Vidnesbyrd

 

Vi i Fedfront mener, at den måde tykke personer bliver behandlet på af systemer og medmennesker er uretfærdig. Vi mener også, at der alt for sjældent er fokus på fedtudskamning i medierne, og at tykke mennesker mangler repræsentation og stemmer i debatten.


Denne del af hjemmesiden har til formål at skabe en kollektiv fortælling om det had og den diskrimination som tykke personer udsættes for. Vi opfordrer dig hermed til at dele en eller flere af de oplevelser du har haft med fedtfobi og kropsudskamning. Skriv din oplevelse herunder - så deler vi nogle udvalgte her på hjemmesiden. Alle indlæg er anonyme.

Vær opmærksom på, at det kan være hård læsning. 

Herunder kan du læse om andres oplevelser.


 

"Havde fornyligt min gamle farmor på nogen og 80 på ferie. Havde fået gjort gæsteværelse klart og installeret kæmpe højtalere til hende. Men hun foretrak altså, at ligge i vores sofa og krumme med hendes ostemadder overalt! Og i mellem hun råbte ad bjerglægen og råbte på mere kaffe, fik hun adskillige gange nævnt, at nu sku jeg også være glad for Henrik stadig elskede mig selvom jeg var blevet så stor! Og ham Henrik han er altså en god mand han slet ik siger noget om det! Svarede selvfølgelig pænt- ja det jeg virkeligt glad for".

 

"Har en barndomsven som jeg plejede at se ret ofte,en 2-3 gange om måneden og aldrig har vores samtaler drejet sig om min overvægt og det har været befriende at kunne tale med et andet menneske uden at det blev bragt på banen.
Men her sidste år,begyndte jeg at høre mindre og mindre til min ven og har ikke set ham i over 1 år nu andet end pr sms og email.
Åbenbart kan han nu ikke længere se mig,hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor og det kan jeg simpelthen ikke.
Jeg er en meget stor mand på små 250 kilo og er stærkt handicappet af den grund.
Jeg er nu over 40 år gammel og har faktisk kun den ene ven tilbage,men det ser nu ud til at det ikke længere er tilfældet.
Jeg har nydt hans besøg,hvor vi har fået en kop kaffe og talt om alt imellem himmel og jord,men nu kan det åbenbart ikke længere lade sig gøre fra hans side.
Jeg har mange gange skrevet til ham og takket nej til diverse udendørs aktiviteter,for det kan jeg simpelthen ikke deltage i.
Jeg ønsker heller ikke at være steder med mange mennesker samlet på grund af andres hadefulde væremåde.
Jeg er dybt ulykkelig over at have mistet min nu sidste ven også,især fordi jeg ved 100% at jeg aldrig har fornærmet ham eller andre af de venner jeg har mistet igennem årene.
Hvorfor kan folk ikke accepterer at der er ting man ikke kan og vil,når man er så stor.
Det eneste jeg har ønsket var nogen at tale med en gang imellem,men det er nok totalt slut med det nu.
Det føles ikke rart, at rent ud sagt,blive kasseret og valgt fra fordi man er anderledes og handicappet og syg".

 

