Som pædagog oplevede jeg en del sammenfald mellem døgninstitutioner og Julemærkehjemmet

Som pædagog, lagde jeg under min datters julemærkeophold (2019) mærke til en del sammenfald mellem døgninstitutioner for børn (f.eks. anbragte børn), og så julemærkehjemmet. Bl.a. måden børnene blev behandlet og “opdraget" på, den manglende rummelighed, normaliseringen - og i forhold til os forældre, som blev set ned på som lidt dumme (der ikke formåede at bringe vores barn ordentligt ind i samfundet, og sikre ordentlig fysisk og livsstil). Vores ord betød ikke noget, vi var dårlige forældre - de havde jo beviset foran sig: En "fed/overvægtig" pige, der var blevet udstødt/mobbet.

Ligheden mellem døgninstitutioner og julemærkehjem overraskede mig, da Julemærkehjemmene og alle mulige andre gør så meget ud af, at beskrive disse hjem som noget væsensforskelligt fra døgninstitutioner - de fremhæver bl.a. hjerte, empati, og samværet - og glemmer deres praksis (adfærdskorrektion og normalisering - som officielt dominerer i f.eks. døgninstitutioner for anbragte børn).

Vores julemærkehjemsforløb i 2019 var en stor skuffelse

Alt i alt var julemærkehjems-forløbet (2019) en stor skuffelse - trods deres markedsføring. Vi blev ikke lyttet til som forældre. Faktisk fik vi i stedet skylden lagt på os for både forholdene i skolen og at vores barn blev mobbet.

På Julemærkehjemmet blev min datter kaldt "særligt provokerende"

Udover fokus på vægttab, er her noget af det mit barn og jeg oplevede i forbindelse med et ophold på Julemærkehjem i 2021:

Hun skulle gå hurtigere, ikke brokke sig og lade som om hun synes det var sjovt, når de skulle gå 20 km ad landevej eller i sand langs kysten.

Hun skulle "være mere" i sociale relationer, hvor hun følte sig truet, af specielt et andet barn, og hvor de voksne mente mit barn var "særligt provokerende".

Forstanderen indkaldte os til et "akut møde", hvor vi skulle forventningsafstemme. Her sad hun og haglede min datter ned, med alt hvad hun mente min datter havde gjort forkert i hele forløbet. Hun talte det på fingrene - og da hun løb tør startede hun forfra. Min datter forsøgte at forklare og forsvare sig, men forstanderen afbrød hende med: "jeg gider ikke høre på dig!".

Min datter var på julemærkehjem i 2021 - det var en forfærdelig oplevelse

Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.

Sygeplejerske: “Jamen, din overvægt betaler alle vi andre jo for via skatten.”

Var hos min egen læge, hvor sygeplejersken skal give mig en influenzavaccine, som min arbejdsgiver har opfordret alle til at få og i øvrigt betaler. Da jeg, som en henkastet bemærkning, siger, at det jo er dejligt at kunne få den uden at skulle betale selv, siger hun: “Jamen, din *vervægt betaler alle vi andre jo for via skatten.”

Jeg brækkede min arm og kunne kun lige passe den største skinne

Jeg faldt og brækkede min overarm. Efter to uger fik jeg den i gips (dejligt størrelses-frit), og da denne skulle af, skulle jeg have en slags skinne på, som skulle spændes fast med velcro.
Jeg fik den største de havde, fordi mine arme er tykke. Men den største størrelse var en L. I mine notater står der ''kan knap lukkes, så mulig skal en costummade til''. Jeg synes det er langt ude at der ikke findes udstyr/bandager til tykke arme.

På sygehuset: Min far var tvunget til at have for småt tøj på

Jeg var på sygehuset sammen med min far, der skulle opereres. Det viser sig, at de ikke har hans størrelse i det patienttøj man skal have på. Han er en tyk mand - i den lille ende - men stadig tyk. Så ikke nok med at han er i en utrolig sårbar situation, så er han også tvunget til at have alt for småt tøj på, fordi sygehusvæsnet åbenbart ikke har tøj i store størrelser.

