Da jeg gik til lægen for at få undersøgt om jeg havde halsbetændelse, sagde hun: "Gulerødder indeholder A-vitamin som er godt mod halsbetændelse og så hjælper de også mod den der" mens hun lavede en bevægelse hen over min mave.
Jeg forvred mit ene knæ i forbindelse med et fald fra hest. Da jeg gik til læge på grund af mange smerter, ville han ikke engang se på mit knæ. Og det selvom jeg udførligt fortalte om ulykken og om hvordan jeg havde mærket at knæet vred den forkerte vej, da jeg ramte jorden. Lægen gav mig en henvisning til en diætist, med begrundelsen, at “knæsmerter er helt normale når man er *vervægtig”. Jeg var simpelthen så paf, dengang for 10 år siden, at jeg ikke fik protesteret, men bare gik derfra med en liste over diætister i kommunen. Jeg har stadig ondt i knæet fra tid til anden, hvis jeg f.eks. går ekstra langt eller har stået op meget længe.
Som teenager oplevede jeg, at min egen læge henviste mig til en hudlæge, med hvad der viste sig at være hudsvamp. Hudlægen kiggede hånligt på mig og sagde at det var noget man fik når man var tyk. Hun fik mig til at føle at jeg havde spildt hendes tid og det var så skamfuldt. Hun udskrev heller ikke midler til behandling, det måtte jeg tilbage til min egen læge for at få. Hele oplevelsen var så ydmygende og den dag i dag undrer det mig, at min egen læge ikke kunne genkende hudsvamp. Siden dengang har jeg ikke stolet på læger og kun besøgt dem, hvis det har været livsnødvendigt.
Den læge jeg gik hos, da jeg gik i 6. klasse, sagde engang til mig, at min halsbetændelse skyldtes min tykhed.
Jeg havde en læge, der, hver gang hun så mig, stak mig et visitkort til en diætist - som jeg selv skulle betale for. Jeg bragte aldrig min tykhed på bane, tværtimod kom jeg af andre årsager.
Jeg vred om på foden i det glatte føre i vinterhalvåret. Jeg gik til lægen med foden, da jeg efterfølgende fik svært ved at gå på den. Lægen kigger på min fod, men vælger at føre samtalen over på min tykhed og siger jeg skal dyrke mere sport. Jeg går derfra uden råd eller vejledning i forhold til min fod, som jeg har svært ved at gå på.
Efter et ildebefindende, kvalme og opkast i flere uger samt føleforstyrrelser henvender jeg mig i en periode flere gange til min læge. Første mistanke omhandler graviditet, men jeg er ikke gravid. Da alt andet er udelukket mener både lægen og sygeplejersken i klinikken, at det skyldes min tykhed og løsningen er vægttab. Det viser sig dog, efter noget tid, at jeg har sclerose og det ingen sammenhæng har med min tykhed.
Jeg var 20 år. En læge siger til mig, at jeg skal skue ned fra varmen i mit hjem og så vil jeg tabe mig.
Hver gang jeg går til lægen med en bekymring, er jeg bange for at min tykhed overskygger noget virkelig alvorligt.
Jeg er tyk og transperson og er blevet nægtet behandling i det danske system pga. min tykhed. I transmiljøet oplever jeg, at folk mener, at hvis man “vil det nok”, så “tager man sig sammen og taber sig”. Jeg har bl.a. lavet et opslag i en gruppe for transpersoner, hvor jeg beklagede mig over at man mødes med krav om “normal” BMI, for at kunne få behandling, og så begyndte folk bare at skrive om hvor meget de havde tabt sig.
Jeg kender en som blev henvist til reumatolog for udredning ift. gigt i tommefingerens grundled. Det første reumatologen sagde var: “Du burde også tabe dig”.
Jeg faldt af en hest for lidt over tre år siden. Da jeg efter en del genoptræning og fysioterapi stadig ikke var helt ok og bl.a. havde en følelsesforstyrrelse, blev jeg henvist til en neurolog. Neurologen konkluderede at mine gener skyldtes "*vervægt". Jeg kender altså selv min krop og kunne (og kan) jo for pokker godt mærke, at noget havde ændret sig efter jeg faldt af en hest. Suk. Det føles som sådan en nem måde at slippe for at gøre sit arbejde ordentligt.
Jeg gik til lægen med noget, jeg troede var en vorte eller noget i den dur på oversiden af min fod. Han konstaterede "Det der ... Det er en huddimmer.. Det vil hjælpe, hvis du taber dig 20 kg"
Hvad en abnormalitet i huden skulle have gavn af et vægttab, forstod jeg aldrig. Og jo: hans medicinske udtryk var "en huddimmer". Respektløsheden flår én op.