"For 10 år siden var jeg gravid med barn nr.2 og vejede på det tidspunkt omkring 130kg. Jeg spiste sundt under graviditeten og gik tur 30-45 minutter dagligt. Jeg havde ikke haft nogen komplikationer under min første graviditet, hvor min slutvægt var 125 kg og en helt nomal fødsel uden nogle hjælpemidler.
Min jordmoder var indtil 6 uger før fødslen en gammel erfaren kvinde som selv var en stor flot kvinde. Hun syntes ikke min vægt var et problem. Men hun gik på pension og så overgik jeg til hospitalets jordemødre og fødselslæger.
Fra første konsultation var min vægt på dagsordenen. På grund af min vægt måtte barnet være for stort, selvom glukosebelastningen ikke havde vist nogen som helst tegn på graviditets sukkersyge. Så jeg blev henvist til scanning. Scanningen viste at barnet var normal størrelse - men så var det jo for småt i forhold til den forventede størrelse, så jeg skulle til endnu en undersøgelse for at se om barnet havde en hjertefejl. Undersøgelsen viste at barnet var helt normalt.
Men lægen mente stadig at jeg skulle flyttes til et større fødested for de havde kun 1 kirurg når jeg fik brug for et kejsersnit. Da jeg fastholdt mit valg af fødested, så viste en fysisk undersøgelse pludselig at barnet vendte forkert - jeg kunne vælge mellem et vendingsforsøg, som ville være meget svært og meget smertefuldt eller jeg kunne skifte til det fødested, som de gerne ville have mig på. Jeg valgte vendingsforsøget på det store regionshospital. Her blev jeg mødt af en gammel garvet fødselslæge, som allerede da han så min mave udbrød: Det vender sgu' da ikke forkert. Han undersøgte mig grundigt og konstaterede at alt var i fineste orden og jeg var klar til en helt almindelig fødsel.
Mit valgte fødested meddelte på det tidspunkt, at de ikke kunne lade mig føde der pga. min vægt. Jeg spurgte dem om med hvilken hjemmel de kunne nægte mig at føde der - alle parametre med undtagelse af min vægt var fuldstændigt normale. Det blev taget op på et hospitalsledelsesmøde, hvorefter jeg fik besked på at jeg kunne få lov til at føde der, men at det var mod hospitalets anbefaling og dermed på eget ansvar.
Jeg fødte på det fødested - et sundt og rask barn- en helt normal fødsel igen uden nogen form for hjælpemidler - fra veerne startede til baby var født gik der omkring 3 timer. Jeg fik den gode trygge fødsel, som jeg ønskede med en jordemoder ved min side under hele fødslen (modsat den første fødsel på en stor fødeafdeling, hvor det holdt hårdt at få en stue eller en jordemoder før barnet næsten var ude), men de sidste 6 uger af graviditeten blev fuld af bekymringer pga. et sundhedsvæsen, som ikke mener at tykke gravide kan være sunde gravide uanset hvad alle undersøgelser viser."

 

"Det var en af de første sommerdage i 2017. Jeg var på vej i byen med min veninde, og vi følte os sommerlækre og klar på en rigtig hyggelig aften. Jeg havde skrevet med en fyr fra tinder i nogle uger, og vi aftalte at mødes på Tyrolia med nogle venner. Da vi træder ind af døren ser jeg ham med det samme, og vi får øjenkontakt, men han kigger væk mens hans ven hvisker ham i øret. Han griner højlydt. Jeg tænker ikke længere over det og går ham derfor i møde. Hans blik stivner da jeg så står foran ham og hilser, hvorpå han spørger mig hvem jeg er. Jeg forklarer ham at det er mig han har snakket med længe på tinder og jeg havde set frem til at se ham længe. Han udbryder pludselig 'det ligner da slet ikke dig på billederne, du er jo røvfed!' alt imens alle griner omkring os. Jeg har aldrig prøvet noget så traumatiserende. Jeg fortalte min veninde med tåre i øjnene at jeg gik hjem, hvilket hun heldigvis godt forstod og derfor tog med. På vej hjem græd jeg som aldrig før.. jeg vidste godt at mine billeder var nogle år gamle, men hvem fanden siger sådan noget? Aftenen stoppede desværre ikke der. Vi kom ned på Nørreport station, og min veninde skulle lige have noget natmad med hjem. Jeg ventede udenfor mens hun stod i kø, hvor nogle gymnasiedrenge gik op til mig og spurgte hvorfor jeg stod udenfor - om jeg var for fed at komme i gennem svingdørene? Min veninde kom id nogle minutter senere og vi tog en taxa hjem. Det var den værste aften i hele mit liv."

 

"Er en stor mand på cirka 240 kilo.
Har været svært overvægtig siden 4-5 års alderen og er nu 41 årgammel.
Har ingen venner eller omgangskreds.
Har måtte stoppe med at handle i de lokale supermarkeder og butikker,da jeg ikke kan gå i fred og passe mig selv på grund af kommentarer og direkte trusler på mit liv og andet had fra andre vildt fremmede mennesker.
Handler kun i netto og Rema der ligger et stykke ude på landet,fra hvor jeg bor og handler kun så tidligt som overhovedet muligt på dagen.
Kommer der børn eller teenagere ind i butikken går jeg med det samme ud,eller lader være at gå derind og kører igen.
Kommer aldrig i Bio eller lignende steder og rejser aldrig.
Ingen kvinder overhovedet vil ha noget med en stor mand at gøre så har altid været single.
Lad mig dog være i fred tænker jeg ofte,kan i da ikke se at mit liv nok ikke ligefrem er særligt sjovt uden at jeg også skal tage imod uendeligt had og lort fra fremmede.
Mit eneste ønske i livet har altid være en af dele livet med,men har indset at det aldrig vil blive virkelighed."

