Pludselig var jeg forkert fordi jeg var den eneste tykke i familien

Jeg er opvokset i en tyk familie, og har blandt dem ikke følt mig særlig forkert med min krop. Men da jeg blev teenager, så gik de allesammen på kur. Mine forældre ændrede sig totalt og gjorde ting de tidligere selv havde synes var forkerte.

Min mor begyndte til Vægtvogterne, og jeg kan huske jeg allerede der følte mig lidt.. forrådt? Hun forsøgte mere og mere at pålægge mig hendes nye livsstil. Hun ville også have at jeg skulle rose hende for hendes vægttab, det synes jeg var svært.. Et barn vil selvfølgelig gerne støtte sin mor i at "blive glad"?

Jeg glemmer aldrig, at mine forældre en dag "indkaldte" mig til en alvorlig samtale i stuen. “Vi synes du skal tabe dig”, sagde de. Jeg blev så vred! Jeg er tyk, og hva så? Hvorfor er det nu pludseligt et problem? Jeg sagde det ikke, men gik i stedet min vej. Jeg følte ikke længere at jeg var okay i mine forældres øjne, og det føltes som et kæmpe svigt. Det var en konflikt vi blev med at have i den tid jeg boede hjemme. Mine forældre forsøgte at lokke mig med penge eller nyt tøj, når jeg havde tabt mig en vis mængde kilo. Og jeg endte tit med at gå med på det, fordi som de altid sagde: så var det jo for mit eget bedste. Det gør stadig ondt, at de i mine teenageår fokuserede så meget på, at jeg var forkert. Fordi jeg pludseligt var den eneste tykke i familien.