Jeg er transperson

Jeg er transperson. Da jeg var i kontakt med Sexologisk Klinik, fik jeg at vide, at jeg endda ikke kunne starte på hormoner, før jeg havde tabt mig omkring 40 kg.

De blev ved med at skifte undskyldning, men det lader til, at de af alle mulige forskellige årsager ikke starter hormoner op, før man er klar til operation. Og for at være klar til operation skal man have et BMI under 25.

Jeg tager nu hormoner uden om det danske sundhedsvæsen, men det er stadig min drøm at komme over i det danske system, fordi jeg nu er kommet på kontanthjælp og har virkelig svært ved at få økonomien til at hænge sammen med de hormoner, jeg køber uden om systemet.

Jeg var gravid med mit første barn

Jeg var gravid med mit første barn, og skulle til en masse jordemoderundersøgelser, scanninger og glukosebelastning. Man kommer VIRKELIG i intim kontakt med sundhedssystemet, når man er gravid.... nå men jeg fik så en indkaldelse til "samtale" på sygehuset, hvor jeg skulle føde, og som BTW ligger en time fra hvor jeg bor. "Hmm en samtale, om hvad mon?" Der stod ikke noget i brevet. Det var noget ekstra ud over alle de obligatoriske ting, man render til. Pligtskyldigt mødte jeg op. Og fik en en-til-en "vejledning" i de 8 kostråd (der var kun otte i 2012) - et emne jeg i øvrigt selv underviser i, da jeg er naturfagslærer på SOSU-uddannelsen... Det var da lige meget, for når man havde et BMI over... 30 tror jeg, skulle man møde ind til en snak om kost og vægt. Sygeplejersken talte SÅ meget ned til mig. Det var med følelsen af "Du må jo være småtbegavet, siden du stadig er tyk" i øvrigt havde jeg en fantastisk graviditet, hvor mit blodtryk var spitzenklasse og der var ingen ødemer. Og havde det i øvrigt ret fantastisk. Så JA jeg kender GODT kostrådene, og NEJ jeg er ikke småtbegavet bare fordi jeg til stadighed er tyk.

Da jeg så blev gravid anden gang, og blev indkaldt til den samme fucking samtale, ringede jeg og sagde at jeg desværre var blevet syg. Damen i den anden ende, kunne godt høre det var løgn og latin, og blev fornærmet "det er jo bare et tilbud for at hjælpe dig" Jamen jeg ved godt de bare gør deres arbejde, men øv hvor er jeg træt af at bare være et nummer (et BMI i dette tilfælde) i sundhedssystemet.

BMI siger ikke en skid om din sundhedstilstand, men er blot en formel for forholdet mellem højde og vægt. Jeg underviser som sagt i naturfag for SOSU'er, og BMI er en del af pensum og fagmålene. Men jeg gør et ret stort nummer ud af at understrege at det blot er en formel og kun en ting blandt mange, vi kan bruge til vurdere vores egen, samt borgere og patienters sundhedstilstand.

