Soft ice

Jeg var til min nieces barnedåb og min far besluttede sig for at bruge hele eftermiddagen på at tjekke hvor mange gange jeg var oppe at tage soft ice. Han blev ved med at komme med kommentarer såsom "nå, skal du nu have en til". Ham og min mor begyndte på et tidspunkt at diskutere hvem af dem jeg mon havde det fra. Det var så pinligt at skulle høre på de nedsættende kommentarer, og så foran andre mennesker.

"Du er dyr at have på kost"

Da jeg var 12-13 år lavede jeg og et familiemedlem et triatlon (svømme, cykle, løbe), hvor både løbe-og cykelturen havde været klaret på tom mave, og jeg blev ikke hørt, da jeg bad om at stoppe, selvom jeg også havde løbet en tur om morgenen. Da vi endelig skulle spise frokost, snackede jeg tørrede ferskner og fodrede hunden med samme. Jeg fandt at småspisning var den mest diskrete måde at spise mig mæt på, da jeg godt vidste, at jeg var ved at have spist den mængde mad, der ville udløse kommentarer. Af hensyn til hundens mave spurgte jeg dog lige: "Er der grænser for hvor mange af de her hunden kan tåle?" Hvortil jeg fik svaret "Der er også grænser for, hvor mange du kan tåle" og min farmor tilføjede "Du er dyr at have på kost".

“Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”

Min far var sådan en der godt kunne finde på at råbe grimme ting efter tykke mennesker i svømmehallen. Lige inden han døde sagde han til mig: “Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”

Til min unge niece, på måske 11, sagde han: "Du skal passe på med at blive så stor og fed som din mor og moster, for så får du aldrig nogen mand.”

Leverpostejsmadder

Jeg er igennem de fleste af mine teenageår blevet drillet med mine deller af familien og spurgt om jeg ikke skulle spise mindre, og der blev ofte kommenteret på min vægt.
Jeg kan huske, at jeg som 17-årig kom hjem fra to timers hård motionsboksning og smurte tre leverpostejsmadder, hvorefter min mor spurgte om det var en god idé at spise så meget... Jeg er som næsten 30-årig stadig ved at lære at have et sundt forhold til mad.

Hele mit liv

Hele mit liv er jeg blevet mobbet (direkte eller indirekte) pga. min tykhed.

Af min mor, der var den første, meget tidligt sagde hun til mig, at ingen vil elske mig når jeg er så tyk.

Af min far og stedmor, der er slanke og meget optagede af “sundhed”. De taler ofte om deres "meeeeget store" veninde, i chokerede vendinger, over aftensmaden. Det er svært at høre på, når man ved at de finder hende ulækker og at jeg faktisk ikke er ret meget mindre tyk end hende... En indirekte måde at fortælle mig at de synes jeg er for tyk.

Af fremmede på gaden, der råber "fede kælling" efter mig. En enkelt gang er der også en der har spyttet efter mig.

Af halvfremmede klassekammerater, der meget hurtigt føler behov for at dele deres mirakel-slankekur med mig og spørger om jeg ikke gerne vil tabe mig, for så vil de da rigtig gerne hjælpe. Som om jeg ikke i forvejen kender alt til "sund" kost og motion!

Af folk i supermarkedet, der siger "burde du købe det der?"

Af en af mine patienter, der sagde at det da var mig, der skulle have hjælp, og ikke ham, når nu jeg var så tyk.

Af min bedste veninde og hendes mor, der insisterer på at udbryde "neeej, ej, sådan skal du ikke snakke om dig selv!", hver gang jeg omtaler mig selv som tyk (hvilket jeg jo er). Som om jeg kalder mig selv grim, dum eller ond. De opfører sig som tyk er det værste skældsord.

Af slanke kvinder, der skal snakke til mig om, at de er så kede af at de er blevet FEDE, fordi de har taget tre kg på. Hvorfor snakke med mig om det, når det er tydeligt at jeg er dobbelt så stor som dem?

Af kolleger, der til frokost konstant snakker om slankekure, så man sidder og føler sig flov over at man overhovedet spiser.

Bæltet

I en årrække fik jeg til jul, fødselsdage og andre lejligheder med rigelig mad, dessert og slik, et bælte på, som blev strammet en tak eller to for stramt ind, idet jeg samarbejdsvilligt sugede maven ind. Det gjorde ondt at få på, ondt at gå med og ondt at få af igen. Fra jeg for ung til at forstå konceptet til jeg var 9 år gammel følte jeg dette ubehag ved festlige lejligheder.

Min mor kiggede medlidende på mig, når hun gjorde det. ”Så bliver du mindet om ikke at spise så meget.” Den daglige kost med lavt fedtindhold og ingen sukker, virkede jo ikke. Heller ikke motionen, som jeg kom til at frygte og hade. Og hun var meget bange for at jeg skulle blive tykkere ved højtiderne.

