"Skinny shaming" er ikke det samme som tykfobi!

"When discussions about weight revolve around fat experiences, we thin folks can come up against some incredibly painful emotions when, in a move to share our pain in community, we are asked not to interrupt. When we are attempting solidarity by contributing our stories, we can feel that fat people are being divisive by leaving us out—or minimizing our very legitimate trauma.

But when we claim that skinny shaming is on par with fat shaming, or interject our (legitimately awful) stories into conversations about fat oppression, we’re crossing a line. We’re suggesting that this nuance—that fat people experience the world with more difficulty than we do in thin bodies—doesn’t exist.

Indeed, we’re furthering fat stigma by diminishing it."


Tykfobiske medier

I efteråret 2018 udgav USA Today Travel en absolut tykfobisk video, som vejledte folk i hvad de skulle gøre hvis de blev placeret ved siden af en tyk person i flyet. Et af rådene var:

"If you can, discreetly take pictures. Include them with your complaint. If the airline doesn’t respond appropriately, post your pictures on social media."

At flyve når, man er tyk, er i forvejen en forfærdelig oplevelse, ikke mindst fordi selskaber konstant laver deres sæder mindre for at få flere mennesker ombord. Men at tykke bliver brugt (uden deres viden og samtykke) som en reklamation, er dog alligevel en ny form for meget offentlig, dehumaniserende og ekstremt diskriminerende behandling.

Læs her hvorfor denne video og dette "råd" er et typisk, men grelt, eksempel på de oplevelser, tykke mennesker har i en tykfobisk verden.

Andrea Storgaard Broks 8. marts tale

Andrea Storgaard Brok var en af initiativtagerne til FedFront for godt 2 år siden, og vi har siden da nydt godt af et konstruktivt samarbejde med en af de allersejeste kropsaktivister nogensinde. Læs her Andreas tale fra 8. marts på Kapelvej 44. Og gå på opdagelse i FedFronts posts fra september 2018, hvor Andrea lavede page take-over og postede om skønhedshierarkier.

“This is a text version of my speech for the 8th of march this year <3

Happy 8th of march!
The following will be about beauty, body activism, what place I think it has in feminism and some of the unfortunate developments in bodyactivism that we as feminists have to be aware of. The reason that I decided to talk about this tonight is that I often experience many different interpretations of what bodyactivism is, and I’d like to kind of set the record straight tonight by underlining what feminist, socialist body activism is, as opposed to the commercial bodypositivity movement. This is important because bodypolitics desperately need to be integrated into other types of politics, like health politics and economics for example, and the way I see it, in order for the left wing feminists to do that, to really integrate bodypolitics into our general politics, we need to understand the structural consequences that come with having deviant bodies, and not just interpret bodyactivism as something that has to do with promoting self-love.

First I’d like to talk about the bodypositivity movement and why it is important to be critical of it. The bodypositive movement as it exists in its current form is a movement that focuses on promoting bodylove for people who deviate from body norms or who don’t have bodies that are represented in the mass media. The body positivity movement has created representation for many types of bodies.This in itself is quite a lovely goal to have as a movement, but the execution of these ideas and goals unfortunately often end up reproducing norms of beauty and in a way it reestablishes and legitimises the focus on beauty and looks.
This focus on beauty and looks is reestablished when many of the activists from the body positive movement insist that everyone is beautiful. This is quite a central thing in the movement; the understanding that everyone is beautiful. We see it on social media; body positive activists with more or less deviant bodies, posing and setting up photo shoots along the same aesthetic lines of mainstream media, and continuously promoting the message that beauty is important and that everyone deserves to be beautiful. This is a reproduction of not only the conventional standards of beauty, it is also a reproduction of beauty as a marker of value. So essentially when we keep saying that everyone is beautiful we keep underlining beauty as something that is important, beauty as something that we should all strive to have.

I ask, rhetorically; if everyone is beautiful, does that mean that beauty is not part of a structure and does that mean that the capital and privilege that comes with being beautiful is granted to everyone?
Because surely, if we’re all beautiful, we all have equal access to beauty privilege.
The answer to that rhetorical question is; no, beauty is part of a structure and some people are conventionally beautiful and are granted privilege and capital because of that beauty, whilst others who are not considered beautiful do not have access to the same capital and privilege.
In this way, the problem with body positivity is that it more often than not fails to acknowledge the hierarchies of beauty that exist, and it fails to acknowledge that these hierarchies help in protecting the structures of inequality. The hierarchies of beauty interact with symmetry, fatness, ableism, racism, class and gender, and I believe that combatting these hierarchies is not something we can do by accepting that beauty should continue to be something that makes people valuable. In other words, if we accept the premise that beauty is something to strive for, we remain active in a system that produces hierarchies and structures of inequality.