 

"Da jeg var single, var jeg inde på forskellige datingsites. 
Jeg er 1,78 cm høj, så jeg er ikke en af de mindste piger. Derfor er min vægt også højere end gennemsnittets. 
Der var ikke den mand som ikke spurgte ind til min vægt, som noget af det første. 
Det skræmte mig egentligt ret meget! Hvordan kan min vægt definere mig som person?!!!"

 

"Jeg har,for ikke ret langt tid siden,oplevet at komme ned til en mand,som er uddannet massør.
Jeg opsøgte ham fordi jeg har store store smerter i mit ene ben, når jeg kører bil og fordi jeg havde hørt at manden selv er svært overvægtig.
Så jeg tænkte at måske kunne jeg rent faktisk slippe for diverse nedladende kommentarer og lignende.
Men nej. Noget af det første jeg fik smidt i hovedet var, at jeg da var større end ham og at han aldrig havde mødt en der var så stor.
Jeg blev simpelthen så målløs over at man ikke engang kan få lov at være i fred,for mennesker der stort set er lige så store som jeg selv er og jeg sætter aldrig mine ben hos ham igen.

Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg ikke kan udholde at være sammen med andre mennesker overhovedet og hvis jeg skal ud af mit hjem for at handle og lignende,så foregår det så tidligt på dagen som muligt,så der er færrest mennesker i butikkerne.
Jeg går aldrig nogensinde i biografen,ud og spise eller ud og rejse og efterhånden sidder jeg bare herhjemme 95% at tiden.
Skal jeg handle eller til lægen og lignende,så skal jeg virkeligt hanke op i mig selv,for at komme ud af døren,for jeg ved hvad der venter mig derude at endeløse nedladende blikke,kommentarer og andre modbydeligheder fra vildt fremmede mennesker.

Hvorfor er det lige at man som stort menneske,ikke kan få lov til at være i fred?
Hvorfor mener folk at de har ret til at svine en til,bare fordi man er stor?
Hvorfor skal man overhovedet kommenterer andres udseende
og hvorfor syntes man at det er ok at gøre andre kede af det?"

 

"Jeg er en meget stor mand 200 kilo + og derfor har jeg desværre en meget lille omgangskreds og meget få mennesker som jeg taler med.
Jeg har dog en enkelt god bekendt tilbage,som jeg har kendt i snart 20 år.
Jeg kører gerne ned til hende og får en kop kaffe og en sludder en gang eller 2 om måneden.
Men her på det sidste har mine besøg ikke været særligt rare.
Det skal først siges at kvinden selv er yderst overvægtig og lider af diverse sygdomme.
Men de sidste 2 gange jeg har været på besøg,har jeg modtaget små stikpiller og kommentarer angående min vægt.
Blandt andet noget med om ikke jeg kunne rejse mig i min fulde bredde og skræmme nogle fugle væk ude i haven.
Der kommer også kommentarer om at jeg er blevet større i de år vi har kendt hinanden.
Der snakkes også i mobiltelefon imens jeg er til stede og der spørges aldrig om hvordan jeg har det eller hvad jeg laver.
Jeg har sådan en lyst til at sige til hende,at man ikke skal kaste med sten når man selv bor i et glashus,men jeg er trods alt opdraget for godt til at være så uopdragen.
Jeg er blevet så ked af det,så jeg ærligt talt ikke har ret stor lyst til at have noget med hende at gøre mere,men på den anden side så har jeg ikke råd,om man så kan sige,til at miste endnu en bekendt.
Jeg syntes bare det er meget meget sørgeligt at mange mennesker mener at det er ok,at kommenterer på andres udseende.
Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at kommenterer et andet menneskes udseende,for det vedkommer ikke mig hvordan folk ser ud.
Og utroligt at man skal udsættes for den slags fra andre overvægtige,som bestemt burde vide bedre skulle jeg mene."

 

"Rheumatologen mente, jeg skulle opereres for min diskusprolaps, så, så jeg blev henvist til privathospital, fordi det offentlige sygehusvæsen ikke kunne overholde behandlingsgarantien. Kirurgen virkede sur og kiggede op og ned af mig men ikke i øjnene. Han fik mig til at føle mig helt forkert i de 'fine' lokaler på privathospitalet. Han regnede mit BMI ud efter tallene i det skema, jeg havde afleveret, kiggede på scanningsbillederne og undersøgte mig. Han livede kendeligt op, da han opdagede, at jeg var meget fleksibel og havde god balance, og jeg fortalte om de 3 ugentlige motionshold, jeg går på, og de 60-80 ugentlig km på cykel, jeg kører.
Men han ville ikke operere mig, det var for risikabelt, mente han. Og det kunne jeg ikke gøre noget ved, andet end at græde ude på gangen."

