De voksne på Julemærkehjemmet var altid mere venlige, når forældrene var der

Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.