Hun har senere fortalt mig, at hun fik mange kommentarer fra omgivelserne, ligesom jeg også blev mobbet af børnene i kvarteret, i børnehaven og sidenhen skolen med min runde mave og dobbelthage. Hun var desperat for at få mig til at passe ind. For mit eget bedste. Hun havde jo lært, at tykhed er forkert. Ligesom alle andre.

Nytårsaften 1991 blev sidste gang jeg havde sådan et bælte på. Jeg havde kvalme hele eftermiddagen og aftenen, men turde aldrig sige, når der var noget i vejen med min krop, som jeg jo havde lært var forkert. Et par timer før midnat kastede jeg op på vores hund, som jeg havde søgt tilflugt hos.

Min mor vaskede hunden i brusenichen, mens jeg børstede tænder. Jeg ville så gerne have haft min hund med i seng, men jeg turde ikke hente den. Jeg var bange for, at den ikke kunne lide mig

 

Jeg kan ikke besøge min far i julen

Jeg kan ikke besøge min far i julen. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Det er mange år siden, jeg sidst har besøgt ham med en enkelt undtagelse for et par år siden. Han og hans kone siger aldrig direkte til mig, at de ikke kan lide, at jeg er tyk. I stedet taler de meget grimt om alle de tykke mennesker, de kender, ser på tv, på gaden osv. Ikke en eneste chance lader de passere for at tale nedladende om tykke personer.

Den sidste jul, jeg var der, sluttede med at han kørte mig til togstationen i sin halvnye bil. Han talte hele vejen om, hvor følsom bilen var. At han havde haft en person som passager, som vejede 100 kg, og hvordan han kunne mærke det på styringen, på opbremsning osv. Mens han grinede og rystede på hovedet hver gang kan drejede og bremsede. Det handlede tydeligvis mindst lige så meget om min krop som den passager, han havde haft.

Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Mærkede bare hvordan jeg ville ønske, jeg ikke var kommet. Så snart jeg kom ind i toget, begyndte jeg at græde. Og jeg måtte love mig selv aldrig at udsætte mig for selv for denne evige hånlige omtale af tykke mennesker i så intimt et miljø.

 

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen om at man skal skylle fedtet ud af kødet inden man tilbereder samt opskrifter med skyllet kød. Det blev startskuddet til alle juleaftener fremover, også nu, eller især nu, hvor jeg var voksen, hvor jeg fik slanketing og -sager i julegave, mens de andre børn, senere voksne, fik ting, som de har ønsket sig eller som er sjove og spændende. For fire år siden sagde jeg ”Jeg kommer ikke juleaften næste år, hvis jeg juleaften i år får nogle som helst slankerelaterede julegaver.” Det virkerede.

 

Hjemløs

For et par år siden gik jeg igennem en længere periode, hvor jeg var hjemløs og flygtede en hel del fra realiteten ved at tage hårde stoffer flere gange ugentligt, hvilket satte mit aktivitetsniveau op og min sult gik i dvale. Jeg tabte mig selvsagt en del, hvilket jeg fik utrolig meget ros og anerkendelse for - fra mennesker der udmærket vidste, at vægttabet var symptom på noget, som var decideret livstruende.

I min familie

I min familie har vi altid haft denne her leg, som går ud på at fortælle, hvad vi ville bruge pengene på, hvis vi vandt i Lotto. Jeg har altid holdt meget af legen, bortset fra den gang, hvor min lillebror (som på daværende tidspunkt gik i børnehave) sagde at han “vil købe en flyvemaskine og så skal vi alle sammen ud og flyve - bortset fra *mit navn*, for hun vejer for meget”. Han havde allerede lært, at min krop ikke var normativ.

En rigtig dreng

Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde som barn, selv om det snart er 32-33 år siden. Det har nok været i 1.-2. klasse og jeg går sammen med en anden dreng på gangen i skolen. Lige pludselig kigger han på mig og siger så: "Du har da vist tabt dig lidt, så kommer du måske snart til at ligne en rigtig dreng." En rigtig dreng! Lige præcis det udsagn har fulgt mig igennem hele livet, hvor jeg faktisk aldrig har set mig selv som et rigtigt menneske, på grund af de ting som blev sagt og gjort overfor mig igennem barndommen. Husker også at min mor, ofte bad mine klassekammerater, om de ikke godt ville sørge for at jeg ikke spiste så meget slik. Desværre var det sådan så den her lille dreng, faktisk meget meget sjældent spiste slik og derfor var hendes udsagn en ufattelig ydmygelse, og det førte til at jeg stort set aldrig havde noget med mine klassekammerater at gøre uden for skolen og derfor var jeg stort set altid alene i fritiden.

