For år tilbage holdt vi afgangsfest på uni hjemme hos min venindes mor. Vi havde rigtigt pyntet os og havde en sjov aften. På et tidspunkt dansede min veninde og jeg sammen og efterfølgende kom min venindes mor helt ekstatisk hen og fortalte at "ihh så var I lige ude at danse og alle kiggede på MIN datter fordi hun er så smuk og slank"... Det er 12 år siden og for nyligt mindedes min venindes mor igen den aften "hvor I dansede sammen og ALLE kigge på MIN smukke slanke datter"...
Når jeg læser om andre tykkes oplevelser, kan jeg nikke genkende til stort set de fleste oplevelser. Det er noget som er så fundamentalt sårende og skærer en dybt i hjertet hver gang det sker og personen, der ikke selv har prøvet det, kan på ingen måde forstå hvor dybt det sårer.
Jeg har i en alder af 44 år prøvet den ene op- og nedtur med kure, motion og sågar en maveoperation for at prøve at få den “ideelle kropsfigur”, men min krop er og bliver tyk! Min mand og jeg prøvede for mange år siden at søge hjælp for barnløshed, men vi fik en spand kold vand i hovedet, da overlægen ikke engang ville undersøge mig fordi han mente at jeg skulle et godt stykke under 100 kg før han ville undersøge mig. Han mente at det ville være spild at forsøge. Jeg var i chok og min mand trampede rasende ud fra mødet.
Adoption er også udelukket, da de ser tykhed som en kronisk sygdom, hvilket åbenbart gør min mand og jeg uegnede som forældre.
Ikke at kunne blive taget i betragtning på grund af tykhed, det er nok det der har gjort mest ondt.
En af de episoder jeg bl.a. har oplevet er følgende: Jeg stod en formiddag og ventede på grønt lys i en fodgængerovergang midt på Frederiksberg. En mand kom cyklende, midaldrende i jakkesæt og pæne sko. Da han når hen hvor jeg står standser op og læner sig over mod mig og råber lige ind i mit ansigt mens spyttet står ham ud af kæften: "Du er fed og du er også grim!", hvorefter han cykler videre. Jeg var lamslået og ydmyget og helt uforstående overfor at min blotte, tykke tilstedeværelse var så provokerende at manden følte sig kaldet til at standse op og skrige ad mig.
For mange år siden kom jeg på den samme bar i Indre By, hvor jeg kendte de fleste af stamgæsterne og bartenderne. Udover at være en lidt ældre mand, var ejeren selv en smule buttet, men uden at være decideret tyk. Jeg har det ellers fint med at være tyk indtil ejeren insisterede på altid at nævne det når han så mig. Konsekvent tiltalte han mig med forskellige nedsættende øgenavne, og til sidst tiltalte han mig kun som "Hvalen”, og det fik de andre stamgæster til at gøre det samme. Flere gange måtte jeg søge tilflugt på barens toilet, så jeg kunne græde i fred. Ejeren ødelagde fornøjelsen ved at være sammen med mine venner på baren, og det endte med, at jeg holdt op med at komme der, fordi ejeren og de andre gæster ødelagde min selvtillid, hver gang jeg viste mig. Dagligt tænker jeg tilbage på de gange, de grinte af mig og kaldte mig navne. Endelig har jeg fundet en ny bar, hvor ingen gør grin med mig.
Jeg var på vej hjem fra biografen på cykel sammen med en veninde. Filmen havde været god og sjov, så vi grinede og hyggede os. Da vi på et tidspunkt holdt for rødt, blev vinduet i bilen, der holdt i vejbanen ved siden af cykelstien, rullet ned, og inde fra bilen blev der råbt "Du skal godt nok cykle langt endnu, tykke!". Min veninde kunne ikke undgå at høre det, så den gode stemning forsvandt som dug for solen og resten af cykelturen foregik i tavshed. Jeg har normalt musik i ørerne, når jeg færdes udenfor, for så jeg i det mindste kun forholde mig til folks blikke.