Another problem with the bodypositive movement is its focus on individuality; the people who take the most space in the movement are primarily concerned with preaching individual self-care and body love, rather than focusing the attention towards community building and politics of the body. Promoting individualism over community is a central tactic of neoliberalist ideology, which is the ideology of free-market capitalist society that focuses on individual gain and making people compete against each other, rather than focusing on collaboration and communal strategies. These are all fancy words, essentially what I am saying here is that our bodyactivism should be community based and not focused on the individuals search for self-love. If we keep focusing on the individual search for self love we lose sight of what the fight is really about, which is fighting against structural inequality.

Does this mean that people shouldn't feel good about themselves and their bodies? No of course not. It's great when people like themselves and they should keep doing that, especially if they do not comply with body and beauty normativities. However, it’s also important to know that not everyone can like or love themselves.
What I am saying here is, that the selflove of the individual is not what body activism is about. Or at least, it is not what body activism should be about.
So what should body activism be about?
If we remove our focus from trying to make everyone feel beautiful, we uncover many systems of oppression, of inequality, that have to do with bodies that deviate from the norms, which are often bodies that are considered less beautiful and do not hold the privileges of beauty. There are many examples of how deviant bodies are systematically excluded, dehumanised, desexualised, fetishised and pathologised.
In the healthcare system, for example, fat people, people of color, people with functional variations and trans and queer people with bodies that deviate the norms are stigmatised and pathologised to a point that has created significant health inequalities.
On the job market, we see a similar pattern; the bodies that fit the norms are the ones that get the jobs.
In the social arenas, also within feminist spaces, deviant bodies are still picked last for gym so to speak, and people whose bodies are not normative are excluded from various social activities.

The consequences of these various exclusions are economic and social and health-related.
These structures of exclusion are what body activism should focus on, and I think one way of approaching that is being aware of how beauty interacts with all these things. Body activism should not be trying to broaden the scope of what is considered to be beautiful; that would be counterproductive because making everyone feel beautiful does not change the fact that people who are not considered beautiful outside of feminist or bodypositive space are still subjected to oppression.
instead body activism should challenge the idea that beauty is important and work against the acceptance of beauty as capital. Because as it stands right now, beauty is capital, being beautiful gives you access to economic, social and health-related privileges, and that is something we can definitely work against.

In summation, beauty is a marker of value that needs to be broken down rather than enhanced; when we say that everyone is beautiful we neglect the people that are subjected to oppression because they do not comply with beauty norms.
It is no one's duty or right to love themselves and their body, but it is everyone's duty to acknowledge that bodies exist in hierarchies of beauty and that those hierarchies have very real consequences for peoples access to different spaces and services.
Our activism and our feminism is not what we buy and it is not how good we look, our activism and our feminism is what we do and when we do it right we do it together, and we do it with a focus on the collective rather than on our individual gains. Our feminism is what we do with aggressive love for our communities and our feminism should not be beautiful. In other words, our feminism should be ugly and over the top.


Tak for en fantastisk kampdag! ✊✊✊

Det er en berusende følelse at stå sammen med alle, som ønsker frihed og lighed i en verden, som er opdelt i socialt konstruerede hierarkier.

Hermed en liste over 10 krav fra Trans People Against Pathologization, som FedFront støtter op om:


FedFront har også et krav. Vi kræver at tykke transpersoner ikke behandles anderledes end andre transpersoner. Sygeliggørelsen af tykhed og sygeliggørelsen af transkønnethed er et ubærligt overlap af andetheder i det danske sunhedsvæsen.

Feministisk kampdag

Om få dage er det 8. marts. Den feministiske kampdag. FedFronts vigtigste ærinde at råbe vores medfeminister op og få tykaktivismen inkluderet i den generelle feminisme og wokeness.