Men det der (en rigtig dreng) glemmer jeg aldrig og selv i dag hvor jeg er over 40, ser jeg mig stadig ikke selv som værende et rigtigt menneske. Så for pokker hvor er det vigtigt at man lærer børn, at de skal acceptere hinanden, uanset om de er tykke eller tynde. Og forældre til tykke børn skal virkeligt tænke sig om og ikke ydmyge deres børn overfor andre, for man glemmer aldrig sådanne ting. Jeg har aldrig haft en kæreste eller noget som helst forhold, for hvordan skulle nogen kunne ønske at være sammen med en enorm stor tyk ting som ikke er et menneske og som aldrig bliver det.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer. Jeg var vellidt af de andre børn og havde masser af venner. Men jeg var tyk. Jeg blev ikke mobbet, men det var stadig min egen idé at komme på Julemærkehjem. Årsagen til at jeg ville det, var fordi jeg allerede som 11-årig vidste, at jeg var ”forkert” - og jeg ville jo bare så gerne være som de andre.

Julemærkehjemmet var en Askepot-drøm. Jeg forestillede mig, at jeg ville blive helt normal og glad når jeg kom hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Julemærkehjemmet blev i stedet startskuddet til livslang yo-yo vægt, hvor jeg i perioder har været på strenge kure eller ”livsstilsomlægninger” efterfulgt af tvangsoverspisning. Jeg blev faktisk direkte spiseforstyrret af min tid på Julemærkehjem.

På Julemærkehjemmet oplevede jeg, at alt ansvaret for min vægt blev lagt på 12-årige mig; min krop var ikke ok, som den var, min tykhed var en fejl, som skulle rettes. Der var utrolig meget skam og skyld forbundet med kulturen på Julemærkehjemmet. Man lærte hurtigt, hvor mange skefulde ris, det var acceptabelt at tage på tallerkenen og at man skulle pille skindet af kyllingen, fordi der er fedt i. Man lærte at udholde sulten og de lange traveture og ørkesløse gymnastiktimer. Belønningen var ros og skulderklap hver gang der røg et kilo af vægten. Mange af de andre børn smuglede slik derned efter de havde været hjemme i weekenderne – det turde autoritetstro mig ikke.

Derfor var mit ophold objektivt set en succes – jeg tabte mig jo. Men noget indeni mig gik i stykker i den periode. Pædagogerne var som sådan ordentlige ved os – de gjorde helt sikkert alt ”i den bedste mening”. Men at blive revet ud af sin hverdag, og placeret et sted i flere måneder, hvor formålet er at forandre sig selv fordi man i samfundets øjne er forkert – det er usundt.

Børn skal ikke inddeles i stigmatiserede og stigmatiserende grupper og fjernes fra deres normale hverdag. Jeg hadede at være der. Det føltes som om jeg blev straffet og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg accepterede bare, at jeg var forkert. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få en kæreste hvis jeg ikke tabte mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få mine forældres kærlighed.

Mit lave selvværd blev cementeret af at komme på Julemærkehjem. Det var skamfuldt at jeg havde været ”nødt” til det. Og det var ikke nogen Askepot-drøm at komme hjem igen – skaden var sket og det lave selvværd har fulgt mig siden.

Tænk hvis børn blev inkluderet i mangfoldige fællesskaber og blev undervist i, at alle kroppe er gode kroppe. Tænk hvis børn mødte voksne, der ubetinget viste dem respekt og omsorg. Tænk, hvis tykke børn blev til stærke voksne, der har lært at passe godt på sig selv – uanset kropsform og størrelse.”

Farmor

Havde for nyligt min gamle farmor på nogen og 80 på ferie. Havde fået gjort gæsteværelse klart og installeret kæmpe højtalere til hende. Men hun foretrak altså, at ligge i vores sofa og krumme med hendes ostemadder overalt! Og i mellem hun råbte ad bjerglægen og råbte på mere kaffe, fik hun adskillige gange nævnt, at nu sku jeg også være glad for Henrik stadig elskede mig selvom jeg var blevet så stor! Og ham Henrik han er altså en god mand han slet ik siger noget om det!

Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor

Har en barndomsven, som jeg plejede at se ret ofte, en to-tre gange om måneden. Tidligere har vores samtaler ikke drejet sig om min tykhed og det har været befriende, at kunne tale med et andet menneske uden at det blev bragt på banen. Men sidste år, begyndte jeg at høre mindre og mindre til min ven og har ikke set ham i over et år nu - andet end pr. sms og e-mail. Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor og det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er meget tyk og handicappet.

Jeg har faktisk kun den ene ven tilbage, men det ser ud til at det ikke længere er tilfældet. Jeg har nydt hans besøg, hvor vi har fået en kop kaffe og talt om alt mellem himmel og jord, men nu kan det åbenbart ikke længere lade sig gøre fra hans side. Jeg har mange gange skrevet til ham og takket nej til diverse udendørs aktiviteter, for det kan jeg simpelthen ikke deltage i.

