De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med

in , , ,

Jeg har altid været tyk og allerede fra Børnehaveklassen kan jeg huske, at der var et tydeligt hierarki i klassen. De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med og man blev derfor ofte holdt udenfor. Som tyk kunne man blive inkluderet lidt, hvis man var god til noget fagligt eller hvis man sluttede sig til nogle af de stærke i klassen og indvilligede i at være deres “hjælper”. Man vidste dog aldrig hvornår man igen ville blive udstødt eller latterliggjort.

Pludselig var jeg forkert fordi jeg var den eneste tykke i familien

in ,

Jeg er opvokset i en tyk familie, og har blandt dem ikke følt mig særlig forkert med min krop. Men da jeg blev teenager, så gik de allesammen på kur. Mine forældre ændrede sig totalt og gjorde ting de tidligere selv havde synes var forkerte.

Min mor begyndte til Vægtvogterne, og jeg kan huske jeg allerede der følte mig lidt.. forrådt? Hun forsøgte mere og mere at pålægge mig hendes nye livsstil. Hun ville også have at jeg skulle rose hende for hendes vægttab, det synes jeg var svært.. Et barn vil selvfølgelig gerne støtte sin mor i at "blive glad"?

Jeg glemmer aldrig, at mine forældre en dag "indkaldte" mig til en alvorlig samtale i stuen. “Vi synes du skal tabe dig”, sagde de. Jeg blev så vred! Jeg er tyk, og hva så? Hvorfor er det nu pludseligt et problem? Jeg sagde det ikke, men gik i stedet min vej. Jeg følte ikke længere at jeg var okay i mine forældres øjne, og det føltes som et kæmpe svigt. Det var en konflikt vi blev med at have i den tid jeg boede hjemme. Mine forældre forsøgte at lokke mig med penge eller nyt tøj, når jeg havde tabt mig en vis mængde kilo. Og jeg endte tit med at gå med på det, fordi som de altid sagde: så var det jo for mit eget bedste. Det gør stadig ondt, at de i mine teenageår fokuserede så meget på, at jeg var forkert. Fordi jeg pludseligt var den eneste tykke i familien.

Jeg oplever tykfobi alle steder

in , , , , ,

Jeg har oplevet at dates spørg hvorfor jeg ikke fortæller jeg er tyk, i stedet for at “skjule” det, før en date, som de siger; de skal nok finde ud af det.

Jeg oplever at sundhedsvæsnet bagatelliserer mine kropslige smerter fordi jeg er tyk, med netop den begrundelse, i stedet for at tage mig seriøst. Har også fået at vide jeg er depressiv på grund af at jeg er tyk.

Jeg har oplevet at folk på gaden råber “fatty fatty” efter mig, og at folk råber af mig fordi jeg er på McDonalds, som om de ikke selv sidder med selv samme mad.

Jeg oplever at folk sætter tyk lig med at være klam og mindre værd, selv kendte mennesker tyr til denne form for udskamning på deres sociale medier. En amerikansk sanger, jeg lyttede til (ikke mere efter det), begyndte at udgyde denne tykfobi på sin Instagram.

Jeg oplever at skulle kæmpe hårdere for at opnå de samme karrieremål, som mine tyndere counterparts. De bliver givet flere muligheder da de er mere konventionelt attraktive.

Jeg var hendes tykke veninde

in

Jeg havde engang en veninde som kunne komme med ret vilde indirekte bemærkninger om min krop. Kan huske at hun engang var ude i en længere fortælling om, hvor smuk hun synes jeg var efter hun havde lært mig at kende. Hvilket sådan lige til at starte med virkede som et kompliment, men når man vender og drejer det, så er det jo bare en sviner. Kan også huske at hun engang var ked af, at hun havde taget nogle kilo på. Og jeg lyttede og anerkendte, men efter et stykke tid, så sagde jeg, at det faktisk også gjorde mig ked af det. Fordi jeg var tyk, betød det så at hun ikke synes jeg var god nok? Neeej, sagde hun. Det var jo mig og min krop. Så sagde jeg lidt udfordrende: Jamen, hvis du synes jeg er okay og smuk, hvorfor kan du så ikke rumme at du tager et par kilo på. Så blev hun faktisk sur. Fordi hun var jo tynd og derfor var det svært for hende, at tage på. Det var ret tydeligt, at jeg var hendes tykke veninde. Og på en måde i en anden kategori end hende. Det gjorde ondt. Vi er så heller ikke venner mere. Kunne ikke blive ved med at holde ud, at blive talt ned til. Selvom det var ret subtilt, og aldrig direkte, så er det helt tydeligt alligevel.

Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

in , , , ,

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.

"...men du er jo tyk!?"

in ,

Min kollega blev vred på mine vegne over, at jeg ikke blev spurgt om jeg ville arbejde hjemmefra under corona-pandemien. Jeg troede først det var ud af sympati for, at jeg gerne ville og at det ville gøre min hverdag lettere. Men da vi talte om det sagde hun, "Jamen, du er jo særligt udsat fordi du jo ikke er det mindste menneske i verden." Da jeg spurgte hende om hun kendte noget til min kropsfunktion og sygdomshistorie så hun underlig ud i hovedet og svarede "...men du er jo tyk!?"

Han kunne bare ikke tænde på tykke kvinder

in ,

Jeg datede en fyr, men måtte tage en pause fordi jeg gik igennem nogle svære personlige ting. I denne periode tog jeg en del kilo på. På et tidspunkt genoptog vi kontakten, og det stod meget hurtigt klart for mig, at han ikke længere ønskede at have sex med mig. Han begyndte også at blande sig i, hvor meget jeg spiste, og spurgte hele tiden ind til mine vaner omkring træning. Når vi spiste sammen gav han mig meget små portioner og begyndte at arrangere aktive dates. Det irriterede mig og gjorde mig meget ked af det, og jeg følte det var grænseoverskridende, at han blandede sig på den måde. Desuden fandt jeg det mærkeligt, at han behandlede mig anderledes end før. Han var mindre respektfuld. En aften havde vi været sammen med nogle venner, deriblandt min meget slanke veninde. Han kommenterede meget på hendes krop og sagde, at man sørme godt kunne se, at hun dyrkede så meget yoga. Efter det spurgte jeg ind til vores manglende sexuelle liv, og han sagde, at han bare ikke kunne tænde på tykke kvinder. Jeg sagde, at jeg jo bare var mig og stadig den samme. Jeg brød med ham, men siden dengang har det siddet i mig, hvordan min tykhed kunne afgøre mit værd som menneske i andres øjne.

Respekt er en by i Rusland, når man er meget tyk

in ,

Respekt er en by i Rusland, når man er meget tyk og folk har ingen problemer med at svine én til, både folk man kender og vildt fremmede. Beder man dem om at lade være med det, så får man bare et svinsk svar retur. Jeg orker ikke at have nogen former for konfrontationer med folk over noget mere, for deres eneste reaktion er en tilsvining og nedgørelse af mig, som med det samme handler om min tykhed.

Jeg er stoppet med at hjælpe folk

in

Jeg har altid været meget tyk, lige siden 5-års alderen faktisk. Jeg har dog altid været både klog og kvik. Desværre er det sådan, at jo større man er, jo mindre bliver man regnet for at være og når man når min størrelse, så regnes ens intelligens for ikke-eksisterende.

Jeg har været igennem det ene frygtelige forløb efter det andet hos kommunen, det er først for små 10 år siden, at det endeligt lykkedes mig at få tilkendt førtidspension. Knap 24 år i kontanthjælpssystemet, og diverse andre nedværdigende ting, har givet mig ufatteligt mange ar på sjælen og flere alvorlige psykiske diagnoser. Det har dog også givet mig en meget stor viden om systemet, herunder psykiatrien, hvad man skal og ikke skal gøre, når man er underlagt jobcenter og sagsbehandlere og hvor meget magt ens praktiserende læge, rent faktisk har, hvis vedkommende er villig til at gå ind i kampen mod systemet.

Jeg møder ofte folk, som af en eller anden grund er kommet ind i systemet og jeg har ofte prøvet at hjælpe dem, ved at give dem råd og vejledning. Det er jeg dog stoppet totalt med, for jeg fandt efterhånden ud af, at folk overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Folk jeg gav råd, kunne ugen efter sidde og fortælle mig ting som var helt forfærdelige, f.eks. at de havde fået fjernet deres kontanthjælp. De fattede ikke hvorfor det var gået så galt for dem og anede ikke hvad de skulle gøre. Alt det på trods af jeg jo rent faktisk havde brugt mange timer på at forsøge at hjælpe dem og give dem råd og vejledning. En hjælp som åbenbart var gået ind af det ene øre og direkte ud af det andet.

Jeg blev så småt klar over at det også gjaldt stort set alle andre ting, som jeg snakkede med folk om og det blev mere og mere klart at det simpelthen er fordi folk ikke regner mig for at vide noget som helst, på grund af at jeg er meget tyk. Jeg kunne sidde sammen med 4-5 andre mennesker og når jeg sagde noget blev der ikke reageret, men sagde en af de andre det samme, så blev der hørt efter med det samme.

