Slanke mennesker taler om tykke mennesker - ofte med yderst stigmatiserende sprogbrug

Af Dina Amlund

Den senere tid har der været megen debat i medierne om tykke mennesker. Det er der altid. Men debatten har været særlig tydelig de sidste par måneder. Slanke mennesker taler om tykke mennesker - ofte med yderst stigmatiserende sprogbrug.

De to positioner, som ofte bliver placeret overfor hinanden er:

A: Tykke mennesker skal bare tabe sig og udskamning af tykke mennesker er et værktøj til at få dem til at tabe sig

versus

B: Tykhed er en sygdom og derfor skal man ikke være ond ved de tykke mennesker, da de ikke kan gøre for, at de er syge

Position A er yderst ubehagelig og hadefuld, mens position B umiddelbart kan lyde som allienceskab. Men det er den ikke. FedFront anerkender hverken A eller B. Tykhed er ikke en sygdom! At være tyk er bare en anden måde at have en krop. Det er klart og tydeligt bevist at tykhed ikke forårsager en tidligere død. Læs f.eks. her i The Telegraph: http://www.telegraph.co.uk/…/overweight-people-less-likely…/

Derudover må man undre sig over position A, som skælder ud på tykke mennesker. Og position A’s hær af vrede mennesker - f.eks. i kommentarsporene under mange af FedFronts opslag - som udskammer tykke personer, fordi de mener, at tykke mennesker dør tidligere. En falsk bekymrings-forklædning ovenpå det, der i virkeligheden handler om had til en gruppe andetgjorte mennesker. Og position B er ikke meget bedre i sin insistereren på en sygdom, som ikke eksisterer.

Selv når ny forskning viser, at f.eks. demens forekommer mindre hos tykke ældre end hos tynde ældre, bliver budskabet altid pakket ind i tykfobisk afstandstagen fra tykhed. Som f.eks. denne artikel: http://jyllands-posten.dk/…/Overv%C3%A6gt-kan-beskytte-mod…/

I stedet for at indse at nogle har kropsvilkår, som ikke er de samme som andre menneskers kropsvilkår, går man altid hårdt efter tykke kroppe fra enten position A eller B.

Det er jo interessant, at når forskningen viser, at tykke mennesker har bedre kropslige vilkår inden for nogle ricisi, så bliver det aldrig fremstillet som om det er de tynde menneskers egen skyld, at de ikke har samme gode vilkår indenfor disse ricisi. Men hver gang tynde mennesker har bedre kropslige vilkår indenfor nogle ricisi, så fremstilles det som om det er tykke menneskers egen skyld eller sygdom, at vi har de kropsvilkår, som vi nu engang har.

I et forsøg på at skabe en mere nuanceret position end A og B, er der forskere, som advokerer for at tykhed hverken er en sygdom eller har noget med skyld og skam at gøre. Denne kronik i søndagens Berlingske Tidende er forfattet en gruppe forskere fra Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Kronikken er en række meget sympatiske argumenter, som tilsammen udgør en stærk stemme mod udskamningen af tykke mennesker. Det ville have været endnu mere fantastisk hvis disse ellers meget sympatiske pointer ikke blev beskrevet med et diskriminerende sprog.

Vi anerkender denne position som den absolut mest sympatiske blandt de forskellige distancerede positioner i debatten om tykke mennesker. Især pga. kronikkens meget væsentlige argument om at det er meget farligt at udsætte en gruppe mennesker for stigma og had.

FedFront håber, at den nyere stemme fra Institut for Folkesundedsvidenskab vinder terræn i den danske debat om tykke mennesker. Og vi håber også, at positionen på længere sigt vil udvikle sig til at være mindre distanceret i sprogbruget.

Læs de gode pointer her.