Det er noget som er så fundamentalt sårende og skærer en dybt i hjertet hver gang det sker og personen, der ikke selv har prøvet det, kan på ingen måde forstå hvor dybt det sårer.

Jeg har i en alder af 44 år prøvet den ene op- og nedtur med kure, motion og sågar en maveoperation for at prøve at få den “ideelle kropsfigur”, men min krop er og bliver tyk! Min mand og jeg prøvede for mange år siden at søge hjælp for barnløshed, men vi fik en spand kold vand i hovedet, da overlægen ikke engang ville undersøge mig fordi han mente at jeg skulle et godt stykke under 100 kg før han ville undersøge mig. Han mente at det ville være spild at forsøge. Jeg var i chok og min mand trampede rasende ud fra mødet.

Adoption er også udelukket, da de ser tykhed som en kronisk sygdom, hvilket åbenbart gør min mand og jeg uegnede som forældre.

Ikke at kunne blive taget i betragtning på grund af tykhed, det er nok det der har gjort mest ondt.

Hos gynækologen

For nogle måneder siden skulle jeg til gynækolog, for at få foretaget en HPV-prøve, samt tjekkes for PCO. Da jeg kommer ind til hende, er det første hun siger "Der er lige noget jeg er nødt til at spørge dig om. Hvor meget vejer du?" Jeg fortæller hende at jeg faktisk ikke ved det præcist, hvorefter hun fortsætter med at spørge mig om det er mere end 140-150 kg, for den undersøgelsesstol hun har, kan kun tage op til max 150 kg. Jeg siger at jeg er ret sikker på at jeg er under den vægt. Hun bliver ved med at snakke om at hun ikke vil hæve stolen op, mens jeg ligger i den, fordi den er "skrøbelig", hvorefter hun beder mig om at gøre mig klar til undersøgelsen. Inden hun overhovedet når at undersøge mig, kigger hun i min journal og ser at jeg gerne vil blive gravid. Hun kigger på mig og siger så "det er på grund af vægten at du ikke er blevet gravid." Uden overhovedet at have undersøgt mig, konkluderer hun dette, bare ved at se på mig og konstatere at jeg er tyk.

Da hun så begynder undersøgelsen vil hun ikke hæve stolen op, som nævnt fordi den er "skrøbelig" og hun er bange for at den går i stykker. Derfor vælger hun at gå ned i knæ for at tage den prøve hun skal, hvilket føltes virkelig ydmygende. Efter endt undersøgelse bliver hun ved med at snakke om hvordan det ville være bedre for mig at blive henvist til hospitalet næste gang jeg skal undersøges for der har de "større rum og større stole". Hun siger, at det er for min egen skyld, for at jeg ikke skal få en ubehagelig oplevelse eller føle mig besværlig. Jeg var velkommen til at komme tilbage hvis det bare var en standard undersøgelse, men så var det jo også godt at have en ung læge "som kan gå ned i knæ." Men hvis der skulle tages fx celleprøver, så var det bedre at jeg tog på hospitalet fordi de jo havde større stole.

Min pegefinger havde længe gjort megaondt

Min pegefinger havde længe gjort megaondt og til sidst, kunne jeg slet ikke bøje den, så jeg tog til lægen. Det første hun bad mig om at gøre, var at træde op på vægten. Jeg protesterede og fortalte, at det her kun handlede om min finger og at jeg havde en spiseforstyrrelse og ikke havde vejet mig i seks år og det ville helt klart trigge et anfald. Men hun insisterede og brugte derefter et kvarter på at fortælle mig om diverse diæter, jeg kunne gå på. Jeg sad bare rystet og kunne ikke sige noget.