Tykke mennesker møder strukturel modstand hvor end vi færdes. Slanke mennesker råber ad os på gaden. Lægen tager ikke vores symptomer alvorligt. Vi bliver i meget mindre grad inkluderet på arbejdsmarkedet end slanke mennesker. Vi deseksualiseres eller hyperseksualiseres. Tykhed og repræsentation i film og TV reduceres til enten komiske eller tragiske stereotyper.

Tykke mennesker er mennesker. Vi kæmper for ligestilling, ligeret, lige adgang til de gængse rum, mennesker indgår i.

I marts vil vi poste eksempler på forskellige typer tykfobisk strukturel modstand.



Om ufarlig kropspositivitet og ligegyldig kærlighed

v/ Jordemoder og sexolog Camilla Tved
Instagram: @CamilllaTved

Begreber som kropspositivitet og selvkærlighed fylder meget i mit instagram feed. Det skyldes at jeg følger privat praktiserende behandlere, som på forskellig vis arbejder indenfor mine fag og for mange af dem er kropspositivitet et hovedbudskab.

Selv har jeg det svært med den slags ord. Isoleret set er de jo udtryk for noget fint og kan give mening i bestemte sammenhænge - Man skal ikke undervurdere betydningen af at normbrydende grupper kan styrke repræsentationen, fejre alt for længe bortgemte kroppe, dyrke udskammede seksualiteter og møde hinanden i fællesskaber på medier som instagram.

Men kropspositivitet bruges også i flæng i den brogede verden af private behandlere hvor jeg selv huserer og der får det andre fortegn. Kropsterapeuter, massører, terapeuter, ”alternative” behandlere, personlige trænere, diætister og vægtkonsulenter lever af at sælge håb og drømme om at noget kan blive…(mindre/tyndere/rarere/lettere /smertefrit/smukkere/mere sammenhængende) – Bedre.

At ville have det bedre er en ærlig sag, men det at langt de fleste behandlere er dybt dedikerede og fagligt kompetente mennesker, der brænder for at gøre en reel forskel i folks liv med det ”bedre” de nu kan tilbyde, ændrer ikke på at deres ”bedre” helt enkelt samtidig er en vare. Det ér business og selvom jeg i god selvhøjtidelig fagsnobberi-stil synes at det, jeg laver skam er en meget seriøs business, så er også sundhedsfagene på godt og ondt en del af det omgivende samfund som skitseret i mine tidligere posts.

Samtidig er det et faktum at både wellness-branchen og diætkulturen har fået et stort overlap til mine fagområder og jeg kan derfor ikke ikke forholde mig til hvilke normer og værdier der er på spil ovre i ”bedre”-branchen.

I dag er det at få det ”bedre” uvægerligt synonymt med mere sundhed. Samtidig er sundhed for de fleste af os lig med skønhed og i et kapitalistisk samfund forbindes både skønhed og sundhed med noget, der har kostet. Kostet penge, kostet indsatser, koster sved, kostet mængder af energi og kontrol.

Faktisk har det absurd nok dermed ofte kostet sundhed i og med at de indsatser der skal til for at passe ind i samfundets skønhedsnormer kan være hårde for krop og psyke: Diæter, overdreven motion, kirurgiske indgreb, hudblegende cremer, økonomiske byrder mv.

Uanset hvad man mener om diæter og begrebet ”sund kost” i øvrigt, så er det en vigtig detalje at det faktisk er dyrt at leve ”sundt” – økologi, mængder af frugt og grønt, køkkengrej, dyre niche madprodukter, sociale ressourcer til at indhente viden og planlægge, tid til motion.

Skønhed og sundhed er dermed blevet eksklusivt.

Nu ville det jo være dårlig business hvis det blev for eksklusivt – for så taber folk modet og skræmmes væk. En måde at sælge drømmen om ”bedre” på kan være at pakke den ind i kropspositivitet og det handler helt enkelt om at det lyder appellerende, gør sig godt på sociale medier og spiller på det ønske som mange har om at have det godt med deres krop.

Kropspositivitet sælger kort sagt, men det sælger fordi det har en modpol. For at ville have det bedre skal man have det dårligt, for at ville betale for at lære at elske sig selv må man jo hade, for at ønske sig noget godt er man nødt til at have det dårligt.

