Hos gynækologen

For nogle måneder siden skulle jeg til gynækolog, for at få foretaget en HPV-prøve, samt tjekkes for PCO. Da jeg kommer ind til hende, er det første hun siger "Der er lige noget jeg er nødt til at spørge dig om. Hvor meget vejer du?" Jeg fortæller hende at jeg faktisk ikke ved det præcist, hvorefter hun fortsætter med at spørge mig om det er mere end 140-150 kg, for den undersøgelsesstol hun har, kan kun tage op til max 150 kg. Jeg siger at jeg er ret sikker på at jeg er under den vægt. Hun bliver ved med at snakke om at hun ikke vil hæve stolen op, mens jeg ligger i den, fordi den er "skrøbelig", hvorefter hun beder mig om at gøre mig klar til undersøgelsen. Inden hun overhovedet når at undersøge mig, kigger hun i min journal og ser at jeg gerne vil blive gravid. Hun kigger på mig og siger så "det er på grund af vægten at du ikke er blevet gravid." Uden overhovedet at have undersøgt mig, konkluderer hun dette, bare ved at se på mig og konstatere at jeg er tyk.

Da hun så begynder undersøgelsen vil hun ikke hæve stolen op, som nævnt fordi den er "skrøbelig" og hun er bange for at den går i stykker. Derfor vælger hun at gå ned i knæ for at tage den prøve hun skal, hvilket føltes virkelig ydmygende. Efter endt undersøgelse bliver hun ved med at snakke om hvordan det ville være bedre for mig at blive henvist til hospitalet næste gang jeg skal undersøges for der har de "større rum og større stole". Hun siger, at det er for min egen skyld, for at jeg ikke skal få en ubehagelig oplevelse eller føle mig besværlig. Jeg var velkommen til at komme tilbage hvis det bare var en standard undersøgelse, men så var det jo også godt at have en ung læge "som kan gå ned i knæ." Men hvis der skulle tages fx celleprøver, så var det bedre at jeg tog på hospitalet fordi de jo havde større stole.

Møgfald

I sommeren 2015, var jeg med tre veninder på ferie i Skagen. Om aftenen skulle vi selvfølgelig et smut i byen, og vi har en fantastisk sjov aften. Indtil min veninde og jeg skal på det nærliggende pizzaria. Ved siden af mig står en ung fyr med sin kæreste, og han hvisker et eller andet til hende, mens de begge kigger på mig og bryder ud i et stort grin. Jeg får total nedsmeltning, og vender mig mod dem og giver ham det vildeste møgfald i mit liv. Han bliver så overrasket, og da jeg er gået udenfor i raseri, kommer han simpelthen ud og undskylder for sin opførsel. Det er selvfølgelig storladent af ham, men jeg er evindelig træt af at skulle stå i en situation, hvor jeg skal forsvare mig selv, fremfor at folk behandler hinanden ordentligt og respekterer, at vi er forskellige mennesker.

Min pegefinger havde længe gjort megaondt

Min pegefinger havde længe gjort megaondt og til sidst, kunne jeg slet ikke bøje den, så jeg tog til lægen. Det første hun bad mig om at gøre, var at træde op på vægten. Jeg protesterede og fortalte, at det her kun handlede om min finger og at jeg havde en spiseforstyrrelse og ikke havde vejet mig i seks år og det ville helt klart trigge et anfald. Men hun insisterede og brugte derefter et kvarter på at fortælle mig om diverse diæter, jeg kunne gå på. Jeg sad bare rystet og kunne ikke sige noget.

Introtime

Jeg var engang til en introtime i argentinsk tango, en dans der altid har fascineret mig. I løbet af timen fik alle lov til at prøve at danse med instruktørerne, så man kunne prøve at danse med nogen, der rent faktisk vidste, hvad de lavede. Da det blev min tur, sagde instruktøren, at han var overrasket over, hvor god jeg var, når nu jeg var så tyk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for kan man ikke have balance og rytme, bare fordi man er tyk?

Korte cowboyshorts

I sommer havde jeg for første gang fået fat i noget Bodyglide, som gjorde at jeg kunne gå i kjoler og korte shorts uden at få hudløse inderlår. Det betød, at jeg for første gang i mange år trak i et par korte cowboyshorts. Det var der tre teenagere, der ikke mente var acceptabelt. De snakkede højlydt om hvordan jeg ikke kunne tillade mig den slags, mens den ene tyssede lidt på de andre "fnis fnis ej hun kan jo høre jer mere fnis". Jeg var helt paf og blev vildt ked af det.

Pizzaslice

I november var jeg i byen med min veninde. Vi havde drukket lidt inden og på vej hen til Heidis købte vi hver en pizzaslice. En fremmed fyr kom over og spurgte om den smagte godt. Jeg svarede smilende ja, hvorefter han erklærede at jeg nok hellere måtte smide det på jorden end at spise det op.