Jeg var 13 år og tyk

Jeg var 13 år og tyk og havde internaliseret tykfobien. Da det jo er et helvede at være både tyk og tykfobisk på samme tid, besluttede jeg mig for at tabe mig. Da jeg havde levet af restriktiv spisning i et par uger gik jeg til lægen, fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke tabte mig. Mit unge jeg tænkte, at det kunne have noget med hormoner at gøre. Lægen kommer så med en masse kostråd og beder mig komme igen om et par uger. I mellemtiden har jeg atter skåret ned i mit kalorieindtag og tabt 6 kg på to uger. Lidt tid efter dette tog jeg ind til lægen igen som aftalt. Da mit mål kun var 4 kg, og jeg ikke kunne vente med at begynde at spise almindeligt igen efter to ugers sult, havde jeg stoppet kuren. Det resulterede i, at jeg havde taget det hele på, da jeg ankom til lægens kontor, hvilket hun kritiserede. Jeg havde ikke lyst til at komme hos hende mere, men hun pressede mig og manipulerede mig nærmest til at komme og tale en hel time med hende hver måned, hvilket gik udover min skolegang. Jeg turde ikke sige fra, da jeg som umyndig person var bange for, at lægen ville videregive detaljer til mine tykfobiske forældre, hvis jeg modsagde hende. Hun tvang mig op på vægten, noterede tallet ned, kritiserede mig, dømte mig og talte ned til mig. På et tidspunkt ville hun også have en konsultation, hvor mine forældre var med. Jeg stod derfor et par dage inden og midt på fortovet kl. 8.00 om morgenen på vej til skole og ringede ned til klinikken for at fortælle, at jeg ikke ville have mine forældre med. Sekretæren spurgte, hvad konsultationen drejede sig om. Da jeg ikke havde lyst til at fortælle det, slog hun det op i min journal og sagde "Det er noget med, at du gerne vil tabe dig, og det vil X gerne hjælpe dig med.". Jeg havde ikke sagt, at jeg ville tabe mig, efter jeg havde taget de andre kg på. Den påstand blev bare smidt i hovedet på mig, og jeg fik at vide at X var bekymret for mig. Dengang var jeg ikke gammel nok til at skelne mellem personlig og professionel bekymring, så jeg visualiserede min læge, som lå søvnløs om natten og tænkte over min vægt, og at dette var min skyld, fordi jeg ikke tabte mig...

Jeg skammede mig så frygteligt meget over at gå til disse konsultationer. Jeg følte mig proppet direkte ned i forkertkassen med min fejl som skulle rettes. Ingen måtte vide det. Dette resulterede i at jeg gik alene med det, trods jeg havde en pædagog, som jeg havde tillid til. Jeg forsøgte at samle mod til at fortælle det til hende, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Til sidst kunne jeg ikke længere klare presset fra min tykfobiske læge, så jeg samtykkede i et desperat flugtforsøg til at tale med en sygeplejerske. "Du kan bare ringe herned på klinikken, hvis der er en madvare, du er i tvivl om, hvorvidt du må spise" sagde hun. Hun ville også gerne se mig en gang om ugen, men brød sig ikke om, at dette skulle gå yderligere udover min skolegang, og sagde så, at vores konsultationer måtte foregå over telefon. Hun bad mig ringe ned til klinikken engang imellem, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde desværre stadig en aftale med min læge senere hen, som jeg ikke turde at aflyse.

Det endte dog med, at jeg ikke kunne klare omverdens pres og min egen tykfobi mere, og jeg lavede den berømte livsstilsændring (forlænget slankekur) og nåede at tabe mig inden den kommende konsultation. Da min læge så mig, var hun så glad og stolt over det "fantastiske" arbejde hun og sygeplejersken havde lavet. Og så udtalte hun med julelys i øjnene "Det er jo en helt ny *Mit navn* der kommer der!". Hun roste mig til skyerne, for nu var jeg blevet rigtig, og jeg levede rigtigt. Jeg var også selv glad, for jo havde jeg jo den ideelle krop og var dermed meget mere privilegeret og accepteret i samfundet. Stemningen på lægens kontor var som en "Happy end" i en eventyrfilm og lægen mente, at jeg kunne klare mig selv nu, så hun samtykkede til, at vi ikke skulle lave flere aftaler, men nævnte at jeg altid kunne komme igen, hvis jeg fik "problemer med vægten" igen.

I folkeskolen

I folkeskolen tog en lærer fat i min nakke og tvang mig hen til en skraldespand, hvor han klaskede mig i baghovedet indtil jeg spyttede mit tyggegummi ud.

Min hjemkunstskabs-lærer sagde højt i undervisningen at jeg nok burde lade være med at spise den mad vi i fællesskab havde lavet, “du er jo tyk”.


Min dansklærer sagde “du må ikke spise pommes fritter! Du er tyk!”

Klassekammeraterne synes det var sjovt at spørge om jeg ville synke til bunds hvis de smed mig i søen og om jeg fik mit tøj igennem programmet “livet er fedt”.

