Jordemoderen har ikke en manchet der er stor nok og kan derfor ikke måle mit blodtryk

Når jeg skal have målt blodtryk hos lægen starter jeg altid med at sige, at de skal hente en større manchet, hvilket altid bliver mødt med "Neej, det behøver vi da ikke" for at de kan konstatere at jo, det behøver de (og så løber de rundt efter den, som hovedløse og lykkes sjældent med at kunne finde det). Indtil videre i denne graviditet (er 38 uger henne) er det endnu ikke lykkedes at få målt mit blodtryk ordentligt ved jordemoder, da hun ikke har en stor manchet, så jeg er blevet sendt ekstraordinært på fødegangen og til egen læge for bare at få taget blodtryk, som har vist sig at være helt normalt hver evig eneste gang.

Da jeg gravid var alle sundhedspersoner overbevist om at jeg havde forhøjet blodtryk fordi jeg var tyk

Da jeg var gravid skulle jeg have målt blodtryk rimelig ofte og da det to gange var blevet målt som lidt for højt blev jeg bedt om at blive tjekket af egen læge. Han målte det også til at være lidt højt, men så skiftede han blodtryksmåleren ud med en med en større omkreds så den sad bedre på min arm (som er tyk) og så viste den at mit blodtryk var normalt. Han fortalte mig at hvis måleren ikke sidder ordentligt kan den komme til at vise et falskt forhøjet blodtryk. Måtte gennem resten af min graviditet bede om en "speciel" blodtryksmåler hver gang og jordmoderen skulle ofte helt ud på gangen og bruge lang tid på at finde den frem og var derfor ofte irriteret indtil de målte og kunne se at det var rigtigt at mit blodtryk ikke var forhøjet. De mente bare at det nok var forhøjet fordi jeg er tyk.

Lægen blev vred og sagde jeg havde "for meget fedt i skeden"

Da jeg skulle have mit første barn, kunne lægen ikke finde ud af at undersøge mig ved 8 ugers-undersøgelsen. Han blev vred og sagde, at det var fordi jeg var tyk og havde "for meget fedt i skeden". Jeg måtte derfor tilses af en gynækolog i stedet. Jeg var meget skamfuld, men da jeg talte med gynækologen fortalte han, at man ikke kan have ekstra fedt i skeden, og at jeg bare var bygget sådan, at det var svært at komme til. Det var altså hverken min skyld eller grundet min tykhed, at lægen ikke havde kunnet finde ud af at undersøge mig. Under mine graviditeter fik jeg desuden udleveret et hav af brochurer om kostråd, skulle vejes konstant og alt handlede om mig og mine dårlige valg og ikke mine kommende børn.

Lægen mente jeg skulle tabe mig, så mit ufødte barn ikke skulle blive flov over mig

Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.

Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd

Jordemoder ved anden graviditet var meget nedladende og insisterede på at få mig i et forløb med en diætist, så jeg "kunne lære om ernæring". Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd. Jeg affejede hende til sidst med at jeg udmærket selv kan opsøge og håndtere viden. Hun spurgte ikke til spiseforstyrrelse, hvilket havde været langt mere relevant. Der var sat ca. 20 minutter af til undersøgelsen, de fem minutter med frem og tilbage om vægttab gik fra den samlede tid. Jeg ville ønske at jeg dengang havde kendt til udskamning af tykke og den ulighed tykke møder i sundhedsvæsenet.

Jeg følte mig så lille

Da jeg ventede min første søn skulle jeg testes for graviditetssukkersyge (det bliver alle gravide i Tyskland). Overlægen på diabetescenteret spurgte hvad jeg vejede før jeg blev gravid, og kunne rigtig nok konstatere at jeg også var '*vervægtig' inden graviditeten. Hun er overbevist om at jeg har sukkersyge før jeg er blevet testet, men for god ordens skyld tester de mig. Testen er negativ og lægen konstaterer skuffende at i denne omgang havde jeg ikke diabetes, men vil helt sikkert få det i fremtiden. I et forsøg på at gøre mig selv god i hendes øjne, siger jeg til hende, at jeg også gerne vil være sund, hvortil hun siger, at det jo også er langt mere attraktivt at være slank. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. På vej ud af døren siger hun, at nu skal jeg sørge for at spise noget morgenmad, men kun et rundstykke og ikke to. Når jeg fortæller historien, plejer mine tynde venner og familie bare at grine. Men jeg følte mig så lille...

Jordmoderen så jeg var tyk og antog jeg skulle have en epidural

Jeg oplevede at jordemødre ikke læste min fødselsberetning, men gik ud fra, at jeg, grundet min tykhed, ville have brug for en epidural allerede ved ankomst. En jordmoder virkede nærmest fornærmet over, at jeg grinte og sagde hun burde læse op på mit første barns fødsel.

Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på min spiseforstyrrelse - og mit BMI

Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på mine forskellige diagnoser, blandt andet en spiseforstyrrelse. Efter en scanning spørger en læge ind til, om jeg har nogle udfordringer i forhold til min spiseforstyrrelse, fordi det ofte er udfordrende med graviditet og øget vægt, kroppen forandrer sig osv.
Jeg fortæller, at det føler jeg ikke, nærmere modsat. Positivt. Lægen går så straks videre til at mit BMI jo er meget højt, så jeg skal jo lige tænke over hvad jeg spiser…

Jordemoderen gjorde et stort nummer ud af at min amning skulle lykkes så jeg kunne tabe mig hurtigt

Da jeg var gravid med mit første barn og skulle til jordemoder for første gang, var jeg udsat for en virkelig ubehagelig og traumatisk oplevelse fra jordemoderen. Hun gik meget op i at mit BMI var højt og sagde derfor blandt andet at det især var vigtigt at “hvis jeg var sulten spiste rugbrød og ikke flødeskumskager”. Hun gjorde også et stort nummer ud af at min amning for alt i verden skulle lykkes så jeg kunne tabe mig hurtigt efter fødslen. Alt dette fik jeg af vide uden på nogen måde at have spurgt efter råd eller vejledning omkring min vægt.

