En opsang til slanke mennesker

Det er helt naturligt, at man som slank ikke har tænkt over dette før. Det er ikke skældud over hvad man tidligere har sagt og gjort, men en opfordring til hvordan man taler fremadrettet:

Lad være med at sige, at du ”føler dig tyk.”

At være tyk er at være et stigmatiseret menneske. Når slanke mennesker siger, de føler sig tykke, er de med til at opretholde magten hos slanke mennesker. Det forekommer i situationer, hvor de slanke måske lige har spist og burde sige de føler sig mætte eller fyldte, måske oppustede. Eller en situation, hvor noget tøj er for småt enten fordi tøjet er krøbet eller kroppen er blevet større, eller fordi de befinder sig i en butik, hvor en beklædningsgenstand kun findes i en mindre størrelse end vedkommende passer. Det kan også bare være på en dag, hvor vedkommende ikke føler sig tilfreds med sit udseende af alle mulige årsager. I alle tilfældene vil det være en situation, hvor vedkommende har nogle negative tanker om sig selv – og derfor identificerer problemet som at føle sig tyk. Man er således med til at fastholde overmenneske/undermenneske-problematikken. Som tyk er man forkert, og hvis man føler sig forkert, så føler man sig tyk.

Det er naturligvis et problem, at den slanke ikke er tilfreds med sig selv. Men det er et endnu større problem, at den tykke skal høre på, at den slanke ”føler sig tyk”.

Grav dybere og sig, hvorfor du har en følelse af at noget ikke er, som det skal være. Måske har du bare en dårlig dag, hvor du af en eller anden årsag føler dig udsat pga. dit udseende? Tykke mennesker er altid udsatte pga. deres udseende. Det er naturligt at være bange for at miste dine slankhedsprivilegier. Derfor: glæd dig til den dag, hvor alle mennesker uanset størrelse og form er lige!

At sige man føler sig som et ord, der beskriver en stigmatiseret befolkningsgruppe, er ikke i orden. ”At føle sig tyk” kan sammenlignes med andre dårlige sprogvaner som f.eks. at sige, at man ”føler sig fattig,” når man lige har brugt 10.000 kr. på sko og må spare resten af måneden. Og at man ”føler sig handicappet”, når man har favnen fuld af sine nye sko, og ikke selv kan åbne døren.