Det er ét perspektiv på kropspositivitet, men det skal ses i sammenhæng med et andet, hvor selv- og kropskærlighed bruges af en masse velmenende mennesker, som prædiker kropspositivitet uden at ville gøre de indsatser der skal til for at gøre begrebet reelt. Hvis man som behandler skal være positiv overfor kroppe, der ikke ligner én selv, er man nødt til at lægge et stykke refleksivt arbejde i det og ikke bare tænde en røgelsespind og råbe elsk dig selv på sociale medier. (Alternativt svarer det til at insistere på at man er farveblind og ”ikke ser hudfarver men kun mennesker”. Sagde ingen brune mennesker nogensinde vel? Nej, præcis.).

Her kan det være godt at vide noget om historien bag begrebet kropspositivitet. Det udspringer nemlig af en helt anderledes radikal bevægelses bedrifter. Det kan man læse lidt om her: https://www.bustle.com/…/170978-11-influencers-discuss-the-…, men De Tykkes Befrielsesfront og FedFront har også skrevet om det på dansk. (Jeg synes det kan være værdifuldt at supplere med især amerikanske tekster fordi de ofte belyser sammenhængen mellem kolonialisme, racisme og vægt. En central pointe!)

Selv for en tynd-hvid-middelklasse-sundhedsuddannet-næsten-akademiker-type som mig er det svært at overse det åbenlyse i hvor ufarligt et begreb kropspositivitet er. Min instagram skærer det ud i pap hver dag: Kropspositivitet er hvide kroppe, slanke kroppe, smidige kroppe, det er funktions-dygtighed og stærke gener, det er makeup, tid, det er røgelse og yogatøj til en månedsløn, det er ciskøn, det er heteronormer.

Kort sagt overskud med et pift af ressourcer og et drys af privilegier på toppen. Kropspositivitet går efter individet og ”tag dig sammen”, det går efter den dårlige samvittighed og selvhadet, det går efter dig. Det er det som gør det ufarligt. Kropspositivitet er en trend på et marked styret af økonomiske interesser og selvom den trend utvivlsomt har sine lyspunkter og små positive sideeffekter, så har den - som alle andre trends - de allerede privilegerede i fokus. Dermed kan kropspositivitet ikke for alvor angribe strukturer eller udstille social ulighed, den kan kun angribe ”dig selv’er”.

Men det er nu engang ikke tykke mennesker, der har lært sig selv at hade sig selv, det er ikke brune mennesker, der hver især har fundet på at brune tykke mennesker er mindre værd end tykke hvide mennesker, og at tykke kvinder kan feticheres efter behov og kasseres efter behov, at tykke mænd kan enten afseksualiseres eller tillægges bestemte perversiteter på grund af deres størrelse, at tykke tillægges dovenskab og karaktersvagheder, som bruges hensynsløst i den stadigt mere hadske retorik mod arbejdsløse og syge. Der er større ting på spil her og al kropspositivitet og selvkærlighed i verden kommer ikke til at gøre en forskel. Hvis du vil læse lidt mere om dette så synes jeg denne her var skarp: http://www.themilitantbaker.com/…/why-ive-chosen-body-liber…

At have en normkritisk praksis indebærer mere end at udpege normer. Det er også at stille krav og udfordre – ikke individer – men magtstrukturer. Det kan sprog være en del af og ord som tykpositiv, normbrydende kroppe og kropsbefrielse bliver i den sammenhæng vigtige redskaber til i det små at skubbe til stereotyper og udfordre tankegange, men ikke mindst så sætter en normkritisk tilgang nogle helt andre rammer, hvor der kan stilles krav om mere grundlæggende strukturelle forandringer.

I forlængelse af alt det her med kropspositivitet og selvkærlighed ligger en anden indgroet sandhed. Det er den der med, at hvis ikke man elsker sig selv, så kan man ikke elske nogen andre. Og hvis ikke man ser på sin krop i spejlet og får lyst til at knalde med sig selv, så er der nok heller ikke nogen andre der gør det. Kender I den? Den skal vi pille fra hinanden i næste uge hvor det handler om sex.


Fertilitetsbehandling og graviditet

v/Jordemoder og sexolog Camilla Tved

Det her er et stort område at dække i en enkelt facebook-post, der er stof nok til en meget lang bog og mindst 5 dokumentarprogrammer men nu tager vi lige et par overskrifter på de enkelte områder.
Fertilitetsbehandling. Jeg laver i øjeblikket interviews til min master om queerseksualitet og fertilitetsbehandling og allerede efter det første interviews gik det op for mig, at der var en faktor jeg havde undervurderet betydningen af. I Danmark stiller man krav til BMI som betingelse for fertilitetsbehandling i det offentlige, angiveligt fordi BMI +35 forringer muligheden for at opnå graviditet, øger risikoen for spontan abort, samt komplikationer under graviditet og fødsel.