Gad vide hvorfor jeg ikke var glad for at gå i skole…

Hjemløs

For et par år siden gik jeg igennem en længere periode, hvor jeg var hjemløs og flygtede en hel del fra realiteten ved at tage hårde stoffer flere gange ugentligt, hvilket satte mit aktivitetsniveau op og min sult gik i dvale. Jeg tabte mig selvsagt en del, hvilket jeg fik utrolig meget ros og anerkendelse for - fra mennesker der udmærket vidste, at vægttabet var symptom på noget, som var decideret livstruende.

I min familie

I min familie har vi altid haft denne her leg, som går ud på at fortælle, hvad vi ville bruge pengene på, hvis vi vandt i Lotto. Jeg har altid holdt meget af legen, bortset fra den gang, hvor min lillebror (som på daværende tidspunkt gik i børnehave) sagde at han “vil købe en flyvemaskine og så skal vi alle sammen ud og flyve - bortset fra *mit navn*, for hun vejer for meget”. Han havde allerede lært, at min krop ikke var normativ.

Første gang jeg oplevede at blive råbt ad i offentligheden

Første gang jeg oplevede at blive råbt ad i offentligheden – første gang, som jeg opfattede - var da jeg var 9 år (hvis man ikke tæller børn, der mobber). Min mor, som også er tyk, tog mig med til Grøn Koncert. På vej derind sad der en flok unge mænd og råbte til os ”der kommer Michelin-damen og hendes lillesøster.”

En anden gang jeg oplevede, at blive udskammet i det offentlige rum, hvor jeg ikke var alene, var da jeg var 15 år. Jeg tur med min mormor, som også er tyk. På et tidspunkt var der to mænd, som begyndte at gå bag os. ”Hold kæft hvor er de tykke!” ”Neeeej, har du set så fede svin, der går der!” De blev ved med at sige sådan noget i lang tid. I over tre kvarter gik de bag os. Min mormor og jeg talte ikke sammen, kiggede ikke på hinanden, vidste bare at vi ikke skulle gå hjem, for de skulle ikke vide, hvor vi boede. Så vi nåede at gå en lidt underlig omvej, hvor de også gik bag os. Og det var meget tydeligt, de gik med på den sære omvej kun for at chikanere os, for der var ikke rigtig noget der at komme efter.

Lamaer sluppet ud af zoo - sidst set på cykler rundt omkring i landet

Jeg har flere gange, forskellige steder i København, oplevet at gå på fortovet, hvor der kun har været en person ved siden af, jeg har snakket med, og ellers ikke andre, udover cyklisten, der kører forbi, som harker munden fuld af en “snotter” (snot/slim/spyt) og så spyttet den DIREKTE rettet mig i forbifarten. 

Jeg ved ikke, hvad det er for en kedelig tendens at påtvinge andre kropslige væsker fra én selv, direkte på deres krop! Jeg savner, at man ikke skal udsættes for den slags overgreb i det offentlige rum, fordi man ikke puttes i kassen med “socialt acceptable kroppe/typer”. 

Det ER et overgreb, som begrænser én i det offentlige rum, mens det er sekunders sjov - måske endog “nydelse” for udøveren af denne form for vold/dette overgreb. Det er ikke fair at give nogen så nedværdigende oplevelse i bagagen for så få sekunders sygelig fornøjelse.

En rigtig dreng

Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde som barn, selv om det snart er 32-33 år siden. Det har nok været i 1.-2. klasse og jeg går sammen med en anden dreng på gangen i skolen. Lige pludselig kigger han på mig og siger så: "Du har da vist tabt dig lidt, så kommer du måske snart til at ligne en rigtig dreng." En rigtig dreng! Lige præcis det udsagn har fulgt mig igennem hele livet, hvor jeg faktisk aldrig har set mig selv som et rigtigt menneske, på grund af de ting som blev sagt og gjort overfor mig igennem barndommen. Husker også at min mor, ofte bad mine klassekammerater, om de ikke godt ville sørge for at jeg ikke spiste så meget slik. Desværre var det sådan så den her lille dreng, faktisk meget meget sjældent spiste slik og derfor var hendes udsagn en ufattelig ydmygelse, og det førte til at jeg stort set aldrig havde noget med mine klassekammerater at gøre uden for skolen og derfor var jeg stort set altid alene i fritiden.

