Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.