Jeg vred om på foden i det glatte føre i vinterhalvåret. Jeg gik til lægen med foden, da jeg efterfølgende fik svært ved at gå på den. Lægen kigger på min fod, men vælger at føre samtalen over på min tykhed og siger jeg skal dyrke mere sport. Jeg går derfra uden råd eller vejledning i forhold til min fod, som jeg har svært ved at gå på.
Efter et ildebefindende, kvalme og opkast i flere uger samt føleforstyrrelser henvender jeg mig i en periode flere gange til min læge. Første mistanke omhandler graviditet, men jeg er ikke gravid. Da alt andet er udelukket mener både lægen og sygeplejersken i klinikken, at det skyldes min tykhed og løsningen er vægttab. Det viser sig dog, efter noget tid, at jeg har sclerose og det ingen sammenhæng har med min tykhed.
Jeg var 20 år. En læge siger til mig, at jeg skal skue ned fra varmen i mit hjem og så vil jeg tabe mig.
Hver gang jeg går til lægen med en bekymring, er jeg bange for at min tykhed overskygger noget virkelig alvorligt.
Jeg er tyk og transperson og er blevet nægtet behandling i det danske system pga. min tykhed. I transmiljøet oplever jeg, at folk mener, at hvis man “vil det nok”, så “tager man sig sammen og taber sig”. Jeg har bl.a. lavet et opslag i en gruppe for transpersoner, hvor jeg beklagede mig over at man mødes med krav om “normal” BMI, for at kunne få behandling, og så begyndte folk bare at skrive om hvor meget de havde tabt sig.
Min søn er transperson og tyk. Lægen har sagt, at det kan være svært at få lov til at få en top-operation hvis han ikke taber sig til "normal vægt", da det jo ikke er en "livsnødvendig" operation.
Jeg kender en som blev henvist til reumatolog for udredning ift. gigt i tommefingerens grundled. Det første reumatologen sagde var: “Du burde også tabe dig”.
Jeg faldt af en hest for lidt over tre år siden. Da jeg efter en del genoptræning og fysioterapi stadig ikke var helt ok og bl.a. havde en følelsesforstyrrelse, blev jeg henvist til en neurolog. Neurologen konkluderede at mine gener skyldtes "*vervægt". Jeg kender altså selv min krop og kunne (og kan) jo for pokker godt mærke, at noget havde ændret sig efter jeg faldt af en hest. Suk. Det føles som sådan en nem måde at slippe for at gøre sit arbejde ordentligt.
Jeg gik til lægen med noget, jeg troede var en vorte eller noget i den dur på oversiden af min fod. Han konstaterede "Det der ... Det er en huddimmer.. Det vil hjælpe, hvis du taber dig 20 kg"
Hvad en abnormalitet i huden skulle have gavn af et vægttab, forstod jeg aldrig. Og jo: hans medicinske udtryk var "en huddimmer". Respektløsheden flår én op.
Jeg har desværre en masse tykfobiske oplevelser. En af de værste var på Skejby Sygehus, på plastikkirurgisk afdeling. Det glemmer jeg aldrig. En samtale som skulle handle om mit misdannede ar, som jeg havde fået efter syv operationer, kemo og strålebehandling, kom til udelukkende at handle om min tykhed, BMI og om jeg nu havde diabetes.
Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.
Sidste sommer fik jeg et komplet burnout med depression og stress, der påvirkede mig både fysisk og psykisk. Da jeg endelig indså, at jeg havde brug for hjælp, ringede jeg grædende til min læge. Det var sommerferie, og derfor blev jeg stillet om til et vikar-lægehus. Sekretæren kunne godt høre, at jeg havde det skidt, men om 10 minutter gik hun på weekend, så jeg måtte altså ringe igen mandag. Jeg græd, men kunne ikke overskue andet end at sige "ok" og hun kvidrede "god weekend" og lagde på.