Efter besøg hos sundhedsplejen mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os

Jeg husker tydeligt mine besøg hos sundhedsplejersken, hvor alle blev vejet på række. Bagefter ventede man på gangen. Vi tykke blev kaldt ind igen, vi skulle have vores taske med, de skulle se vores madpakker, og vi skulle se det røde felt, skammens felt. Jeg husker hvordan, det blev en konkurrence, pigerne imellem, at spise så lidt som muligt - smide madpakken ud, snyde vores forældre ved middagsbordet, springe morgenmad over. Vi gik i tredje klasse, vi var i voksealderen. Vi skulle vokse, udvikle os og lære. Nu mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os selv bedst muligt. Vi fik ros når det lykkedes. For en af pigerne, der kom fra et ustabilt hjem og i forvejen var sårbar, lykkedes det alt for godt. Hun fik en spiseforstyrrelse og stoppede sin pubertet, og vi, i fjerde og femte klasse var så misundelige på hende, på hvad der de facto var hendes sygdom og lidelse.

Senere har vi talt om at skolen aldrig fortalte vores forældre om de her tiltag. Man lagde ansvar og skam over på børn. Man tænkte at skam ville forbedre os.

Jeg bliver overfaldet online, når jeg deler tykaktivistiske opslag

Jeg er tyk og meget glad og taknemlig for tykaktivisme og dem, der har styrke til at lave det. Jeg ville ønske, jeg havde overskud til at dele flere tykaktivistiske opslag på sociale medier, for jeg ville virkelig gerne sprede budskabet. Men jeg bliver 'overfaldet' af Facebookvenner, der kommenterer tykfobisk, og familie og bekendte, som vil belære mig IRL. Det kræver, at jeg skal kuratere min Facebookprofil og holde øje med hvem, der kan se hvad, og det orker jeg ikke. At være tyk online kan være lige så ufrit at som at være tyk IRL.

Jeg var på julemærkehjem, resten af min skoletid havde alle fokus på min vægt

Jeg var ikke til 5- eller 10-årsjubilæum for min klasse. I 5. klasse blev jeg taget ud og sendt på Julemærkehjem. Hele resten af min skoletid var der et gigantisk fokus på min vægt fra alle elever og lærere. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med dem, jeg gik i klasse med.

Idrætslæreren tvang mig til at udføre øvelsen og svinede mig til da jeg forsøgte

Jeg har været tyk så længe jeg husker og er altid blevet forskelsbehandlet og mobbet. Jeg hadede at gå i skole og var generelt meget alene som barn.
Jeg husker særligt en episode fra da jeg gik i 3. klasse. Jeg hadede virkelig gymnastiktimerne. Vi skulle altid lave redskabsgymnastik - f.eks. kolbøtte omkring en stang. Det var jeg så bange for. Læreren tvang mig alligevel til det og svinede mig så til, når jeg forsøgte - det lykkedes mig aldrig at lave den kolbøtte. En dag havde hun allieret sig med to andre lærere, som holdt fast i mig og tvang mig rundt om stangen. Det var så ubehageligt. De andre børn stod og grinede i mens. Selv de voksne grinede og sagde at det var “fordi jeg var så f*d”.
Jeg turde ikke sige noget derhjemme, da jeg vidste min mor var meget træt af at høre om at jeg blev mobbet. “Jeg gider ikke høre mere om det”, sagde hun på et tidspunkt.
Det er blot en af de mange frygtelige oplevelser jeg har haft som tykt barn.

Jeg er blevet anklaget for omsorgssvigt på grund af min tykhed

Jeg er af kommunen blevet anklaget for omsorgssvigt på grund af min tykhed. Jeg blev frifundet, men i processen mistede jeg mit job på grund af anklagerne og er nu på ressourceforløb. Det var ikke lige det vi håbede på, da vi fik vores barn.