Da jeg nåede til fødslen valgte jeg en epidural, da anæstesilægen havde stukket mig i ryggen sagde han: “det var overraskende let at sætte blokaden, det plejer ellers at være svært hos o***vægtige”. Lige hvad man har lyst til at høre i en presset og sårbar situation. For mig var mødet med sundhedsvæsnet ifm. min første graviditet en utrolig sårende oplevelse, der tog alt fokus fra barnet og kun handlede om min vægt. Jeg blev sat i en kasse på baggrund af min BMI. Det var direkte medvirkende til en kraftig efterfødselsreaktion.

Jeg var gravid med mit første barn

Jeg var gravid med mit første barn, og skulle til en masse jordemoderundersøgelser, scanninger og glukosebelastning. Man kommer VIRKELIG i intim kontakt med sundhedssystemet, når man er gravid.... nå men jeg fik så en indkaldelse til "samtale" på sygehuset, hvor jeg skulle føde, og som BTW ligger en time fra hvor jeg bor. "Hmm en samtale, om hvad mon?" Der stod ikke noget i brevet. Det var noget ekstra ud over alle de obligatoriske ting, man render til. Pligtskyldigt mødte jeg op. Og fik en en-til-en "vejledning" i de 8 kostråd (der var kun otte i 2012) - et emne jeg i øvrigt selv underviser i, da jeg er naturfagslærer på SOSU-uddannelsen... Det var da lige meget, for når man havde et BMI over... 30 tror jeg, skulle man møde ind til en snak om kost og vægt. Sygeplejersken talte SÅ meget ned til mig. Det var med følelsen af "Du må jo være småtbegavet, siden du stadig er tyk" i øvrigt havde jeg en fantastisk graviditet, hvor mit blodtryk var spitzenklasse og der var ingen ødemer. Og havde det i øvrigt ret fantastisk. Så JA jeg kender GODT kostrådene, og NEJ jeg er ikke småtbegavet bare fordi jeg til stadighed er tyk.

Da jeg så blev gravid anden gang, og blev indkaldt til den samme fucking samtale, ringede jeg og sagde at jeg desværre var blevet syg. Damen i den anden ende, kunne godt høre det var løgn og latin, og blev fornærmet "det er jo bare et tilbud for at hjælpe dig" Jamen jeg ved godt de bare gør deres arbejde, men øv hvor er jeg træt af at bare være et nummer (et BMI i dette tilfælde) i sundhedssystemet.

BMI siger ikke en skid om din sundhedstilstand, men er blot en formel for forholdet mellem højde og vægt. Jeg underviser som sagt i naturfag for SOSU'er, og BMI er en del af pensum og fagmålene. Men jeg gør et ret stort nummer ud af at understrege at det blot er en formel og kun en ting blandt mange, vi kan bruge til vurdere vores egen, samt borgere og patienters sundhedstilstand.

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to. Jeg spiste sundt under graviditeten og gik tur 30-45 minutter dagligt. Jeg havde ikke haft nogle komplikationer under min første graviditet og en fødsel uden hjælpemidler. Min jordmoder som var meget erfaren var også tyk, hun syntes ikke min vægt var et problem. Men hun gik på pension og så overgik jeg til hospitalets jordemødre og fødselslæger. Fra første konsultation var min vægt på dagsordenen. På grund af min vægt, mente de at barnet måtte være for stort. Så jeg blev henvist til scanning. Scanningen viste at barnet var “normalstørrelse” - men så var det jo for småt i forhold til den forventede størrelse, så jeg skulle til endnu en undersøgelse for at se om barnet havde en hjertefejl. Undersøgelsen viste at barnet var helt “normalt”.

Men lægen mente stadig, at jeg skulle flyttes til et større fødested for de havde kun en kirurg “når jeg fik brug for et kejsersnit”. Da jeg fastholdt mit valg af fødested, så viste en fysisk undersøgelse pludselig at barnet vendte forkert. Jeg kunne vælge mellem et vendingsforsøg, som ville være meget svært og meget smertefuldt eller jeg kunne skifte til det fødested, som de gerne ville have mig på. Jeg valgte vendingsforsøget på det store regionshospital. Her blev jeg mødt af en gammel garvet fødselslæge, som allerede da han så min mave udbrød: "Det vender sgu' da ikke forkert.” Han undersøgte mig grundigt og konstaterede at alt var i fineste orden og jeg var klar til en helt “almindelig” fødsel.
Mit valgte fødested meddelte på det tidspunkt, at de ikke kunne lade mig føde der pga. min vægt. Jeg spurgte dem om med hvilken hjemmel de kunne nægte mig at føde der - alle parametre med undtagelse af min vægt var fuldstændigt “normale”. Det blev taget op på et hospitalsledelsesmøde, hvorefter jeg fik besked på at jeg kunne få lov til at føde der, men at det var mod hospitalets anbefaling og dermed på eget ansvar.
Jeg fødte på dette fødested - et sundt og rask barn - en vellykket fødsel igen uden nogen form for hjælpemidler. Fra veerne startede til baby var født gik der omkring tre timer. Jeg fik den gode trygge fødsel, som jeg ønskede med en jordemoder ved min side under hele fødslen.

De sidste seks uger af graviditeten blev fuld af bekymringer pga. et sundhedsvæsen, som ikke mener at tykke gravide kan være sunde gravide uanset hvad alle undersøgelser viser.