Jeg var omkring 20 år gammel, og jeg var i byen i Aarhus en aften med min gode veninde. Da vi passerer to fulde fyre på gaden, så hører jeg at den ene fyr siger: "Årh, hun var sgu meget lækker hende der" hvortil den anden svarer: "hende den tykke?". Den anden griner højlydt og hånligt og svarer "Nej, sgu da!". Min veninde er meget slank, og det var derfor tydeligt hvem de mente. Jeg tog hjem fra byen og græd mig selv i søvn.
Jeg har lige siden jeg var lille, fået at vide at jeg var for tyk. Ikke kun af mine klassekammerater og lægen, men allermest af min far. En dag - jeg var ca. 10 år - legede jeg jeg med klæd-ud-tøj, og havde taget et par høje hæle på. Jeg syntes selv, jeg var en ret flot dame, og gik stolt ind til min far, hvis eneste kommentar var: I det mindste har du tynde ben. Tak for det farmand!
Jeg er nu 36 år og har mand og to børn. Vi var på familieferie med min far, og vi var en dag på stranden og ude at bade. Jeg bliver så væltet omkuld af en giga bølge, og vælter ind i min far, der senere fortæller min søster hvad der skete: "En klippe af fedt væltede mig!" Og det er så mig, hans datter, han taler om.
Hvordan kan jeg nogensinde acceptere mig selv, når min egen far ikke kan?
Jeg oplevede, da jeg var i kirke, at præsten i sin prædiken fortalte om de syv fede år og derefter de syv magre år fra det gamle testamente. Da han talte om de syv fede år rettede alles blikke sig straks på mig og jeg kunne mærke, at han også kiggede. Jeg følte mig meget udsat og det var ekstremt ubehageligt at være der. På vejen ud, sagde en mand til mig, at han håbede jeg lyttede ekstra godt efter i dag. Jeg følte, at min krop ikke hørte hjemme i kirken. Et sted, jeg troede var et sikkert sted. Det fik mig til at indse, at jeg fra nu af skulle passe på mig selv og undgå at blive såret, når jeg gik i det offentlige rum.
Jeg har altid været en meget tyk fyr. For et år siden fandt jeg sammen med den her helt vildt søde, slanke pige. Når vi går sammen på gaden, kigger folk altid en ekstra gang. Og flere har påpeget, at jeg enten må være godt udrustet eller have mange penge, for hvorfor skulle hun ellers være interesseret i mig? Well, fordi jeg er sød og behandler hende pænt.
Jeg var i byen i Aarhus med nogle venner og en fyr kom hen og prøvede at kysse mig. Jeg skubbede ham væk og han begyndte at grine - og jeg så en masse drenge stå bag ham som også grinede. Det var helt klart en stor joke at nogen kunne finde på at kysse mig.
Juleaften var den værste juleaften nogensinde. Jeg sad mellem min onkel, der hele tiden nev mig i siden og påtalte mine 'ruller' og så min tante, der fortalte mig, at jeg skulle tabe mig gevaldigt, hvis jeg nogensinde ville blive glad. Og min mor, der nægtede at række mig sovsen, og lod som om hun ikke hørte mig. Jeg græd hele natten.
For nogle måneder siden skulle jeg til gynækolog, for at få foretaget en HPV-prøve, samt tjekkes for PCO. Da jeg kommer ind til hende, er det første hun siger "Der er lige noget jeg er nødt til at spørge dig om. Hvor meget vejer du?" Jeg fortæller hende at jeg faktisk ikke ved det præcist, hvorefter hun fortsætter med at spørge mig om det er mere end 140-150 kg, for den undersøgelsesstol hun har, kan kun tage op til max 150 kg. Jeg siger at jeg er ret sikker på at jeg er under den vægt. Hun bliver ved med at snakke om at hun ikke vil hæve stolen op, mens jeg ligger i den, fordi den er "skrøbelig", hvorefter hun beder mig om at gøre mig klar til undersøgelsen. Inden hun overhovedet når at undersøge mig, kigger hun i min journal og ser at jeg gerne vil blive gravid. Hun kigger på mig og siger så "det er på grund af vægten at du ikke er blevet gravid." Uden overhovedet at have undersøgt mig, konkluderer hun dette, bare ved at se på mig og konstatere at jeg er tyk.
