Naboens teenagere kigger over hegnet, griner af mig og viser mig frem

Jeg er bange for andre mennesker, for jeg ved at der grines af mig, at folk væmmes ved synet af mig, at der tages billeder med telefoner og at der stirres på mig som om jeg var fra en anden planet. Jeg er blevet bange for at bo i mit eget hus, fordi bagboens teenagere er meget interesserede i at komme til at kigge på mig og vise mig frem hvis de har besøg. Så sidder der nogen på deres terrasse, tør jeg ikke gå ud i køkkenet fordi de kan se ind. Jeg har flere gange oplevet, at de rejser sig for at komme til at kigge over hegnet, for at grine af mig. Råben og skrigen fra teenagere stresser mig enormt på grund af de oplevelser. Om sommeren er det et rent helvede fordi folk er udenfor og larmer. Jeg ved at folk er bedøvende ligeglade med hvad jeg siger, og de respekterer mig overhovedet ikke, fordi jeg er så tyk og det skræmmer mig også meget. Jeg er 45 år gammel og har mest lyst til at komme på plejehjem eller lignende så jeg kan få lov at være i fred og have ro omkring mig.

De smed en cheese burger i hovedet på mig

Jeg havde lige været nede og træne, og havde egentlig gjort lidt ekstra ud af mig selv, og følte mig megagodt tilpas. Så triller en bil stille forbi fyldt med unge mænd. Jeg tænker de vil spørge om vej, så bukker mig ned mod vinduet. I stedet smider de en cheese burger i hovedet på mig og siger, “her, du er så f*d, så dem har du sikkert spist en masse af”. Jeg blev virkelig rystet og nåede ikke at sige noget.

Hvordan er det muligt at for dig at finde plads når du er så gigantisk?

Jeg havde min 1-årige søn med i klapvogn og skulle med elevatoren ved en S-togstation. I elevatoren var også en mand ca. på min egen alder. Vi konverserede høfligt sammen, lige indtil han i samme tonefald og med venlig stemme sagde, at han ikke forstod, hvordan det var muligt for mig at få plads til både klapvognen og mig selv, når nu jeg var så f*d. Han sagde, at han var imponeret over, at det kunne lade sig gøre, og at jeg måtte have taget elevatoren mange gange, siden jeg var så god til at finde plads, selvom jeg var så gigantisk. Så gik kan ud med et høfligt smil, som om intet var hændt.

"Hold dig hjemme, så vi andre ikke skal se på dig, dit ulækre fedberg!"

Jeg kan forsikre alle folk om, at den chikane og diverse andre svinske måder, man behandles på ude i samfundet som meget tyk, overgår alt, hvad folk kan forestille sig.
Jeg er en meget tyk mand, og hvad jeg oplever hver eneste gang, jeg bevæger mig uden for en dør, ville chokere de fleste og med det samme afkræve politianmeldelse, psykologbistand mm., hvis jeg altså bare ikke havde været tyk, for når man er det, så er der ingen sympati at finde, tværtimod.
"Dit fede møgsvin!" "Tag livet af dig selv fedberg!" "Stop med at æde, dit klamme svin!" "Hold dig hjemme, så vi andre ikke skal se på dig, dit ulækre fedtbjerg!". Trusler på livet, hærværk imod min bil, svinske beskeder i min postkasse, folk, som tager billeder med deres telefoner mens de griner og peger, nedladende blikke og rysten på hovedet fra andre mennesker, er alt sammen dagligdag når man er på min størrelse. Og alt dette fra vildtfremmede mennesker, som man møder på gader, i butikker og på parkeringspladser.
Men ringer man til politiet, får man da bare at vide, at det ikke er deres problem, og der er ingen - og jeg mener ingen andre mennesker - som, når de er vidner til disse ting, går ind og blander sig og forsøger at få det stoppet. Tværtimod, synes de, vi tykke er selv skyld i det og vi skal bare ned med nakken.