Mandag ringede jeg igen grædende, og en anden sekretær tog telefonen. Da jeg sagde, at jeg havde brug for at tale med nogen, svarede hun "kan du ikke bare tale med dine venner om det?" og nægtede at give mig en tid hos lægen, fordi det ville være bøvlet, når det ikke var min egen læge. Jeg ventede tre uger til min egen læge var tilbage og fik konstateret en alvorlig depression.
Da jeg skulle finde en psykolog, var der for det første mange måneders ventetid. Derudover havde mange af psykologerne også en stor del af deres hjemmeside dedikeret til “behandling af *vervægt”. Dem valgte jeg fra med det samme. Jeg havde ikke mod på at skulle kæmpe mod deres opfattelse af, at jeg måtte kureres for min tykhed, oveni i behandlingen for depression og stress. Det efterlod kun et lille udvalg af psykologer.
Tænk at føle sig SÅ forkert, fordi man er gået ned psykisk - og så også skulle forholde sig til, at mange af dem man kan søge hjælp hos problematiserer ens tykhed. Æv.
Jeg har oplevet rigtigt meget igennem min tid, men det der gør mig mest vred er de oplevelser jeg har haft med autoriteter på vegne af min datter.
Fra sundhedsplejersken der anbefalede mig at begrænse mængden af frugt eller helt skære den væk - hos min 9 måneder gamle datter. “For frugt er jo også fyldt med f*dmeskabende sukker, og jeg ville jo ikke have min datter skulle blive tyk...” Nok mest sagt da hun intet kunne finde at udsætte på den mad jeg gav min datter at spise. Men jeg er tyk, så naturligvis måtte jeg jo fejlernære min datter, hvordan var jeg ellers selv blevet tyk?
Eller da jeg efter hendes 5-års-undersøgelse fandt ud af at lægen (som desværre ikke var hendes egen læge, men en ny ung mandlig læge) var gået bag om ryggen på mig og havde ringet til min partner for at fortælle ham om de “problemer” han havde set til undersøgelsen. Som hovedsageligt gik på at min datter var i risiko for at blive tyk og at man burde holde øje med hendes kalorieindtag. Da min partner spurgte ind til hvorfor lægen mener hun er i risiko, så vil han ikke rigtigt forklare det. Men skal vi gætte på, at min datter endnu engang blev bedømt på baggrund af at hun havde haft sin tykke mor med?
Jeg bliver så afsindigt gal, ked af det og afmægtig... Og ender op med seriøst at overveje, om jeg bare skal melde mig ud af alt liv omkring hende, så det kun er hendes far de ser, og de derfor kan bedømme min datter på baggrund af hende selv og ikke de fordomme de har om hendes tykke mor.
Jeg var til en årlig helbredsundersøgelse hos lægen. Mine tal så rigtig fine ud, og lægen sagde selv, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om diabetes, blodtryk eller andet - men da han fik øje på min vægt, ændrede budskabet sig. Nu skulle jeg tabe mig, fordi min tykhed gav stor risiko for alle de sygdomme, han lige havde sagt, jeg ikke skulle bekymre mig om.
Uden at spørge ind til mit forhold til mad, gik han ud fra, at jeg spiste for meget - og han gav mig det "råd", at jeg skulle opføre mig mere "som en anorektiker" ved at fylde mig med vand før måltider, så jeg ikke kunne spise så meget.
Jeg var målløs og evnede ikke at sige fra i samtalen, men gik derfra i et meget underligt humør. Til næste helbredsundersøgelse frabad jeg mig at blive vejet, og på trods af at min vægt er stort set den samme, fik jeg denne gang ikke en opfordring til at udvikle en spiseforstyrrelse med på vejen.
Jeg var blevet trådt over foden af min hest på +600 kg. Var ved egen læge for at blive tilset efter et par dage, da foden stadig gjorde ondt og var alle nuancer af blå. Lægen kiggede kort på foden og begyndte så at tale om at jeg burde tabe mig hvis jeg havde smerter i foden! Jeg har haft svært ved at gå til lægen lige siden. Er bange for at blive udsat for "snakken" lige meget hvilke symptomer jeg kommer med.