 

"Min kusine gik til ballet som 4-årig. Jeg syntes, hun var så yndig! Jeg havde svært ved at finde min pigeidentitet med 2 storebrødre og ikke ret mange penge i familien, hvorfor jeg arvede min yngste storebrors skjorter. Jeg ville gerne lave noget rigtig piget, og uden at vide ret meget om, hvad det kunne være, foreslog jeg mine forældre, at jeg gerne ville gå på balletskolen på Det kongelige Teater. Min far så tænksom ud og kommenterede, at så skulle de nok have nye brædder på scenen på Det Konngelige."

 

"Jeg har fået en ny bekendt som laver lidt en ubevidst fatshaming. Han laver små kommentarer, der adskiller mig fra ham og de andre. 

Den værste han kom med var følgene samtale:
ham: større folk har bedre lugtesans og smagssans og derfor spiser de nemt for meget.
Mig: definer "større"
Ham: sådan nogle som dig.

Jeg bliver stadig lidt harm over den. Han mente intet ondt med det, men det ligger i hans kultur."

 

"Jeg har siden 1. Klasse i folkeskolen fået at vide at jeg skulle tabe mig af læger, lærer, forældre og generelt folk omkring mig. Jeg blev mobbet omkring min vægt, hvilket førte til trøstespisning og jeg fik et inderligt had til mig selv, som jeg stadig har rigtig svært ved at lægge fra mig. Min vægt er gået op og ned gennem mine teenageår og på mit laveste vejede jeg 59 og nu vejer jeg ca. 100 kg, hvilket jeg er ked af. Men det er ikke fordi jeg ikke kan leve med min krop. Det er fordi andre ikke kan leve med at jeg ser ud som jeg gør. I 10. Klasse kom jeg en dag gående ned af trappen. For enden af trappen sad min veninde og nogle andre, som jeg ikke havde snakket med før. Jeg kan se at de sidder og griner. Jeg går så ned og smiler til dem og min veninde trækker mig til siden og fortæller mig så at en af drengene fra sofaen havde sagt "Så, nu kommer fede ned af trappen" til de andre. Det var så udmygende og tænkte hvorfor fanden hun ikke sagde noget til dem istedet for at grine af hånende sammen med dem. På den anden side var hun også selv lidt smubuttet og jeg er ret så sikker på at det var hendes usikkerhed der forsagede at hun ikke sagde dem imod. 
Jeg møder så denne dreng igen nogle år efter på en bar. Han sad ved det bord mig og mine veninder havde bestilt sammen med nogle andre fra 10. Klasse. Da jeg ser ham blev jeg simpelthen så vred at jeg beder ham om at gå. Han svarer så "det skal jeg nok og undskyld, men grundet til at jeg kaldte fed, var fordi jeg havde det dårligt med mig selv". Og han gik. Jeg fik medlidenhed med ham, fordi jeg netop følte at vi havde samme dårlig selvværd. Jeg opsøgte ham derfor senere på baren og sagde at jeg tager i mod undskyldningen og at jeg synes, at det var flot af ham at sige. Senere fortalte en veninde at hun havde sagt tak til drengen for hans undskyldning til mig, da hun vidste hvor meget det havde gået mig på. Hvorefter han svarede hende "men det passer jo, hun er fed". 
Jeg blev så indebrændt og såret.. og det er desværre kun en af mange ubehagelige episoder med uforskammede, fedtforskrækkede mennesker."

 

