Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde, når jeg skal forklare hvor ofte jeg er blevet udsat for tykfobi.

Skal vi starte ved begyndelsen, så starter det allerede som 6-7 årig hvor familiemedlemmer kigger på mig med dømmende blikke hver gang jeg rækker ud efter en småkage eller chokoladen, eller da jeg som pre-teen hos sundhedsplejersken får at vide at jeg skal tabe mig - alle andre har hvalpefedt, jeg er bare f*d.

Værst har været sundhedsvæsenet hvor jeg i mange år fik fortalt at mine uregelmæssige og ekstremt smertefulde menstruationer var fordi jeg var tyk. Hvor gang jeg græd af smerte, var svaret: “gå en tur”. Selv efter jeg blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, og selvom der er manglende evidens på at tykhed og diagnosen hænger sammen, var svaret det samme. En massiv depression efterfulgte mange års kamp med smerter, her var svaret heldigvis ikke bare “gå en tur”. Endelig mødte jeg en læge der så og lyttede. 

Derudover har jeg, 30 år senere, svært ved at ryste sætningen; “ingen vil elske en f*d kvinde” af mig. Den er ikke min at eje, men det blev den og jeg kæmper stadig for at gøre den til den løgn, jeg ved den er.