Jeg har ikke set min læge siden da

Jeg tog til lægen, hvad jeg ellers ikke gør ofte, med en pludseligt opstået knude i brystet. Min læge, som jeg grundet praksisoverdragelse, slet ikke kender, orienterede mig hurtigt om kræftpakke og behandlingsformer. Herefter begyndte de at tale om kolesteroltal og prøvede at tage mit blodtryk, men måtte opgive fordi jeg var rædselsslagen og mit hjerte hamrede afsted. De beordrede mig op på vægten, men jeg blev siddende, stiv af skræk, mens de nærmest skældte mig ud. Vrissent gav de mig en dato til en opfølgningssamtale. Jeg har ikke set min læge siden da.

Fysioterapeut

Jeg var begyndt at have problemer med inkontinens og min læge henviste mig derfor til en fysioterapeut, som skulle hjælpe med at lokalisere problemet (altså hvilke muskler der havde brug for træning).

Jeg havde ikke døjet med noget lignende før, men var ramt af stress, hvilket nok var medvirkende til problemet, da det er opstod under sygdomsforløbet.

Hos fysioterapeuten fortæller de en helt masse ganske udmærkede ting. Det var dog vigtigt for dem at pointere, at hvis jeg tabte mig, så ville jeg helt sikkert kunne mærke en stor forskel, for så var der ikke så meget vægt på min blære. WTF. Problemet var først opstået inden for de sidste fire måneder og min vægt havde ikke ændret sig de sidste mange år. Det giver jo ingen mening!

Jeg skulle jo nødigt komme til at se ud som dig!

Jeg arbejder som kok på en café og har netop bagt en lækker kage - gæsterne er vilde med mine kager! Jeg bringer den ud til baren hvor vores kagekøleskab er. Her står min kollega sammen med en af hendes venner, der hænger ud i baren. Jeg spørger ham venligt om han vil have et stykke kage, hvortil han i et sarkastisk tonefald svarer "Nej tak, jeg skulle jo nødigt komme til at se ud som dig!”, hvorefter han griner spydigt af sin egen ‘morsomhed’.

Jeg bliver helt paf og aner ikke hvordan jeg skal reagere. Med ét går jeg fra at have følt mig glad, overskudsagtig og i mit element til at føle mig ydmyget.

Syltetøjsmadder

Jeg gik i første eller anden klasse og vi skulle til den årlige lægeundersøgelse, hvor man skal vejes og måles og står helt alene i undertøj overfor skolesygeplejersken. Da jeg gik på en lilleskole var det på den lokale kommuneskole, så vi kendte ikke skolesygeplejersken, men hun var en ældre streng dame, der virkede uvenlig.

Hun siger, efter at jeg er blevet vejet, på en meget anklagende måde, at jeg skal lade være med at spise så mange syltetøjsmadder til morgenmad. Jeg bliver forvirret og usikker, fordi det er en ubehagelig situation at hun taler strengt og fordømmende til mig, men også fordi jeg næsten aldrig spiser syltetøjsmadder til morgenmad og kan kun svare: “Men jeg spiser cornflakes.”

Bar overkrop

Vi spillede basket hver torsdag eftermiddag da jeg gik i folkeskole. En af de slanke drenge smed ofte trøjen og trænede i bar overkrop. En dag da en tyk dreng gjorde det samme bad læreren ham om at tage blusen på igen, hvilket han selvfølgelig undrede sig over, da ingen kommenterede, når den slanke dreng gjorde det. Læren svarede "Det er fordi X har kroppen til det".

"Du er dyr at have på kost"

Da jeg var 12-13 år lavede jeg og et familiemedlem et triatlon (svømme, cykle, løbe), hvor både løbe-og cykelturen havde været klaret på tom mave, og jeg blev ikke hørt, da jeg bad om at stoppe, selvom jeg også havde løbet en tur om morgenen. Da vi endelig skulle spise frokost, snackede jeg tørrede ferskner og fodrede hunden med samme. Jeg fandt at småspisning var den mest diskrete måde at spise mig mæt på, da jeg godt vidste, at jeg var ved at have spist den mængde mad, der ville udløse kommentarer. Af hensyn til hundens mave spurgte jeg dog lige: "Er der grænser for hvor mange af de her hunden kan tåle?" Hvortil jeg fik svaret "Der er også grænser for, hvor mange du kan tåle" og min farmor tilføjede "Du er dyr at have på kost".

“Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”

Min far var sådan en der godt kunne finde på at råbe grimme ting efter tykke mennesker i svømmehallen. Lige inden han døde sagde han til mig: “Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”

Til min unge niece, på måske 11, sagde han: "Du skal passe på med at blive så stor og fed som din mor og moster, for så får du aldrig nogen mand.”

Leverpostejsmadder

Jeg er igennem de fleste af mine teenageår blevet drillet med mine deller af familien og spurgt om jeg ikke skulle spise mindre, og der blev ofte kommenteret på min vægt.
Jeg kan huske, at jeg som 17-årig kom hjem fra to timers hård motionsboksning og smurte tre leverpostejsmadder, hvorefter min mor spurgte om det var en god idé at spise så meget... Jeg er som næsten 30-årig stadig ved at lære at have et sundt forhold til mad.

Hele mit liv

Hele mit liv er jeg blevet mobbet (direkte eller indirekte) pga. min tykhed.

Af min mor, der var den første, meget tidligt sagde hun til mig, at ingen vil elske mig når jeg er så tyk.

Af min far og stedmor, der er slanke og meget optagede af “sundhed”. De taler ofte om deres "meeeeget store" veninde, i chokerede vendinger, over aftensmaden. Det er svært at høre på, når man ved at de finder hende ulækker og at jeg faktisk ikke er ret meget mindre tyk end hende... En indirekte måde at fortælle mig at de synes jeg er for tyk.

Af fremmede på gaden, der råber "fede kælling" efter mig. En enkelt gang er der også en der har spyttet efter mig.

Af halvfremmede klassekammerater, der meget hurtigt føler behov for at dele deres mirakel-slankekur med mig og spørger om jeg ikke gerne vil tabe mig, for så vil de da rigtig gerne hjælpe. Som om jeg ikke i forvejen kender alt til "sund" kost og motion!

Af folk i supermarkedet, der siger "burde du købe det der?"

Af en af mine patienter, der sagde at det da var mig, der skulle have hjælp, og ikke ham, når nu jeg var så tyk.

Af min bedste veninde og hendes mor, der insisterer på at udbryde "neeej, ej, sådan skal du ikke snakke om dig selv!", hver gang jeg omtaler mig selv som tyk (hvilket jeg jo er). Som om jeg kalder mig selv grim, dum eller ond. De opfører sig som tyk er det værste skældsord.

Af slanke kvinder, der skal snakke til mig om, at de er så kede af at de er blevet FEDE, fordi de har taget tre kg på. Hvorfor snakke med mig om det, når det er tydeligt at jeg er dobbelt så stor som dem?

Af kolleger, der til frokost konstant snakker om slankekure, så man sidder og føler sig flov over at man overhovedet spiser.

En indstrammende dragt

Da jeg var 15 år begyndte jeg at gå med en indstrammende dragt under mit tøj. Jeg havde den på hver dag i skole i ca. to år. Efter noget tid begyndte jeg at få alvorlige rygsmerter. Jeg kunne ikke sidde ned uden at få ondt i ryggen, og jeg begyndte at humpe og trække meget udtalt på mit ben, når jeg gik. Jeg måtte tage mange smertestillende piller i løbet af en skoledag for at klare mig igennem. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad der udløste smerten, men jeg ville ikke gå til lægen med det, fordi jeg var bange for, at de ville sige, at det var pga. min tykhed. Rygsmerten stoppede først da jeg fik en alvorlig depression og stoppede med at gå i skole og dermed have dragten på hver dag. Nu hvor jeg er lidt ældre tænker jeg med rædsel på de alvorlige konsekvenser det kunne have haft på både knoglestruktur og indre organer at indskrænke min krop sådan i så mange timer på en dag - for ikke at snakke om alle de smertestillende piller jeg tog.

Listen er uendelig af fatshaming i mit 48-årige liv

Det startede allerede i 3. klasse, hvor jeg blev mobbet så meget og blev kaldt tyk. Jeg der ellers havde en masse legekammerater i klassen, især blandt drengene, blev mobbet så meget i 3. klasse og holdt fuldstændig udenfor. Den eneste veninde, jeg havde tilbage trak sig, da hun blev truet med at hun også ville blive holdt udenfor, hvis hun blev ved med at lege med mig. Jeg skiftede skole året efter.

Men fatshamingen er helt sikkert fortsat; jeg kom cyklende en dejlig sommerdag i godt humør og følte mig smuk og lækker indtil en eller anden ung fyr pegede på mig med udstrakt arm og råbte med aggressiv stemme at jeg var fed og grim, til stor morskab for hans kæreste.

