De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet

Når jeg ser folk skrive, at de var glade for at være på julemærkehjem, tænker jeg, det må være en type stockholmssyndrom.

Jeg har været på to forskellige julemærkehjem og begge steder herskede samme kultur, som når jeg med voksne øjne ser tilbage, kan definere således:

De voksne havde en indstilling til os tykke børn at vi var dumme og ugidelige.

Man kom i deres favør når man tabte sig meget og hurtigt.

Børnene genskabte et hierarki, hvor de mindst tykke var mest værd - og de voksne ikke bare tillod det, men gjorde det samme.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet. De troede, de blev bedre mennesker af det. Fordi det var den holdning der var på julemærkehjemmene, såvel som blandt forældre.

Man følte taknemlighed over at de prøvede at afrette den forfærdelige krop, man havde belastet verden med.