Jeg har desværre en masse tykfobiske oplevelser. En af de værste var på Skejby Sygehus, på plastikkirurgisk afdeling. Det glemmer jeg aldrig. En samtale som skulle handle om mit misdannede ar, som jeg havde fået efter syv operationer, kemo og strålebehandling, kom til udelukkende at handle om min tykhed, BMI og om jeg nu havde diabetes.
Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.
Sidste sommer fik jeg et komplet burnout med depression og stress, der påvirkede mig både fysisk og psykisk. Da jeg endelig indså, at jeg havde brug for hjælp, ringede jeg grædende til min læge. Det var sommerferie, og derfor blev jeg stillet om til et vikar-lægehus. Sekretæren kunne godt høre, at jeg havde det skidt, men om 10 minutter gik hun på weekend, så jeg måtte altså ringe igen mandag. Jeg græd, men kunne ikke overskue andet end at sige "ok" og hun kvidrede "god weekend" og lagde på.
Mandag ringede jeg igen grædende, og en anden sekretær tog telefonen. Da jeg sagde, at jeg havde brug for at tale med nogen, svarede hun "kan du ikke bare tale med dine venner om det?" og nægtede at give mig en tid hos lægen, fordi det ville være bøvlet, når det ikke var min egen læge. Jeg ventede tre uger til min egen læge var tilbage og fik konstateret en alvorlig depression.
Da jeg skulle finde en psykolog, var der for det første mange måneders ventetid. Derudover havde mange af psykologerne også en stor del af deres hjemmeside dedikeret til “behandling af *vervægt”. Dem valgte jeg fra med det samme. Jeg havde ikke mod på at skulle kæmpe mod deres opfattelse af, at jeg måtte kureres for min tykhed, oveni i behandlingen for depression og stress. Det efterlod kun et lille udvalg af psykologer.
Tænk at føle sig SÅ forkert, fordi man er gået ned psykisk - og så også skulle forholde sig til, at mange af dem man kan søge hjælp hos problematiserer ens tykhed. Æv.
Jeg har oplevet rigtigt meget igennem min tid, men det der gør mig mest vred er de oplevelser jeg har haft med autoriteter på vegne af min datter.
Fra sundhedsplejersken der anbefalede mig at begrænse mængden af frugt eller helt skære den væk - hos min 9 måneder gamle datter. “For frugt er jo også fyldt med f*dmeskabende sukker, og jeg ville jo ikke have min datter skulle blive tyk...” Nok mest sagt da hun intet kunne finde at udsætte på den mad jeg gav min datter at spise. Men jeg er tyk, så naturligvis måtte jeg jo fejlernære min datter, hvordan var jeg ellers selv blevet tyk?
Eller da jeg efter hendes 5-års-undersøgelse fandt ud af at lægen (som desværre ikke var hendes egen læge, men en ny ung mandlig læge) var gået bag om ryggen på mig og havde ringet til min partner for at fortælle ham om de “problemer” han havde set til undersøgelsen. Som hovedsageligt gik på at min datter var i risiko for at blive tyk og at man burde holde øje med hendes kalorieindtag. Da min partner spurgte ind til hvorfor lægen mener hun er i risiko, så vil han ikke rigtigt forklare det. Men skal vi gætte på, at min datter endnu engang blev bedømt på baggrund af at hun havde haft sin tykke mor med?
Jeg bliver så afsindigt gal, ked af det og afmægtig... Og ender op med seriøst at overveje, om jeg bare skal melde mig ud af alt liv omkring hende, så det kun er hendes far de ser, og de derfor kan bedømme min datter på baggrund af hende selv og ikke de fordomme de har om hendes tykke mor.
Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.
Jeg var blevet trådt over foden af min hest på +600 kg. Var ved egen læge for at blive tilset efter et par dage, da foden stadig gjorde ondt og var alle nuancer af blå. Lægen kiggede kort på foden og begyndte så at tale om at jeg burde tabe mig hvis jeg havde smerter i foden! Jeg har haft svært ved at gå til lægen lige siden. Er bange for at blive udsat for "snakken" lige meget hvilke symptomer jeg kommer med.
Jeg har altid været tyk, også som barn. En dag blev min mor ringet op, fuldstændig ud af det blå, og blev spurgt om jeg ville medvirke i et tv-program for “f*dmeramte børn” som ham lægen selv kaldte mig. Jeg aner ikke hvordan han fandt frem til mig, men mine sundhedsjournaler og besøgene hos skolesundhedsplejersken, må jo på en eller anden måde være blevet sendt videre.