At blive fatshamed i en cykelforretning af ekspedienten, der nedladende siger, at han vil fraråde mig en tilbudscykel til mig eget bedste. For han kan ikke garantere, at den ikke vil bryde sammen under mig. Og når jeg så siger jamen det er et stålstel, jeg har haft præcis den samme cykel i tre år men den er blevet stjålet. Svarede han at tre år er heller ikke særlig længe. (Fucking nar, cyklen var i top stand, men et røvhul stjal den!). Og fordi jeg havde en dag, hvor jeg ikke havde overskudet til at blive shamet, går jeg derfra og begynder at græde da jeg er kommet ud af butikken. Jeg var så vred og ked af det over hans ubehøvlede opførsel.

En anden gang kom jeg kørende på cykel og den mandlige cyklist, der kommer kørende imod mig, sagde med vred og hånlig stemme "jeg troede ikke, at det var tilladt for sådan nogle som jer at cykle!”

Jeg var første gang hos en zoneterapeut pga. problemer med venerne i det ene ben. Lige fra starten virkede hun anspændt og så på mig, som om jeg var en total freak, og under hele behandlingen smalltalkede hun med mig og alt, hvad jeg sagde drejede hun over på min vægt. Hvilket jeg syntes var virkelig langt ude, men det er lidt svært at forsvare sig, når man ligger på en briks. Da jeg gik fra behandlingsrummet og ud forbi receptionen blev der helt tavst; både hendes kollega, og en der sad i venteværelset, holdt vejret. Lige da jeg lukkede døren efter mig og stod på gaden hørte jeg et kæmpe latterbrøl fra dem alle sammen. Jeg var så rasende og følte mig mega ydmyget.

 

Bæltet

I en årrække fik jeg til jul, fødselsdage og andre lejligheder med rigelig mad, dessert og slik, et bælte på, som blev strammet en tak eller to for stramt ind, idet jeg samarbejdsvilligt sugede maven ind. Det gjorde ondt at få på, ondt at gå med og ondt at få af igen. Fra jeg for ung til at forstå konceptet til jeg var 9 år gammel følte jeg dette ubehag ved festlige lejligheder.

Min mor kiggede medlidende på mig, når hun gjorde det. ”Så bliver du mindet om ikke at spise så meget.” Den daglige kost med lavt fedtindhold og ingen sukker, virkede jo ikke. Heller ikke motionen, som jeg kom til at frygte og hade. Og hun var meget bange for at jeg skulle blive tykkere ved højtiderne.

Hun har senere fortalt mig, at hun fik mange kommentarer fra omgivelserne, ligesom jeg også blev mobbet af børnene i kvarteret, i børnehaven og sidenhen skolen med min runde mave og dobbelthage. Hun var desperat for at få mig til at passe ind. For mit eget bedste. Hun havde jo lært, at tykhed er forkert. Ligesom alle andre.

Nytårsaften 1991 blev sidste gang jeg havde sådan et bælte på. Jeg havde kvalme hele eftermiddagen og aftenen, men turde aldrig sige, når der var noget i vejen med min krop, som jeg jo havde lært var forkert. Et par timer før midnat kastede jeg op på vores hund, som jeg havde søgt tilflugt hos.

Min mor vaskede hunden i brusenichen, mens jeg børstede tænder. Jeg ville så gerne have haft min hund med i seng, men jeg turde ikke hente den. Jeg var bange for, at den ikke kunne lide mig

 

Julen er for børn

Julen er for børn. Der er børn til julemarkeder og til andre julearrangementer. Så jeg holder mig væk. Andre børn var ubegribeligt hårde ved mig og min tykhed, da jeg selv var barn – og ved I hvad? Det er de stadig!

”Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk” + latter, hver gang et barn siger ”du er tyk!” Jeg er så træt af at blive begloet af børn og høre på deres allerede indoktrinerede tykfobiske lort!

Man kunne jo smilende svare møgungen ”ja, jeg er tyk – og jeg er venner med din mor og jeg er vild med kaniner og andre bløde dyr. Hvad er du?” Så får man startet en samtale og måske er det rigtigt, at man så har været med til at afkode tyk som noget dårligt i dette barns øjne. Det har jeg gjort tidligere. Men jeg orker ikke alt det arbejde.

Jeg vil hellere tilbringe min tid alene eller sammen med mennesker, der ikke garanterer god gammeldags tykfobisk julestemning.

 

Jeg kan ikke besøge min far i julen

Jeg kan ikke besøge min far i julen. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Det er mange år siden, jeg sidst har besøgt ham med en enkelt undtagelse for et par år siden. Han og hans kone siger aldrig direkte til mig, at de ikke kan lide, at jeg er tyk. I stedet taler de meget grimt om alle de tykke mennesker, de kender, ser på tv, på gaden osv. Ikke en eneste chance lader de passere for at tale nedladende om tykke personer.