Da hun så begynder undersøgelsen vil hun ikke hæve stolen op, som nævnt fordi den er "skrøbelig" og hun er bange for at den går i stykker. Derfor vælger hun at gå ned i knæ for at tage den prøve hun skal, hvilket føltes virkelig ydmygende. Efter endt undersøgelse bliver hun ved med at snakke om hvordan det ville være bedre for mig at blive henvist til hospitalet næste gang jeg skal undersøges for der har de "større rum og større stole". Hun siger, at det er for min egen skyld, for at jeg ikke skal få en ubehagelig oplevelse eller føle mig besværlig. Jeg var velkommen til at komme tilbage hvis det bare var en standard undersøgelse, men så var det jo også godt at have en ung læge "som kan gå ned i knæ." Men hvis der skulle tages fx celleprøver, så var det bedre at jeg tog på hospitalet fordi de jo havde større stole.
I sommeren 2015, var jeg med tre veninder på ferie i Skagen. Om aftenen skulle vi selvfølgelig et smut i byen, og vi har en fantastisk sjov aften. Indtil min veninde og jeg skal på det nærliggende pizzaria. Ved siden af mig står en ung fyr med sin kæreste, og han hvisker et eller andet til hende, mens de begge kigger på mig og bryder ud i et stort grin. Jeg får total nedsmeltning, og vender mig mod dem og giver ham det vildeste møgfald i mit liv. Han bliver så overrasket, og da jeg er gået udenfor i raseri, kommer han simpelthen ud og undskylder for sin opførsel. Det er selvfølgelig storladent af ham, men jeg er evindelig træt af at skulle stå i en situation, hvor jeg skal forsvare mig selv, fremfor at folk behandler hinanden ordentligt og respekterer, at vi er forskellige mennesker.
Min pegefinger havde længe gjort megaondt og til sidst, kunne jeg slet ikke bøje den, så jeg tog til lægen. Det første hun bad mig om at gøre, var at træde op på vægten. Jeg protesterede og fortalte, at det her kun handlede om min finger og at jeg havde en spiseforstyrrelse og ikke havde vejet mig i seks år og det ville helt klart trigge et anfald. Men hun insisterede og brugte derefter et kvarter på at fortælle mig om diverse diæter, jeg kunne gå på. Jeg sad bare rystet og kunne ikke sige noget.
Jeg var engang til en introtime i argentinsk tango, en dans der altid har fascineret mig. I løbet af timen fik alle lov til at prøve at danse med instruktørerne, så man kunne prøve at danse med nogen, der rent faktisk vidste, hvad de lavede. Da det blev min tur, sagde instruktøren, at han var overrasket over, hvor god jeg var, når nu jeg var så tyk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for kan man ikke have balance og rytme, bare fordi man er tyk?
I sommer havde jeg for første gang fået fat i noget Bodyglide, som gjorde at jeg kunne gå i kjoler og korte shorts uden at få hudløse inderlår. Det betød, at jeg for første gang i mange år trak i et par korte cowboyshorts. Det var der tre teenagere, der ikke mente var acceptabelt. De snakkede højlydt om hvordan jeg ikke kunne tillade mig den slags, mens den ene tyssede lidt på de andre "fnis fnis ej hun kan jo høre jer mere fnis". Jeg var helt paf og blev vildt ked af det.
I november var jeg i byen med min veninde. Vi havde drukket lidt inden og på vej hen til Heidis købte vi hver en pizzaslice. En fremmed fyr kom over og spurgte om den smagte godt. Jeg svarede smilende ja, hvorefter han erklærede at jeg nok hellere måtte smide det på jorden end at spise det op.