Jeg er nu stoppet totalt med at ville hjælpe andre, for jeg gider ikke bruge tid og energi på det og siger nu bare ja ja eller lignende, når folk fortæller noget. Jeg har kun kontakt til min mor og ellers så er jeg 100% alene i denne verden, de venner jeg havde, er lige så stille forsvundet, efterhånden som jeg blev tykkere og mere syg. Men min forstand er mere klar end nogensinde. Jeg ville kunne hjælpe mange med mangt og meget, men folk kan i den grad sejle i deres egen sø og jeg gider ikke høre på eller om deres problemer mere.

Voldtægt

in , ,

Jeg var på studietur med mit uni-hold. En aften er vi i byen og jeg og en mandlig studiekammerat følges hjem til vores hostel. Vi havde snakket sammen flere gange i løbet af studietiden og kendte hinanden forholdsvis godt. Vi kommer til at snakke om voldtægt og hvordan det er noget kvinder ofte frygter når de går alene i mørket. Min studiekammerat ytrer på et tidspunkt, i en omsorgsfuld tone: “Det er jo heldigvis ikke noget du skal bekymre dig for, du ved… med din krop”. Jeg var helt paf og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Stemningen blev akavet og jeg fandt på noget der kunne føre samtalen i en ny retning.

Jeg oplevede aldrig at nogen var romantisk interesserede

in , ,

Som teenager oplevede jeg aldrig at nogen var seksuelt/romantisk interesserede i mig eller f.eks. spurgte mig om der var nogen jeg var interesseret i - det var ligesom besluttet at det lå uden for mit mulighedsfelt. Jeg endte endda med at blive en slags neutral datingrådgiver/samtalepartner for drengene ift. de andre piger. En enkelt gang spurgte jeg til en fest en af mine drengevenner om han ville danse, han reagerede nervøst og pointerede kraftigt at vi jo altså bare var venner.

Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen

in ,

Da jeg var teenager kunne jeg ikke passe det tøj som mine jævnaldrende kammerater købte. Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen når jeg var sammen med veninder. Jeg skammende mig frygteligt over det og fandt på løgne for at dække over det, så jeg ikke skulle fortælle dem hvilken størrelse jeg brugte. Jeg måtte gå i dametøj fra genbrug og i ellers shoppe i dametøjsbutikker. Når jeg var på shoppingtur var jeg altid bange for at vi mødte nogen jeg kendte fra skolen. I mit dametøj lignede jeg en voksen og blev pludselig behandlet som en sådan i flere sammenhænge.

Jeg skal være i kontrol når jeg bevæger mig

in ,

Jeg er sikker på at andre mennesker dømmer mig som doven, ulækker, dum osv. hvis jeg ikke fremstår stærk, atletisk og i kontrol når jeg bevæger mig. Så hvis jeg f.eks. deltager i noget, hvor det er nødvendigt man sidder på gulvet, er jeg altid hyperfokuseret når jeg skal sætte/rejse mig. Jeg er meget bevidst om at jeg skal få det til at se så elegant ud som muligt.

Soft ice

in ,

Jeg var til min nieces barnedåb og min far besluttede sig for at bruge hele eftermiddagen på at tjekke hvor mange gange jeg var oppe at tage soft ice. Han blev ved med at komme med kommentarer såsom "nå, skal du nu have en til". Ham og min mor begyndte på et tidspunkt at diskutere hvem af dem jeg mon havde det fra. Det var så pinligt at skulle høre på de nedsættende kommentarer, og så foran andre mennesker.

"Du er dyr at have på kost"

in ,

Da jeg var 12-13 år lavede jeg og et familiemedlem et triatlon (svømme, cykle, løbe), hvor både løbe-og cykelturen havde været klaret på tom mave, og jeg blev ikke hørt, da jeg bad om at stoppe, selvom jeg også havde løbet en tur om morgenen. Da vi endelig skulle spise frokost, snackede jeg tørrede ferskner og fodrede hunden med samme. Jeg fandt at småspisning var den mest diskrete måde at spise mig mæt på, da jeg godt vidste, at jeg var ved at have spist den mængde mad, der ville udløse kommentarer. Af hensyn til hundens mave spurgte jeg dog lige: "Er der grænser for hvor mange af de her hunden kan tåle?" Hvortil jeg fik svaret "Der er også grænser for, hvor mange du kan tåle" og min farmor tilføjede "Du er dyr at have på kost".