Den sidste jul, jeg var der, sluttede med at han kørte mig til togstationen i sin halvnye bil. Han talte hele vejen om, hvor følsom bilen var. At han havde haft en person som passager, som vejede 100 kg, og hvordan han kunne mærke det på styringen, på opbremsning osv. Mens han grinede og rystede på hovedet hver gang kan drejede og bremsede. Det handlede tydeligvis mindst lige så meget om min krop som den passager, han havde haft.

Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Mærkede bare hvordan jeg ville ønske, jeg ikke var kommet. Så snart jeg kom ind i toget, begyndte jeg at græde. Og jeg måtte love mig selv aldrig at udsætte mig for selv for denne evige hånlige omtale af tykke mennesker i så intimt et miljø.

 

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen om at man skal skylle fedtet ud af kødet inden man tilbereder samt opskrifter med skyllet kød. Det blev startskuddet til alle juleaftener fremover, også nu, eller især nu, hvor jeg var voksen, hvor jeg fik slanketing og -sager i julegave, mens de andre børn, senere voksne, fik ting, som de har ønsket sig eller som er sjove og spændende. For fire år siden sagde jeg ”Jeg kommer ikke juleaften næste år, hvis jeg juleaften i år får nogle som helst slankerelaterede julegaver.” Det virkerede.

 

Svømmehallen

Jeg var i svømmehallen og stod i badet da en kvinde kommer ind og udbryder "Jeg føler mig dejlig slank når jeg kommer herind!". I rummet var mig og hendes egen datter, gravid. Ydermere havde jeg min 4-årige niece og den anden kvinde havde sin 2-3 årige datter med. Skønt, at de fra så tidlig en alder kan få af vide, at kun slanke kroppe er dejlige.

 

Jeg var 14 år og havde været tilmeldt hos VægtVogterne i et stykke tid

Jeg var 14 år og havde været tilmeldt hos VægtVogterne i et stykke tid. Angsten ved de semi-offentlige vejninger står stadig klart i min hukommelse, ligesom panikken hos folk, når de fjernede smykker for at det ikke skulle tælle med. Så megen frygt og skam hver onsdag. Jeg nåede til et punkt hvor jeg havde det fint med min krop og sagde at nu ville jeg gerne stoppe med at tabe mig, og bare stabilisere vægten; så tog kvinden mit håndled og nev mig i huden med pege- og tommelfinger og sagde "Nej, der er lidt vej endnu.". Aldrig har jeg følt mig så meget som et stykke kød, som et tal på en vægt, som en ubetydelig ting, som kun kunne betyde noget i kraft at et vægttab.

 

Jeg skulle mødes med en ven

Jeg skulle mødes med en ven på Sporvejen på Gråbrødre Torv i februar, da det var hundekoldt. Jeg kom for tidligt, han kom for sent. Jeg spurgte om der var bord til to - det var der ikke, så jeg satte mig udenfor og ventede på ham. I de 20 minutter, jeg ventede så jeg hvordan andre, der ikke havde bestilt bord, blev spurgt om de ville vente udenfor, fik tilbudt at få tændt varmelampe + få et tæppe, fik menukort og blev betjent med drinks. Jeg blev fuldstændig ignoreret. Og det var ikke en fejl, for der var ingen af de tre tjenere, der kom hen til mig i løbet af de 20 minutter for at høre om jeg var sikker på jeg ikke vil have et tæppe og tændte varmelampen. Jeg blev frosset ud i frosten. Da min slanke ven kom, kom der straks en tjener hen til os sagde vi kunne komme på en venteliste og om vi ville have tændt varmelampen. Der er intet andet end tykfobi, som kan have forårsaget den forskelsbehandling.


Jeg er transperson

Jeg er transperson. Da jeg var i kontakt med Sexologisk Klinik, fik jeg at vide, at jeg endda ikke kunne starte på hormoner, før jeg havde tabt mig omkring 40 kg.

De blev ved med at skifte undskyldning, men det lader til, at de af alle mulige forskellige årsager ikke starter hormoner op, før man er klar til operation. Og for at være klar til operation skal man have et BMI under 25.

Jeg tager nu hormoner uden om det danske sundhedsvæsen, men det er stadig min drøm at komme over i det danske system, fordi jeg nu er kommet på kontanthjælp og har virkelig svært ved at få økonomien til at hænge sammen med de hormoner, jeg køber uden om systemet.