Jeg ønsker ikke at være til stede med mange mennesker samlet på grund af andres hadefulde væremåde.

Jeg er dybt ulykkelig over at have mistet min sidste ven, især fordi jeg 100% ved at jeg aldrig har fornærmet ham eller andre af de venner jeg har mistet igennem årene.

Hvorfor kan folk ikke acceptere at der er ting man ikke kan og vil? Det eneste jeg har ønsket var nogen at tale med en gang imellem, men det er nok totalt slut med det nu.

Det føles ikke rart, at rent ud sagt, blive kasseret og valgt fra fordi man er anderledes.

Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder

Jeg er en meget tyk mand, og jeg har altid været meget tyk. Jeg har ingen venner eller omgangskreds. Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder og butikker, da jeg ikke kan få lov at være i fred. Der kommer kommentarer og direkte trusler på mit liv samt andet had fra vildt fremmede mennesker.
Handler kun i Netto og Rema, der ligger et stykke ude på landet, fra hvor jeg bor. Jeg handler kun så tidligt som overhovedet muligt på dagen. Kommer der børn eller teenagere ind i butikken forlader jeg den med det samme og tager hjem. Jeg går aldrig i biografen eller lignende steder og jeg rejser aldrig. Ingen kvinder overhovedet vil have noget med en stor mand at gøre, så jeg har altid været single.

Lad mig dog være i fred, tænker jeg ofte, kan I da ikke se at mit liv nok ikke ligefrem er særligt sjovt uden at jeg også skal tage imod uendeligt had og lort fra fremmede.

Mit eneste ønske i livet har altid være en at dele livet med en, men har indset at det aldrig vil blive virkelighed.

Min far

Min kusine gik til ballet som 4-årig. Jeg syntes, hun var så yndig! Jeg havde svært ved at finde min pigeidentitet med to storebrødre og ikke ret mange penge i familien, hvorfor jeg arvede min yngste storebrors skjorter. Jeg ville gerne lave noget rigtig piget, og uden at vide ret meget om, hvad det kunne være, foreslog jeg mine forældre, at jeg gerne ville gå på balletskolen på Det kongelige Teater. Min far så tænksom ud og kommenterede, at så skulle de nok have nye brædder på scenen på Det Kongelige.

Afgangsfest

For år tilbage holdt vi afgangsfest på uni hjemme hos min venindes mor. Vi havde rigtigt pyntet os og havde en sjov aften. På et tidspunkt dansede min veninde og jeg sammen og efterfølgende kom min venindes mor helt ekstatisk hen og fortalte at "ihh så var I lige ude at danse og alle kiggede på MIN datter fordi hun er så smuk og slank"... Det er 12 år siden og for nyligt mindedes min venindes mor igen den aften "hvor I dansede sammen og ALLE kigge på MIN smukke slanke datter"...

"Hvalen"

For mange år siden kom jeg på den samme bar i Indre By, hvor jeg kendte de fleste af stamgæsterne og bartenderne. Udover at være en lidt ældre mand, var ejeren selv en smule buttet, men uden at være decideret tyk. Jeg har det ellers fint med at være tyk indtil ejeren insisterede på altid at nævne det når han så mig. Konsekvent tiltalte han mig med forskellige nedsættende øgenavne, og til sidst tiltalte han mig kun som "Hvalen”, og det fik de andre stamgæster til at gøre det samme. Flere gange måtte jeg søge tilflugt på barens toilet, så jeg kunne græde i fred. Ejeren ødelagde fornøjelsen ved at være sammen med mine venner på baren, og det endte med, at jeg holdt op med at komme der, fordi ejeren og de andre gæster ødelagde min selvtillid, hver gang jeg viste mig. Dagligt tænker jeg tilbage på de gange, de grinte af mig og kaldte mig navne. Endelig har jeg fundet en ny bar, hvor ingen gør grin med mig.

Tak for det farmand!

Jeg har lige siden jeg var lille, fået at vide at jeg var for tyk. Ikke kun af mine klassekammerater og lægen, men allermest af min far. En dag - jeg var ca. 10 år - legede jeg jeg med klæd-ud-tøj, og havde taget et par høje hæle på. Jeg syntes selv, jeg var en ret flot dame, og gik stolt ind til min far, hvis eneste kommentar var: I det mindste har du tynde ben. Tak for det farmand!

Jeg er nu 36 år og har mand og to børn. Vi var på familieferie med min far, og vi var en dag på stranden og ude at bade. Jeg bliver så væltet omkuld af en giga bølge, og vælter ind i min far, der senere fortæller min søster hvad der skete: "En klippe af fedt væltede mig!" Og det er så mig, hans datter, han taler om.

Hvordan kan jeg nogensinde acceptere mig selv, når min egen far ikke kan?