En indstrammende dragt

Da jeg var 15 år begyndte jeg at gå med en indstrammende dragt under mit tøj. Jeg havde den på hver dag i skole i ca. to år. Efter noget tid begyndte jeg at få alvorlige rygsmerter. Jeg kunne ikke sidde ned uden at få ondt i ryggen, og jeg begyndte at humpe og trække meget udtalt på mit ben, når jeg gik. Jeg måtte tage mange smertestillende piller i løbet af en skoledag for at klare mig igennem. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad der udløste smerten, men jeg ville ikke gå til lægen med det, fordi jeg var bange for, at de ville sige, at det var pga. min tykhed. Rygsmerten stoppede først da jeg fik en alvorlig depression og stoppede med at gå i skole og dermed have dragten på hver dag. Nu hvor jeg er lidt ældre tænker jeg med rædsel på de alvorlige konsekvenser det kunne have haft på både knoglestruktur og indre organer at indskrænke min krop sådan i så mange timer på en dag - for ikke at snakke om alle de smertestillende piller jeg tog.

I folkeskolen

I folkeskolen tog en lærer fat i min nakke og tvang mig hen til en skraldespand, hvor han klaskede mig i baghovedet indtil jeg spyttede mit tyggegummi ud.

Min hjemkunstskabs-lærer sagde højt i undervisningen at jeg nok burde lade være med at spise den mad vi i fællesskab havde lavet, “du er jo tyk”.


Min dansklærer sagde “du må ikke spise pommes fritter! Du er tyk!”

Klassekammeraterne synes det var sjovt at spørge om jeg ville synke til bunds hvis de smed mig i søen og om jeg fik mit tøj igennem programmet “livet er fedt”.

Gad vide hvorfor jeg ikke var glad for at gå i skole…

En rigtig dreng

Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde som barn, selv om det snart er 32-33 år siden. Det har nok været i 1.-2. klasse og jeg går sammen med en anden dreng på gangen i skolen. Lige pludselig kigger han på mig og siger så: "Du har da vist tabt dig lidt, så kommer du måske snart til at ligne en rigtig dreng." En rigtig dreng! Lige præcis det udsagn har fulgt mig igennem hele livet, hvor jeg faktisk aldrig har set mig selv som et rigtigt menneske, på grund af de ting som blev sagt og gjort overfor mig igennem barndommen. Husker også at min mor, ofte bad mine klassekammerater, om de ikke godt ville sørge for at jeg ikke spiste så meget slik. Desværre var det sådan så den her lille dreng, faktisk meget meget sjældent spiste slik og derfor var hendes udsagn en ufattelig ydmygelse, og det førte til at jeg stort set aldrig havde noget med mine klassekammerater at gøre uden for skolen og derfor var jeg stort set altid alene i fritiden.

Men det der (en rigtig dreng) glemmer jeg aldrig og selv i dag hvor jeg er over 40, ser jeg mig stadig ikke selv som værende et rigtigt menneske. Så for pokker hvor er det vigtigt at man lærer børn, at de skal acceptere hinanden, uanset om de er tykke eller tynde. Og forældre til tykke børn skal virkeligt tænke sig om og ikke ydmyge deres børn overfor andre, for man glemmer aldrig sådanne ting. Jeg har aldrig haft en kæreste eller noget som helst forhold, for hvordan skulle nogen kunne ønske at være sammen med en enorm stor tyk ting som ikke er et menneske og som aldrig bliver det.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer. Jeg var vellidt af de andre børn og havde masser af venner. Men jeg var tyk. Jeg blev ikke mobbet, men det var stadig min egen idé at komme på Julemærkehjem. Årsagen til at jeg ville det, var fordi jeg allerede som 11-årig vidste, at jeg var ”forkert” - og jeg ville jo bare så gerne være som de andre.

Julemærkehjemmet var en Askepot-drøm. Jeg forestillede mig, at jeg ville blive helt normal og glad når jeg kom hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Julemærkehjemmet blev i stedet startskuddet til livslang yo-yo vægt, hvor jeg i perioder har været på strenge kure eller ”livsstilsomlægninger” efterfulgt af tvangsoverspisning. Jeg blev faktisk direkte spiseforstyrret af min tid på Julemærkehjem.