Når livet bliver et problem og man bliver bange

Jeg er en meget tyk mand som har været tyk lige siden 5-års alderen. Jeg oplever mere og mere at livet i sig selv bliver sværere og sværere, for uanset hvor man færdes ude i samfundet, mødes man af svinskheder og manglende respekt fra andre mennesker.

Et godt eksempel er når man parkerer sin bil i en handicapbås med sit skilt i forruden, så parkerer folk alligevel så tæt på en så man ikke kan komme ind og ud af sin bil og siger man det til dem, så bliver man svinet til øjeblikkeligt.
Ber man folk om at holde afstand i butikker og lignende på grund af covid-19, bliver man svinet til øjeblikkeligt. Og hele tiden handler det med det samme om min tykhed.
Det er næsten umuligt at komme til at sidde ned nogle steder, hos læger, tandlæger og selv i psykiatrien, fordi stolene har armlæn alle steder.
Tøj kan man kun handle på nettet, for tøj i min størrelse forhandles ikke i butikkerne.
Alle steder mødes man af folks blikke og kommentarer og det værste er deres mobiltelefoner, som man kan se der bliver taget billeder med.

Jeg er simpelthen direkte bange for at færdes ude i samfundet blandt andre mennesker, for man ved aldrig hvad de kan finde på. Samfundet er totalt ligeglade med tykke mennesker og man tøver ikke med at sige at det er vores egen skyld og at vi bare skal holde kæft.

Jeg bryder mig mindre og mindre om andre mennesker og isolerer mig mere og mere og det er ikke fordi jeg har en diagnose med social angst, for det har jeg ikke. Det er derimod fordi livet bare bliver værre og værre på grund af andres opførsel.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Du ville være rigtig pæn hvis du tabte dig

Sidste sommer var jeg ude at handle med to veninder. Vi står lidt spredt i en genbrugsbutik, da en fremmed mand kommer hen til mig og begynder at snakke til mig. Han siger, at hvis nu jeg bare tabte mig, så ville jeg være rigtig pæn. Han begynder at fortælle om sin veninde, der har tabt sig, og som er blevet rigtig flot af det. Jeg er så paf, at jeg ikke kan sige andet end “okay” og gå væk. Den oplevelse tænker jeg ofte på.

Gigantisk hvalros

Jeg er grønlænder og tyk. Tilbage i april stod jeg i kø i en kiosk, hvor nogle mænd foran talte om, at ville købe en kæmpe eskimo. Den ene rettede den anden: “Det hedder en stor grønlænder!” Jeg troede et kort øjeblik, at det var et oprigtigt ønske om at kalde isen noget, der ikke er racistisk og tykfobisk. Men det viste sig, at være en ondskabsfuld leg, hvor de lod som om, de var politisk korrekte og fandt på flere og flere "alternativer" til det racistiske og tykfobiske isnavn, f.eks. gigantisk hvalros. Og det sjove i legen var så, at jeg stod lige der i køen og kunne høre det hele.

Der er en der har taget bacon og fløde ud af hendes indkøbskurv

Jeg skulle mødes med min veninde, hun havde lige været ude og købe ind. Da jeg siger “Hej smukke” bryder hun helt sammen. Der er simpelhen en eller anden klaphat der har taget bacon og fløde ud af hendes indkøbskurv og lagt nupopulver i i stedet. Hvad fanden foregår der? Jeg var i chok. Min veninde fortæller mig at det ikke er første gang hun oplever den slags. Nu ved jeg at tykfobi findes. Jeg er ikke længere uvidende, men jeg er rasende!

Frisørstolen var for lille

Jeg havde booket tid til klip og farve hos en frisør jeg ikke havde været hos før. Da jeg sætter mig i stolen hos frisøren, bliver jeg straks klar over at stolen er for lille. Salonen har kun en type stol og jeg er flov over at jeg åbenbart er så tyk, at jeg ikke længere passer i en frisørstol. Hvis jeg siger noget vil jeg skulle forlade salonen og derfor tier jeg stille og holder smerten ud. Min krop er helt anspændt da jeg går derfra.