"Hold dig hjemme, så vi andre ikke skal se på dig, dit ulækre fedberg!"

Jeg kan forsikre alle folk om, at den chikane og diverse andre svinske måder, man behandles på ude i samfundet som meget tyk, overgår alt, hvad folk kan forestille sig.
Jeg er en meget tyk mand, og hvad jeg oplever hver eneste gang, jeg bevæger mig uden for en dør, ville chokere de fleste og med det samme afkræve politianmeldelse, psykologbistand mm., hvis jeg altså bare ikke havde været tyk, for når man er det, så er der ingen sympati at finde, tværtimod.
"Dit fede møgsvin!" "Tag livet af dig selv fedberg!" "Stop med at æde, dit klamme svin!" "Hold dig hjemme, så vi andre ikke skal se på dig, dit ulækre fedtbjerg!". Trusler på livet, hærværk imod min bil, svinske beskeder i min postkasse, folk, som tager billeder med deres telefoner mens de griner og peger, nedladende blikke og rysten på hovedet fra andre mennesker, er alt sammen dagligdag når man er på min størrelse. Og alt dette fra vildtfremmede mennesker, som man møder på gader, i butikker og på parkeringspladser.
Men ringer man til politiet, får man da bare at vide, at det ikke er deres problem, og der er ingen - og jeg mener ingen andre mennesker - som, når de er vidner til disse ting, går ind og blander sig og forsøger at få det stoppet. Tværtimod, synes de, vi tykke er selv skyld i det og vi skal bare ned med nakken.

Frisørstolen var for lille

Jeg havde booket tid til klip og farve hos en frisør jeg ikke havde været hos før. Da jeg sætter mig i stolen hos frisøren, bliver jeg straks klar over at stolen er for lille. Salonen har kun en type stol og jeg er flov over at jeg åbenbart er så tyk, at jeg ikke længere passer i en frisørstol. Hvis jeg siger noget vil jeg skulle forlade salonen og derfor tier jeg stille og holder smerten ud. Min krop er helt anspændt da jeg går derfra.