Men det der (en rigtig dreng) glemmer jeg aldrig og selv i dag hvor jeg er over 40, ser jeg mig stadig ikke selv som værende et rigtigt menneske. Så for pokker hvor er det vigtigt at man lærer børn, at de skal acceptere hinanden, uanset om de er tykke eller tynde. Og forældre til tykke børn skal virkeligt tænke sig om og ikke ydmyge deres børn overfor andre, for man glemmer aldrig sådanne ting. Jeg har aldrig haft en kæreste eller noget som helst forhold, for hvordan skulle nogen kunne ønske at være sammen med en enorm stor tyk ting som ikke er et menneske og som aldrig bliver det.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer. Jeg var vellidt af de andre børn og havde masser af venner. Men jeg var tyk. Jeg blev ikke mobbet, men det var stadig min egen idé at komme på Julemærkehjem. Årsagen til at jeg ville det, var fordi jeg allerede som 11-årig vidste, at jeg var ”forkert” - og jeg ville jo bare så gerne være som de andre.

Julemærkehjemmet var en Askepot-drøm. Jeg forestillede mig, at jeg ville blive helt normal og glad når jeg kom hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Julemærkehjemmet blev i stedet startskuddet til livslang yo-yo vægt, hvor jeg i perioder har været på strenge kure eller ”livsstilsomlægninger” efterfulgt af tvangsoverspisning. Jeg blev faktisk direkte spiseforstyrret af min tid på Julemærkehjem.

På Julemærkehjemmet oplevede jeg, at alt ansvaret for min vægt blev lagt på 12-årige mig; min krop var ikke ok, som den var, min tykhed var en fejl, som skulle rettes. Der var utrolig meget skam og skyld forbundet med kulturen på Julemærkehjemmet. Man lærte hurtigt, hvor mange skefulde ris, det var acceptabelt at tage på tallerkenen og at man skulle pille skindet af kyllingen, fordi der er fedt i. Man lærte at udholde sulten og de lange traveture og ørkesløse gymnastiktimer. Belønningen var ros og skulderklap hver gang der røg et kilo af vægten. Mange af de andre børn smuglede slik derned efter de havde været hjemme i weekenderne – det turde autoritetstro mig ikke.

Derfor var mit ophold objektivt set en succes – jeg tabte mig jo. Men noget indeni mig gik i stykker i den periode. Pædagogerne var som sådan ordentlige ved os – de gjorde helt sikkert alt ”i den bedste mening”. Men at blive revet ud af sin hverdag, og placeret et sted i flere måneder, hvor formålet er at forandre sig selv fordi man i samfundets øjne er forkert – det er usundt.

Børn skal ikke inddeles i stigmatiserede og stigmatiserende grupper og fjernes fra deres normale hverdag. Jeg hadede at være der. Det føltes som om jeg blev straffet og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg accepterede bare, at jeg var forkert. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få en kæreste hvis jeg ikke tabte mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få mine forældres kærlighed.

Mit lave selvværd blev cementeret af at komme på Julemærkehjem. Det var skamfuldt at jeg havde været ”nødt” til det. Og det var ikke nogen Askepot-drøm at komme hjem igen – skaden var sket og det lave selvværd har fulgt mig siden.

Tænk hvis børn blev inkluderet i mangfoldige fællesskaber og blev undervist i, at alle kroppe er gode kroppe. Tænk hvis børn mødte voksne, der ubetinget viste dem respekt og omsorg. Tænk, hvis tykke børn blev til stærke voksne, der har lært at passe godt på sig selv – uanset kropsform og størrelse.”