"Jeg har selv været den værste udskammer af dem alle og derfor syntes jeg dette er vigtigt. 
Jeg er vokset op med en tyk mor, som har taget meget lort fra andre mennesker. Jeg var selv helt "normal" af størrelse, hvem ved, måske havde jeg fået mine fars gener sagde folk. Det lå i altid i kortene at være tyk var det værste man kunne blive, og det skulle ikke ske for mig, det sørgede alle for. Der skete dog det som sker for alle piger, jeg begyndte at udvikle mig, og jeg gjorde det tidligt. I Sfoen talte de voksne bekymrede om den "store røv" jeg var ved at få, og den var stor. Jeg var barn, lav og havde fyldige former og alle opførte sig som om det var forkert og jeg var tyk. Der stoppede jeg med at spise fedt. 
Senere kom andre former for restriktiv adfærd og jeg blev hædret for det. Jeg blev hædret når jeg havde tabt mig. Min Farmor begyndte at kunne lide mig og ville lave ting med mig da vægten stod på 56kg. 
Vægten ændrede sig ofte. 
Så kom en ny kur. 
Som 18årig vejede jeg igen 55kg. 
Jeg trænede 3 timer 5 gange on ugen, talte højt med når folk talte slankekurer og udskamning af tykke. 
Jeg så altid ned på min mor og mine 2 eneste veninder der var tykke. Hvorfor kunne de ikke tage sig sammen som mig. 
Pludselig, da jeg flyttede hjemmefra, langt hjemmefra, havde jeg ikke al den hjælp og tid jeg havde fået før. 
Jeg tog stødt på. Jeg sagde til folk, at hvis jeg kom over 62kg ville jeg begå selvmord. 
Da dagen kom stod kæresten i døren og spurgte "hvad bliver det så til med det selvmord?" 
Det blev ikke til noget i stedet spiste jeg. 
Når jeg ikke spiste så sultede jeg mig. 
Sådan blev det ved indtil jeg i 2015 efter 1.5år stress sygdom, en krop der var smadret af mangel på rigtig kost, og for meget træning, kom i behandling for B.E.D. Vægten sagde 92 og jeg var pludselig blevet det man kalder rigtig tyk! Hvordan kunne jeg forsætte dette sølle liv! 
I dag er jeg stadig syg, men stærk som en i fanden. Vægten siger 110kg. Jeg får regelmæssige måltider, men der mangler stadig meget på den psykiske konto. 
Mest af alt er jeg så ked af alle de mennesker jeg har gjort kede af det, måske endda ødelagt, ved at være så højtråbende omkring min fedtfobi. 
Så jeg skriver dette for at sige undskyld. Jeg forstår nu hvad jeg har gjort og hvad det vil sige. 
Undskyld!"

 

” Når jeg læser om de andre tykkes oplevelser, kan jeg nikke genkende til stort set de fleste oplevelser, det er noget som er så fundamentalt sårende og skærer en dybt i hjertet hver gang det sker og personer der ikke selv har prøvet det, kan på ingen måde forstå hvor dybt en, i deres øjne, lille simpel handling eller udtalelse kan såre en.Jeg har i en alder af 44 år prøvet den ene op og nedtur med kure, motion og sågar en maveoperation for at prøve at få den ideelle kropsfigur ( ifølge andre), men står i dag som jeg hele tiden ender med.....at være tyk !Min mand og jeg prøvede for mange år siden at søge hjælp for barnløshed, men vi fik en spand kold vand i hovedet, da overlægen ikke engang ville undersøge mig fordi han mente at jeg skulle et godt stykke under 100 kg før han ville undersøge mig ( vejede 140 kg, men har altid været meget aktiv, haft hårdt fysisk arbejde og meget smidig) , da han mente at det ville være spild og forsøge hjælp med fertiliteten i min størelse.Jeg var i chock og min mand trampede ud fra mødet og var rasende.Adoption er også udelukket, da de ser overvægt som en kronisk sygdom og åbenbart ikke gør mig og min mand egnet som forældre.Hertil skal lige siges at både min mand og jeg kommer fra stabile familieforhold og har ingen psykiske problemer, men det med psyken kan så diskuteres nu, da man føler sig som 2. rangs mennesker når man ikke engang kan få lov til at adoptere, det er nok det der har gjort mest ondt af det hele.”

 

”En af de episoder jeg bl.a har oplevet er følgende: Jeg stod en formidddag og ventede på grønt lys i en fodgængerovergang midt på Frederiksberg.En mand kom cyklende, midaldrende i jakkesæt og pæne sko. Da han når hen hvor jeg står standser op og læner sig over mod mig og råber lige ind i mit ansigt mens spyttet står ham ud af kæften: "Du er fed og du er også grim", hvorefter han cykler videre. Jeg var lamslået og ydmyget og helt uforstående overfor at min blotte, tykke tilstedeværelse var så provokerende at manden følte sig kaldet til at standse op og skrige ad mig,”

 

”Jeg var omkring 20 år gammel, og jeg var i byen i Aarhus en aften med min gode veninde. Da vi passerer to fulde fyre på gaden, så hører jeg at den ene fyr siger: "Årh, hun var sgu meget lækker hende der" hvortil den anden svarer: "hende den tykke?". Den anden griner højlydt og hånligt og svarer "Nej, sgu da!". Min veninde er meget slank, og det var derfor tydeligt hvem de mente. Jeg tog hjem fra byen og græd mig selv i søvn.”

