Julen er for børn

Julen er for børn. Der er børn til julemarkeder og til andre julearrangementer. Så jeg holder mig væk. Andre børn var ubegribeligt hårde ved mig og min tykhed, da jeg selv var barn – og ved I hvad? Det er de stadig!

”Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk” + latter, hver gang et barn siger ”du er tyk!” Jeg er så træt af at blive begloet af børn og høre på deres allerede indoktrinerede tykfobiske lort!

Man kunne jo smilende svare møgungen ”ja, jeg er tyk – og jeg er venner med din mor og jeg er vild med kaniner og andre bløde dyr. Hvad er du?” Så får man startet en samtale og måske er det rigtigt, at man så har været med til at afkode tyk som noget dårligt i dette barns øjne. Det har jeg gjort tidligere. Men jeg orker ikke alt det arbejde.

Jeg vil hellere tilbringe min tid alene eller sammen med mennesker, der ikke garanterer god gammeldags tykfobisk julestemning.

 

Svømmehallen

Jeg var i svømmehallen og stod i badet da en kvinde kommer ind og udbryder "Jeg føler mig dejlig slank når jeg kommer herind!". I rummet var mig og hendes egen datter, gravid. Ydermere havde jeg min 4-årige niece og den anden kvinde havde sin 2-3 årige datter med. Skønt, at de fra så tidlig en alder kan få af vide, at kun slanke kroppe er dejlige.

 

I folkeskolen

I folkeskolen tog en lærer fat i min nakke og tvang mig hen til en skraldespand, hvor han klaskede mig i baghovedet indtil jeg spyttede mit tyggegummi ud.

Min hjemkunstskabs-lærer sagde højt i undervisningen at jeg nok burde lade være med at spise den mad vi i fællesskab havde lavet, “du er jo tyk”.


Min dansklærer sagde “du må ikke spise pommes fritter! Du er tyk!”

Klassekammeraterne synes det var sjovt at spørge om jeg ville synke til bunds hvis de smed mig i søen og om jeg fik mit tøj igennem programmet “livet er fedt”.

Gad vide hvorfor jeg ikke var glad for at gå i skole…

I min familie

I min familie har vi altid haft denne her leg, som går ud på at fortælle, hvad vi ville bruge pengene på, hvis vi vandt i Lotto. Jeg har altid holdt meget af legen, bortset fra den gang, hvor min lillebror (som på daværende tidspunkt gik i børnehave) sagde at han “vil købe en flyvemaskine og så skal vi alle sammen ud og flyve - bortset fra *mit navn*, for hun vejer for meget”. Han havde allerede lært, at min krop ikke var normativ.

En rigtig dreng

Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde som barn, selv om det snart er 32-33 år siden. Det har nok været i 1.-2. klasse og jeg går sammen med en anden dreng på gangen i skolen. Lige pludselig kigger han på mig og siger så: "Du har da vist tabt dig lidt, så kommer du måske snart til at ligne en rigtig dreng." En rigtig dreng! Lige præcis det udsagn har fulgt mig igennem hele livet, hvor jeg faktisk aldrig har set mig selv som et rigtigt menneske, på grund af de ting som blev sagt og gjort overfor mig igennem barndommen. Husker også at min mor, ofte bad mine klassekammerater, om de ikke godt ville sørge for at jeg ikke spiste så meget slik. Desværre var det sådan så den her lille dreng, faktisk meget meget sjældent spiste slik og derfor var hendes udsagn en ufattelig ydmygelse, og det førte til at jeg stort set aldrig havde noget med mine klassekammerater at gøre uden for skolen og derfor var jeg stort set altid alene i fritiden.

Men det der (en rigtig dreng) glemmer jeg aldrig og selv i dag hvor jeg er over 40, ser jeg mig stadig ikke selv som værende et rigtigt menneske. Så for pokker hvor er det vigtigt at man lærer børn, at de skal acceptere hinanden, uanset om de er tykke eller tynde. Og forældre til tykke børn skal virkeligt tænke sig om og ikke ydmyge deres børn overfor andre, for man glemmer aldrig sådanne ting. Jeg har aldrig haft en kæreste eller noget som helst forhold, for hvordan skulle nogen kunne ønske at være sammen med en enorm stor tyk ting som ikke er et menneske og som aldrig bliver det.