Lægen blev vred og sagde jeg havde "for meget fedt i skeden"

Da jeg skulle have mit første barn, kunne lægen ikke finde ud af at undersøge mig ved 8 ugers-undersøgelsen. Han blev vred og sagde, at det var fordi jeg var tyk og havde "for meget fedt i skeden". Jeg måtte derfor tilses af en gynækolog i stedet. Jeg var meget skamfuld, men da jeg talte med gynækologen fortalte han, at man ikke kan have ekstra fedt i skeden, og at jeg bare var bygget sådan, at det var svært at komme til. Det var altså hverken min skyld eller grundet min tykhed, at lægen ikke havde kunnet finde ud af at undersøge mig. Under mine graviditeter fik jeg desuden udleveret et hav af brochurer om kostråd, skulle vejes konstant og alt handlede om mig og mine dårlige valg og ikke mine kommende børn.

På psykiatrisk blev jeg rost for at tabe mig

Da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling med depression, angst og selvmordstanker bliver jeg, ved en af mange vejninger, der viser at jeg har tabt mig yderligere på grund af min sygdom, mødt med sætningen ‘Nå, så får du da noget godt ud af det’.

Mine veninder sagde ikke noget

Jeg var i byen med mine veninder, og gik forbi et kærestepar, manden sagde til sin kæreste, mens han pegede på mig: “hold kæft, jeg håber aldrig du bliver så stor der”. Hverken kæresten eller mine veninder sagde noget til det.

Folk er overraskede over at min mand er tynd

Jeg er tyk og har flere gange oplevet at folk bliver overraskede over at min mand er tynd.

Sundhedsvæsnet går ud fra jeg har sukkersyge

De fleste af mine møder med sundhedsvæsnet er startet ud med en test for diabetes. De ser at jeg er tyk og går ud fra at jeg er syg.

Min læge opdagede ikke at jeg havde anoreksi

Jeg har haft anoreksi og fordi jeg var tyk da det startede, fik jeg en normativ krop af min sygdom, hvilket bevirkede at min gamle læge roste mig hver gang jeg kom for at snakke om hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde alle symptomer på anoreksi undtagen meget lav kropsvægt.
Da jeg selv begyndte at kæmpe mig ud af min spiseforstyrrelse tog jeg til min nye læge fordi jeg havde frygtelig ondt i lænden. Lægen konstaterede at der ikke umiddelbart var noget at finde og at jeg nok skulle satse på at træne mere og eventuelt vægttab. Senere erfarede jeg at mine smerter kom af overtræning og da jeg satte min træningsmængde ned, gik smerterne over på kort tid.

Min læge tog ikke mine menstruationssmerter alvorligt, fordi jeg var tyk

Da jeg gik i 9. klasse havde jeg voldsomme smerter i forbindelse med min menstruation og blev sendt til lægen for at se om der kunne gøres noget. Som med så mange andre 15-årige piger tyede lægen til den nemme løsning med p-piller. Lægen fortalte at hun skulle måle mit blodtryk (som var fint) og at jeg skulle komme tilbage en måned senere og have det målt igen, fordi når man var tyk, var risikoen for at blodtrykket steg, højere. Hvis blodtrykket steg, kunne jeg ikke få p-piller mere.
En måned senere møder jeg skrækslagen op hos lægen og er virkelig bekymret for om mit blodtryk er steget, for det ville betyde at min behandling mod smerter ville blive taget fra mig. Mit blodtryk var højere end første gang, men lægen gjorde sig ikke overvejelser om at jeg var bange og bekymret. Hun sendte mig direkte på vægten, sagde at jeg skulle tabe mig og sendte mig hjem igen. Så stoppede jeg ellers med p-piller og at komme hos den læge og måtte affinde mig med utilstrækkelig håndkøbsmedicin og at være syg af smerter flere dage om måneden.

Min læge nægtede at give mig en helbredsattest medmindre jeg begyndte på en slankekur

Jeg var hos min egen læge i forbindelse med at jeg skulle tage kørekort og derfor skulle have en helbredsattest (man skal kunne stå på et ben, røre sin næse med lukkede øjne osv.). Lægen NÆGTEDE at underskrive min attest, før jeg gik ud hos receptionisten, og fik fire tider til kontrolvejning og opstart af slankekur. Jeg var "ekstremt f*d", som hun sagde, mens hun, sådan helt hysterisk, pegede på den røde del af vægt-/højdekurven. Jeg gjorde som hun sagde, fik min attest (hun havde intet at udsætte ift. selve undersøgelsen) aflyste alle tider og skiftede læge.