 

” Jeg var på vej hjem fra biografen på cykel sammen med en veninde. Filmen havde været god og sjov, så vi grinede og hyggede os. Da vi på et tidspunkt holdt for rødt, blev vinduet i bilen, der holdt i vejbanen ved siden af cykelstien, rullet ned, og inde fra bilen blev der råbt "Du skal godt nok cykle langt endnu, tykke". Min veninde kunne ikke undgå at høre det, så den gode stemning forsvandt som dug for solen og resten af cykelturen foregik i tavshed. Jeg har normalt musik i ørerne, når jeg færdes udenfor, for så jeg i det mindste kun forholde mig til folks blikke."

 

”For år tilbage holdt vi afgangsfest på uni hjemme hos min venindes mor. Vi havde rigtigt pyntet os og havde en sjov aften. På et tidspunkt dansede min veninde og jeg sammen og efterfølgende kom min venindes mor helt estatisk hen og fortalte at "ihh så var i lige ude at danse og alle kigge på MIN datter fordi hun er så smuk og slank"... Det er 12 år siden og for nyligt mindedes min venindes mor igen den aften "hvor I dansede sammen og ALLE kigge på MIN smukke slanke datter"... Jeg var sgu ikke engang overvægtig på det tidspunkt.”

”For mange år siden kom jeg på den samme bar i Indre By, hvor jeg kendte de fleste af stamgæsterne og bartendere. Udover at være en lidt ældre mand, var ejeren selv en smule buttet, men uden at være decideret tyk. Cirka ti kilo vejer jeg selv for meget, men det er ikke noget, der generet mig, indtil ejeren insisterede på altid at nævne det, når han så mig. Konsekvent tiltale han mig med forskellige nedsættende øgenavne, og til sidst tiltalte han mig kun som Hvalen, og det fik de andre stamgæster til at gøre det samme. Flere gange måtte jeg søge tilflugt på barens toilet, så jeg kunne græd i fred, og uden nogle kunne se det. Ejeren ødelagde fornøjelsen ved at være sammen med mine venner på baren, og det endte med, at jeg holdt op med at komme forbi, for ejeren og de andre gæster ødelagde min selvtillid, efter hver gang jeg viste mig, og det gav mig altid en lyst til at spise. Dagligt tænker tilbage på de gange, de grinte af mig og kaldte mig navne. Endelig har jeg fundet en ny bar, hvor ingen gør grin med mig.”

”Jeg oplevede da jeg var i kirke, at præsten i sin prædiken fortalte om de 7 fede år og derefter de 7 magre år fra det gamle testamente. Da han talte om de 7 fede år rettede alle blikke sig straks på mig og jeg kunne mærke, at han også kiggede. Jeg følte mig meget udsat og det var ekstremt ubehageligt at være der. På vejen ud, sagde en mand til mig, at han håbede jeg lyttede ekstra godt efter i dag. Jeg følte, at min krop ikke hørte hjemme i kirken. Et sted som ellers plejer at være et sikker sted for alle - uanset størrelse. Det fik mig til at indse, at jeg fra nu af skulle passe på mig selv og undgå at blive såret, når jeg gik i det offentlige rum. Historien handler endda overhovedet ikke om menneskers overvægt, men primært om heste.”