På Julemærkehjemmet oplevede jeg, at alt ansvaret for min vægt blev lagt på 12-årige mig; min krop var ikke ok, som den var, min tykhed var en fejl, som skulle rettes. Der var utrolig meget skam og skyld forbundet med kulturen på Julemærkehjemmet. Man lærte hurtigt, hvor mange skefulde ris, det var acceptabelt at tage på tallerkenen og at man skulle pille skindet af kyllingen, fordi der er fedt i. Man lærte at udholde sulten og de lange traveture og ørkesløse gymnastiktimer. Belønningen var ros og skulderklap hver gang der røg et kilo af vægten. Mange af de andre børn smuglede slik derned efter de havde været hjemme i weekenderne – det turde autoritetstro mig ikke.

Derfor var mit ophold objektivt set en succes – jeg tabte mig jo. Men noget indeni mig gik i stykker i den periode. Pædagogerne var som sådan ordentlige ved os – de gjorde helt sikkert alt ”i den bedste mening”. Men at blive revet ud af sin hverdag, og placeret et sted i flere måneder, hvor formålet er at forandre sig selv fordi man i samfundets øjne er forkert – det er usundt.

Børn skal ikke inddeles i stigmatiserede og stigmatiserende grupper og fjernes fra deres normale hverdag. Jeg hadede at være der. Det føltes som om jeg blev straffet og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg accepterede bare, at jeg var forkert. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få en kæreste hvis jeg ikke tabte mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få mine forældres kærlighed.

Mit lave selvværd blev cementeret af at komme på Julemærkehjem. Det var skamfuldt at jeg havde været ”nødt” til det. Og det var ikke nogen Askepot-drøm at komme hjem igen – skaden var sket og det lave selvværd har fulgt mig siden.

Tænk hvis børn blev inkluderet i mangfoldige fællesskaber og blev undervist i, at alle kroppe er gode kroppe. Tænk hvis børn mødte voksne, der ubetinget viste dem respekt og omsorg. Tænk, hvis tykke børn blev til stærke voksne, der har lært at passe godt på sig selv – uanset kropsform og størrelse.”

Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig

Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig af læger, lærere, forældre og generelt folk omkring mig. Jeg blev mobbet med min vægt og jeg fik et inderligt had til mig selv, som jeg stadig har rigtig svært ved at lægge fra mig. Men det er ikke fordi jeg ikke kan leve med min krop. Det er fordi andre ikke kan leve med at jeg ser ud som jeg gør.

I 10. klasse kommer jeg en dag gående ned ad trappen. For enden af trappen sidder min veninde og nogle andre, som jeg ikke har snakket med før. Jeg kan se at de sidder og griner. Jeg går så ned og smiler til dem og min veninde trækker mig til side og fortæller mig så at en af drengene fra sofaen havde sagt "Så, nu kommer fede ned ad trappen" til de andre. Det var så udmygende og tænkte hvorfor fanden hun ikke sagde noget til dem istedet for at grine hånende sammen med dem.

Jeg møder så denne dreng igen nogle år efter på en bar. Han sad ved det bord, som mine veninder og jeg havde bestilt sammen med nogle andre fra 10. klasse. Da jeg ser ham bliver jeg simpelthen så vred at jeg beder ham om at gå. Han svarer så "det skal jeg nok og undskyld, men grunden til at jeg kaldte dig fed, var fordi jeg havde det dårligt med mig selv". Og han gik. Jeg fik medlidenhed med ham, fordi jeg netop følte at vi havde samme dårlige selvværd. Jeg opsøgte ham derfor senere på baren og sagde at jeg tager i mod undskyldningen og at jeg syntes, at det var flot af ham at sige. Senere fortalte en veninde at hun havde sagt tak til drengen for hans undskyldning til mig, da hun vidste hvor meget det havde gået mig på. Hvorefter han svarede hende "men det passer jo, hun er fed". Jeg blev så indebrændt og såret, og det er desværre kun en af mange ubehagelige episoder med uforskammede, tykfobiske mennesker.