Jeg har altid været tyk, også som barn. En dag blev min mor ringet op, fuldstændig ud af det blå, og blev spurgt om jeg ville medvirke i et tv-program for “f*dmeramte børn” som ham lægen selv kaldte mig. Jeg aner ikke hvordan han fandt frem til mig, men mine sundhedsjournaler og besøgene hos skolesundhedsplejersken, må jo på en eller anden måde være blevet sendt videre.
Jordemoder ved anden graviditet var meget nedladende og insisterede på at få mig i et forløb med en diætist, så jeg "kunne lære om ernæring". Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd. Jeg affejede hende til sidst med at jeg udmærket selv kan opsøge og håndtere viden. Hun spurgte ikke til spiseforstyrrelse, hvilket havde været langt mere relevant. Der var sat ca. 20 minutter af til undersøgelsen, de fem minutter med frem og tilbage om vægttab gik fra den samlede tid. Jeg ville ønske at jeg dengang havde kendt til udskamning af tykke og den ulighed tykke møder i sundhedsvæsenet.
Jeg er en meget tyk mand som har været tyk lige siden 5-års alderen. Jeg oplever mere og mere at livet i sig selv bliver sværere og sværere, for uanset hvor man færdes ude i samfundet, mødes man af svinskheder og manglende respekt fra andre mennesker.
Et godt eksempel er når man parkerer sin bil i en handicapbås med sit skilt i forruden, så parkerer folk alligevel så tæt på en så man ikke kan komme ind og ud af sin bil og siger man det til dem, så bliver man svinet til øjeblikkeligt.
Ber man folk om at holde afstand i butikker og lignende på grund af covid-19, bliver man svinet til øjeblikkeligt. Og hele tiden handler det med det samme om min tykhed.
Det er næsten umuligt at komme til at sidde ned nogle steder, hos læger, tandlæger og selv i psykiatrien, fordi stolene har armlæn alle steder.
Tøj kan man kun handle på nettet, for tøj i min størrelse forhandles ikke i butikkerne.
Alle steder mødes man af folks blikke og kommentarer og det værste er deres mobiltelefoner, som man kan se der bliver taget billeder med.
Jeg er simpelthen direkte bange for at færdes ude i samfundet blandt andre mennesker, for man ved aldrig hvad de kan finde på. Samfundet er totalt ligeglade med tykke mennesker og man tøver ikke med at sige at det er vores egen skyld og at vi bare skal holde kæft.
Jeg bryder mig mindre og mindre om andre mennesker og isolerer mig mere og mere og det er ikke fordi jeg har en diagnose med social angst, for det har jeg ikke. Det er derimod fordi livet bare bliver værre og værre på grund af andres opførsel.
Da jeg ventede min første søn skulle jeg testes for graviditetssukkersyge (det bliver alle gravide i Tyskland). Overlægen på diabetescenteret spurgte hvad jeg vejede før jeg blev gravid, og kunne rigtig nok konstatere at jeg også var '*vervægtig' inden graviditeten. Hun er overbevist om at jeg har sukkersyge før jeg er blevet testet, men for god ordens skyld tester de mig. Testen er negativ og lægen konstaterer skuffende at i denne omgang havde jeg ikke diabetes, men vil helt sikkert få det i fremtiden. I et forsøg på at gøre mig selv god i hendes øjne, siger jeg til hende, at jeg også gerne vil være sund, hvortil hun siger, at det jo også er langt mere attraktivt at være slank. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. På vej ud af døren siger hun, at nu skal jeg sørge for at spise noget morgenmad, men kun et rundstykke og ikke to. Når jeg fortæller historien, plejer mine tynde venner og familie bare at grine. Men jeg følte mig så lille...
Jeg fik mange gange, af forskellige sundhedsfaglige, at vide, at jeg bare skulle tabe mig for at komme mig over min træthed, vand i kroppen og generelle dårlige almentilstand. Jeg havde en tumor i hjernen.