” For nogle år siden var jeg til en udendørs koncert med nogle veninder. Det var en af de første rigtige sommerdage, og jeg var på trods af en vinterbleg hud hoppet i en sommerkjole. Det mest underlige ved denne historie er, at jeg ikke engang var særligt tyk dengang. Jeg vejede måske omkring 70 kg, hvilket i mit tilfælde - som en ret muskuløs og høj pige - var helt normalt. Men bevares, jeg havde jo muskuløse lår og arme, og var mere fyldig at se på end mine tynde veninder.
Koncerten er god, vi drikker os småstive og ryger cigaretter. Jeg har ingen lighter med, så jeg låner ild af en fyr, der står sammen med en flok venner bag os. Det gør jeg et par gange, og på et tidspunkt, da jeg vender mig igen og spørger om ild, siger han: "Det er da utroligt, at du ikke taber dig, så meget som du ryger". Jeg blev bare helt paf. Jeg vendte mig om. Helt tom indeni. Og det der glade festhumør var forsvundet som dug for solen. Min veninde spurgte, hvad der var galt. Da jeg sagde det, vendte hun sig om og gav fyren et kæmpe møgfald. Han begyndte at undskylde. Tog fat i skulderen på mig og sagde, "hey, det var ikke sådan ment". Øhh, hvordan var det så ment? Og her gik jeg så for første gang i mit liv hen og blev lidt voldelig. Jeg stak ham simpelthen en flad. Og så gav jeg ham en lige højre.
Jeg har aldrig i mit liv før slået nogen. Og aldrig siden. Jeg kan ikke sige, hvor den reaktion kom fra, men det var nok en eller anden primitiv del af min hjerne, der bare tog over. Han sårede mig så meget med den bemærkning. Fra at være glad, småfuld og beruset af både musik, sol og drinks gik jeg direkte i kulkælderen. Jeg følte mig så latterlig - at jeg skulle stå der og gøre mig til, og tro at jeg kunne tillade mig at være glad og føle mig glad og fri - og sgu også lidt lækker, i min sommerkjole. Hvor dum kunne jeg være.
Efter at have slået fyren, som betød at han faldt baglæns ind i sine venner og spildte øl ned af maven på sig selv, begyndte jeg at stortude, og mine veninder fulgte mig væk fra koncertpladsen, så jeg kunne stå og tude af ude i kanten af området. Også fordi min skulder gjorde vildt ondt.
Jeg følte mig så ydmyget. Det var så tarveligt sagt af ham. Jeg er ked af, at jeg kom til at slå ham - det var ikke rigtigt, men reaktionen siger noget om, hvor ondt han gjorde mig med den bemærkning.”

”Jeg har lige siden jeg var lille, fået af vide at jeg var for tyk. Ikke kun af mine klassekammerater, lægen, men allermest af min far. En dag, jeg var ca.10 år, legede jeg jeg med klæd ud tøj, og havde taget et par høje hæle på. Jeg synes selv jeg var en ret flot dame, og gik stolt ind til min far, hvis eneste kommentar var: I det mindste har du tynde ben. Tak for det farmand!
Jeg er nu 36 år og har mand og 2 børn. Vi var på familie ferie med min far, og vi var en dag på stranden og ude at bade. Jeg bliver så væltet omkuld af en giga bølge, og vælter ind i min far, der senere fortæller min søster hvad der skete: " En klippe af fedt væltede mig"- det er så mig, hans datter han taler om.
Hvordan kan jeg nogensinde acceptere mig selv, når min egen far ikke kan?”

 "Listen er uendelig af fatshaming i mit 48 årige liv.
Det startede allerede i 3 klasse hvor jeg blev mobbet så meget og blev kaldt tyk (hvilket jeg egentlig ikke var på det tidspunkt kun lidt buttet). Jeg der ellers havde en masse legekamerater i klassen især blandt drengene , blev mobbet så meget i 3 klasse og holdt fuldstændig udenfor, den eneste veninde jeg havde tilbage trak sig da hun blev truet med at hun også ville blive holdt uden for hvis hun blev ved med at lege med mig. Jeg skiftede skole året efter.
Men fatshamingen er helt sikkert foresat. Et eksempel jeg kom cyklende en dejlig sommerdag i godt humør og følte mig smuk og lækker indtil en eller anden ung fyr pegede på mig med udstrakt arm og råbte med aggressiv stemme at jeg var fed og grim, til stor morskab for hans kæreste.

At blive fatshamed af ekspedienten i en cykelforretning der nedladende siger at han vil fraråde mig om en tilbudscykel til mig eget bedste. for han kan ikke garantere at den ikke vil bryde sammen under mig.og når jeg så siger jamen det er et stålstel jeg har haft præcis den samme cykel i 3 år men den er blevet stjålet.Svarer at 3 år er heller ikke særlig længe. (fucking nar cyklen var i top stand men et røvhul stjal den)og fordi jeg havde en dag hvor jeg ikke havde overskudet til at blive shamet .Går jeg derfra og begyndte at græde da jeg var kommet ud af butikken blev så vred og ked af det over hans ubehøvlede opførsel.
En anden gang kom jeg kørende på cykel og den mandlige cyklist der kommer kørende imod mig sagde med vred og hånlig stemme " jeg troede ikke at det var tilladt for sådan nogle som jer at cykle”

Var første gang hos en zoneterapeut pga problemer med venerne i det ene ben. Lige fra starten virkede hun anspændt og så på mig som om jeg var en total freak og under hele behandlingen smaltalkede hun med mig og alt hvad jeg sagde drejede hun over på min vægt. Hvilket jeg syntes var virkelig langt ude, men det er lidt svært at frosvare sig når man ligger på en behandlingsbriks. Da jeg gik fra behandlingsrummet og ud forbi receptionen blev der helt tavst både hendes kollega og en der sad i venteværelset holdt vejret. lige da jeg lukkede døren efter mig og stod på gaden hørte jeg et kæmpe latterbrøl fra dem alle sammen. Jeg var så rasende og følte mig mega ydmyget."