Farmor

Havde for nyligt min gamle farmor på nogen og 80 på ferie. Havde fået gjort gæsteværelse klart og installeret kæmpe højtalere til hende. Men hun foretrak altså, at ligge i vores sofa og krumme med hendes ostemadder overalt! Og i mellem hun råbte ad bjerglægen og råbte på mere kaffe, fik hun adskillige gange nævnt, at nu sku jeg også være glad for Henrik stadig elskede mig selvom jeg var blevet så stor! Og ham Henrik han er altså en god mand han slet ik siger noget om det!

Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor

Har en barndomsven, som jeg plejede at se ret ofte, en to-tre gange om måneden. Tidligere har vores samtaler ikke drejet sig om min tykhed og det har været befriende, at kunne tale med et andet menneske uden at det blev bragt på banen. Men sidste år, begyndte jeg at høre mindre og mindre til min ven og har ikke set ham i over et år nu - andet end pr. sms og e-mail. Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor og det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er meget tyk og handicappet.

Jeg har faktisk kun den ene ven tilbage, men det ser ud til at det ikke længere er tilfældet. Jeg har nydt hans besøg, hvor vi har fået en kop kaffe og talt om alt mellem himmel og jord, men nu kan det åbenbart ikke længere lade sig gøre fra hans side. Jeg har mange gange skrevet til ham og takket nej til diverse udendørs aktiviteter, for det kan jeg simpelthen ikke deltage i.

Jeg ønsker ikke at være til stede med mange mennesker samlet på grund af andres hadefulde væremåde.

Jeg er dybt ulykkelig over at have mistet min sidste ven, især fordi jeg 100% ved at jeg aldrig har fornærmet ham eller andre af de venner jeg har mistet igennem årene.

Hvorfor kan folk ikke acceptere at der er ting man ikke kan og vil? Det eneste jeg har ønsket var nogen at tale med en gang imellem, men det er nok totalt slut med det nu.

Det føles ikke rart, at rent ud sagt, blive kasseret og valgt fra fordi man er anderledes.

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to. Jeg spiste sundt under graviditeten og gik tur 30-45 minutter dagligt. Jeg havde ikke haft nogle komplikationer under min første graviditet og en fødsel uden hjælpemidler. Min jordmoder som var meget erfaren var også tyk, hun syntes ikke min vægt var et problem. Men hun gik på pension og så overgik jeg til hospitalets jordemødre og fødselslæger. Fra første konsultation var min vægt på dagsordenen. På grund af min vægt, mente de at barnet måtte være for stort. Så jeg blev henvist til scanning. Scanningen viste at barnet var “normalstørrelse” - men så var det jo for småt i forhold til den forventede størrelse, så jeg skulle til endnu en undersøgelse for at se om barnet havde en hjertefejl. Undersøgelsen viste at barnet var helt “normalt”.

Men lægen mente stadig, at jeg skulle flyttes til et større fødested for de havde kun en kirurg “når jeg fik brug for et kejsersnit”. Da jeg fastholdt mit valg af fødested, så viste en fysisk undersøgelse pludselig at barnet vendte forkert. Jeg kunne vælge mellem et vendingsforsøg, som ville være meget svært og meget smertefuldt eller jeg kunne skifte til det fødested, som de gerne ville have mig på. Jeg valgte vendingsforsøget på det store regionshospital. Her blev jeg mødt af en gammel garvet fødselslæge, som allerede da han så min mave udbrød: "Det vender sgu' da ikke forkert.” Han undersøgte mig grundigt og konstaterede at alt var i fineste orden og jeg var klar til en helt “almindelig” fødsel.
Mit valgte fødested meddelte på det tidspunkt, at de ikke kunne lade mig føde der pga. min vægt. Jeg spurgte dem om med hvilken hjemmel de kunne nægte mig at føde der - alle parametre med undtagelse af min vægt var fuldstændigt “normale”. Det blev taget op på et hospitalsledelsesmøde, hvorefter jeg fik besked på at jeg kunne få lov til at føde der, men at det var mod hospitalets anbefaling og dermed på eget ansvar.
Jeg fødte på dette fødested - et sundt og rask barn - en vellykket fødsel igen uden nogen form for hjælpemidler. Fra veerne startede til baby var født gik der omkring tre timer. Jeg fik den gode trygge fødsel, som jeg ønskede med en jordemoder ved min side under hele fødslen.