Udover det problematiske i overhovedet at benytte en så upålidelig faktor som BMI, så er det problematisk ikke at tage udgangspunkt i en samlet helbredsvurdering. En undersøgelse fra DR i 2018 viste desuden at BMI-grænsen for hvornår man tilbydes behandling tilmed svinger afhængigt af geografi med op til 20 kg, hvilket blot understreger den noget tilfældige (og kunne man gætte følelses- og kulturprægede) tilgang til hvem der vurderes egnet til behandling.

Et samkønnet par i fertilitetsbehandling som jeg fornylig interviewede til min master fortæller her om deres møde med BMI som gatekeeper:

a)”Vi fik udleveret en hel bog der hed ”overvægt og graviditet” og i den stod der at ifht. graviditet så handlede om at det at være tyk kunne påvirke ens cyklus så man fik svært ved at blive gravid. Men min cyklus er helt skarp på 28 dage og har altid været det, men det var der bare ikke noget snak om…det var bare ”Du er tyk”…”BMIet skal ned”. Bom. Det ramte mig megahårdt”

b): ”Det er det mest påvirket jeg overhovedet har set dig i hele det her år med insemination og ivf. det har været langt det hårdeste undervejs. Bagefter sad du bare og hang på mig og græd. Og jeg var så rasende… Og så gik jeg hjem og fandt alle de videnskabelige artikler jeg kunne og ingen steder stod der noget om infertilitet hvis man havde regelmæssig cyklus. Ingenting om vægt! Jeg var så vred”

Tilgangen i fertilitetsbehandlings-sektoren forstærkes sandsynligvis i graviditets- og fødselssystemet, hvor der nu sættes ekstra fokus på risikotænkningen fordi helbreds- og risikovurdering nu også omfatter det ufødte barn. BMI, og nogle gange alene den fysiske krop, det vil sige antagelser om et bestemt BMI og dermed et bestemt helbred, bliver stærkt regulerende for hvilken behandling man som tyk gravid tilbydes. Første kontakt med sundhedsvæsenet er typisk med praktiserende læge som også er den der visiterer til jordemodersystemet på det lokale hospital, men her hører jeg ofte om en bekymrende uigennemsigtighed hvor tykke gravide fortæller om e-boks indkaldelser til noget de ikke ved hvad er: ”Pludselig sad jeg og talte med en diætist. Jeg anede ikke hvorfor jeg var indkaldt, eller hvad det var jeg mødte op til og jeg blev så vred og ked af det bagefter”.

Jeg kender ikke til specifik forskning i dette og tilbuddene på landsplan varier fra region til region, og således beskriver jeg her alene ud fra mine egne oplevelser. (Jeg hører meget gerne fra jer, som har erfaringer omkring dette, I har lyst til at dele i kommentarsporet eller via pb).

Udover at de gravide i disse tilbud tilsyneladende oplever en tilgang og en kommunikation, som åbenlyst gør dem ubehagelig til mode, så er der tvivlen om hvorvidt et tilbud reelt er et tilbud: Ér det egentlig frivilligt at møde op til diætist-samtaler, glukosebelastning eller hos specialuddannede jordemødre i særlige kost og motions-forløb? Hvad sker der hvis jeg ikke gør? Synes de så jeg er en dårlig mor? Kan det påvirke hvordan jeg gerne vil føde? Og her er svaret entydigt: Ja, det er et tilbud. Nej, du skal ikke møde op. Nej, i princippet må det ikke påvirke noget. Det er helt sikkert at de i sundhedsvæsenet synes, de har rigtig gode grunde til deres tilbud og gerne underbygger det med bunker af evidens, men det ér frivilligt og det ér bare et tilbud – også selvom de glemte at sige det.

DR syd lavede sidste år en artikel om hvordan tykke gravide mødes af systemet og den bekræfter desværre mine egne erfaringer : https://www.dr.dk/…/gravide-kede-af-jordemoedres-vaegttyran….