 

"Jeg har altid været en meget tyk fyr. For et år siden fandt jeg sammen med den her helt vildt søde, normalvægtige pige. Når vi går sammen på gaden, kigger folk altid en ekstra gang, og flere har påpeget, at jeg enten må være godt udrustet eller have mange penge, for hvorfor skulle hun ellers være interesseret i mig? Well, fordi jeg er sød og behandler hende pænt."

"I november var jeg i byen med min veninde. Vi havde drukket lidt inden og ikke nået at få aftensmad, så på vej hen til Heidis købte vi hver en pizzaslice. En fremmed fyr kom over og spurgte om den smagte godt. Jeg svarede bare smilende ja, hvorefter han erklærede at jeg nok hellere måtte smide det på jorden end at spise op."

"I sommer havde jeg for første gang fået fat i noget Bodyglide, som gjorde at jeg kunne gå i kjoler og korte shorts uden at få hudløse inderlår. Det betød at jeg for første gang i mange år trak i et par korte cowboyshorts. Det var der tre teenagere der ikke mente var acceptabelt. De snakkede højlydt om hvordan jeg ikke kunne tillade mig den slags, mens den ene tyssede lidt på de andre "fnis fnis ej hun kan jo høre jer mere fnis". Jeg var helt paf og blev vildt ked af det."

"I sommeren 2015, var jeg med tre veninder på ferie i Skagen. Om aftenen skulle vi selvfølgelig et smut i byen, og vi har en fantastisk sjov aften. Indtil min veninde og jeg skal på det nærliggende pizzaria, fordi hun ville have mad. Ved siden af mig står en ung fyr med sin kæreste, og han hvisker et eller andet til hende, mens de begge kigger på mig og bryder ud i et stort grin.
Jeg får total nedsmeltning, og vender mig mod dem og giver ham det vildeste møgfald i mit liv. Han bliver så overrasket, og da jeg er gået udenfor i raseri, kommer han simpelthen ud og undskylder for hans opførsel. Det er selvfølgelig storladent af ham, men jeg er evindelig træt af at skulle stå i en situation hvor jeg skal forsvare mig selv, fremfor at folk behandler hinanden ordentligt og respekterer at vi er forskellige mennesker.
Det er en forfærdelig situation at blive sat i som menneske."

"Jeg var engang til en intro-time i Argentisk Tango, en dans der altid har fascineret mig. I løbet af timen fik alle lov til at prøve at danse med instruktørerne, så man kunne prøve at danse med nogen der rent faktisk vidste hvad de lavede. Da det blev min tur, sagde instruktøren at han var overrasket over hvor god jeg var, når nu jeg var så tyk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for kan man ikke have balance og rytme, bare fordi man er tyk?"

"Juleaften var den værste juleaften nogensinde. Jeg sad mellem min onkel, der hele tiden nev mig i siden og påtalte mine 'ruller' og så min tante, der fortalte mig, at jeg skulle tabe mig gevaldigt, hvis jeg nogensinde ville blive glad. Og min mor der nægtede at række mig sovsen og lod som om hun ikke hørte mig. Jeg græd hele natten."

"Jeg var i byen i Aarhus med nogle venner og en fyr kom hen og prøvede at kysse mig. Jeg skubbede ham væk og han begyndte at grine - og jeg så en masse drenge stå bag ham som også grinede. Det var helt klart en stor joke at nogen kunne finde på at kysse mig."

"Min pegefinger havde længe gjort mega-ondt og til sidst, kunne jeg slet ikke bøje den, så jeg tog til lægen. Det første hun bad mig om at gøre, var at træde op på vægten. Jeg protesterede og fortalte, at det her kun handlede om min finger og at jeg havde en spiseforstyrrelse og ikke havde vejet mig i seks år og det ville helt klart trigge et anfald. Men hun insisterede og brugte derefter et kvarter på at fortælle mig om diverse diæter jeg kunne gå på. Jeg sad bare rystet og kunne ikke sige noget."