De sidste seks uger af graviditeten blev fuld af bekymringer pga. et sundhedsvæsen, som ikke mener at tykke gravide kan være sunde gravide uanset hvad alle undersøgelser viser.

Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder

Jeg er en meget tyk mand, og jeg har altid været meget tyk. Jeg har ingen venner eller omgangskreds. Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder og butikker, da jeg ikke kan få lov at være i fred. Der kommer kommentarer og direkte trusler på mit liv samt andet had fra vildt fremmede mennesker.
Handler kun i Netto og Rema, der ligger et stykke ude på landet, fra hvor jeg bor. Jeg handler kun så tidligt som overhovedet muligt på dagen. Kommer der børn eller teenagere ind i butikken forlader jeg den med det samme og tager hjem. Jeg går aldrig i biografen eller lignende steder og jeg rejser aldrig. Ingen kvinder overhovedet vil have noget med en stor mand at gøre, så jeg har altid været single.

Lad mig dog være i fred, tænker jeg ofte, kan I da ikke se at mit liv nok ikke ligefrem er særligt sjovt uden at jeg også skal tage imod uendeligt had og lort fra fremmede.

Mit eneste ønske i livet har altid være en at dele livet med en, men har indset at det aldrig vil blive virkelighed.

Min far

Min kusine gik til ballet som 4-årig. Jeg syntes, hun var så yndig! Jeg havde svært ved at finde min pigeidentitet med to storebrødre og ikke ret mange penge i familien, hvorfor jeg arvede min yngste storebrors skjorter. Jeg ville gerne lave noget rigtig piget, og uden at vide ret meget om, hvad det kunne være, foreslog jeg mine forældre, at jeg gerne ville gå på balletskolen på Det kongelige Teater. Min far så tænksom ud og kommenterede, at så skulle de nok have nye brædder på scenen på Det Kongelige.

Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig

Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig af læger, lærere, forældre og generelt folk omkring mig. Jeg blev mobbet med min vægt og jeg fik et inderligt had til mig selv, som jeg stadig har rigtig svært ved at lægge fra mig. Men det er ikke fordi jeg ikke kan leve med min krop. Det er fordi andre ikke kan leve med at jeg ser ud som jeg gør.

I 10. klasse kommer jeg en dag gående ned ad trappen. For enden af trappen sidder min veninde og nogle andre, som jeg ikke har snakket med før. Jeg kan se at de sidder og griner. Jeg går så ned og smiler til dem og min veninde trækker mig til side og fortæller mig så at en af drengene fra sofaen havde sagt "Så, nu kommer fede ned ad trappen" til de andre. Det var så udmygende og tænkte hvorfor fanden hun ikke sagde noget til dem istedet for at grine hånende sammen med dem.

Jeg møder så denne dreng igen nogle år efter på en bar. Han sad ved det bord, som mine veninder og jeg havde bestilt sammen med nogle andre fra 10. klasse. Da jeg ser ham bliver jeg simpelthen så vred at jeg beder ham om at gå. Han svarer så "det skal jeg nok og undskyld, men grunden til at jeg kaldte dig fed, var fordi jeg havde det dårligt med mig selv". Og han gik. Jeg fik medlidenhed med ham, fordi jeg netop følte at vi havde samme dårlige selvværd. Jeg opsøgte ham derfor senere på baren og sagde at jeg tager i mod undskyldningen og at jeg syntes, at det var flot af ham at sige. Senere fortalte en veninde at hun havde sagt tak til drengen for hans undskyldning til mig, da hun vidste hvor meget det havde gået mig på. Hvorefter han svarede hende "men det passer jo, hun er fed". Jeg blev så indebrændt og såret, og det er desværre kun en af mange ubehagelige episoder med uforskammede, tykfobiske mennesker.