Et særligt ”sprogligt jordemoder-greb” jeg også ofte hører refereret fra tykke gravide (samt andre minoriteter, hvor systemet ønsker specifikke livsstilsændringer) er at jordemoderen benytter en vending som: ”Jeg vil jo bare gerne være advokat for dit barn, det er jo mit ansvar i det her ikke?”. Det er en sætning, som jeg tænker dels er ment til at gøre følelsesmæssigt indtryk på den gravide (ved at spille på bekymringen for barnet), men samtidig også skal afbøde et socialt ubehag hos jordemoderen ved i en direkte dialog at kommentere på et andet menneskes krop og livsstil, noget som kulturelt betragtes som ømtåleligt (Det her er ikke personligt ment, det handler kun om min faglig omsorg for barnet). Det er samtidig en sproglig tilgang som bygger på en ide om at man kan adskille barnet fra den gravide krop, en tilgang som jeg generelt finder problematisk, men det er en anden historie som fører for vidt at gå yderligere ind på om end den er særdeles relevant i forhold til netop tykke gravide.

Ekstern Lektor ved kønsstudier på Lunds universitet og PhD stipendiat Bolette Frydendahl Larsen fulgte i 2009 i alt 26 jordemoderkonsultationer for at se på hvordan jordemødre gav kategorier som køn, klasse, etnicitet og race betydning i mødet med de gravide. Ikke overraskende viste studiet at vægt og livsstil spillede en stor rolle, ikke mindst i samspillet med de andre kategorier. Frydendahl viser således eksempler på hvordan fordomme, antagelser og stereotyper er en integreret del af fagligheden. Det er der for så vidt ikke noget overraskende eller kontroversielt i eftersom sundhedsvæsenet jo er en del af et omgivende samfund. Imidlertid konkluderer Bolette Frydendahl også at jordemødre netop derfor har potentiale til faktisk at bidrage væsentligt til en øget ligestilling og positive forandringer, men at dette i givet fald kræver en indsats fra jordemoderprofessionens side. En forkortet version af artiklen kan ses her: http://www.jordemoderforeningen.dk/…/faglig-indstik-respek…/

Artiklen ”Fat-shaming the pregnant: How the medical community fails the overweight moms” fra Huffington Post har set kritisk på hvordan tykke gravide mødes i det amerikanske sundhedssystem. Konteksten er her et helt andet system (hvor bl.a. læger spiller en langt større rolle i graviditet og fødsel og hvor mange sundhedstilbud koster penge), men mange af konklusionerne i artiklen er ikke desto mindre i mine øjne fuldt overførbare:

“Study after study finds that heavy people are routinely treated worse than normal-weight patients in doctors’ offices and that this discrimination can directly contribute to many of the diseases that we associate with obesity, such as heart disease and stroke, as well as mental health conditions such as depression and anxiety disorders”
Artiklen som er meget velunderbygget og kommer godt omkring emnet kan læses her: https://www.huffingtonpost.com/…/fat-shaming-pregnant-overw…

Hvis du overvejer at blive gravid eller allerede er det så er her 5 gode råd at huske på:

• Du har krav på forklaringer og gennemsigtighed i systemets ræsonnementer og vurderinger
• Du må gerne bede om betænkningstid ifht ”tilbud” og du må gerne takke nej
• Du har ikke pligt til at veje dig eller oplyse vægt hvis du ikke vil
• Overvej at tage en ven og støtteperson med (udover evt partner/e)
• Du har (også) krav på at personalet taler ordentligt til, og om, dig. Foreslå gerne personalet bestemte ord og vendinger du foretrækker
• Det kan være en god ide at forberede sig i graviditeten og teame op med venner, netværk eller grupper hvor du kan sparre og ventilere undervejs. Det kan være ensomt at bryde normer og stå igennem når man møder stigma og marginalisering, og man skal ikke være ensom når man er gravid og bygger familie. Eller nogensinde (Hjerte). For i modsætning til BMI så er ensomhed og minoritetsstress faktisk usundt
• Søg kilder og videns ressourcer på sociale medier hvor du føler dig spejlet, repræsenteret og respekteret. Visuel spejling og repræsentation gør en forskel og bekræfter dig i at du er et menneske – ikke et bmi.

Det var lidt om et par af de store linjer på området for fertilitetsbehandling og graviditet. Onsdag skal vi se videre på hvordan det så ser ud på fødselsområdet.

Følg også Camilla Tved på Instagram: https://www.instagram.com/camillatved/