Slanke mennesker taler om tykke mennesker - ofte med yderst stigmatiserende sprogbrug

Af Dina Amlund

Den senere tid har der været megen debat i medierne om tykke mennesker. Det er der altid. Men debatten har været særlig tydelig de sidste par måneder. Slanke mennesker taler om tykke mennesker - ofte med yderst stigmatiserende sprogbrug.

De to positioner, som ofte bliver placeret overfor hinanden er:

A: Tykke mennesker skal bare tabe sig og udskamning af tykke mennesker er et værktøj til at få dem til at tabe sig

versus

B: Tykhed er en sygdom og derfor skal man ikke være ond ved de tykke mennesker, da de ikke kan gøre for, at de er syge

Position A er yderst ubehagelig og hadefuld, mens position B umiddelbart kan lyde som allienceskab. Men det er den ikke. FedFront anerkender hverken A eller B. Tykhed er ikke en sygdom! At være tyk er bare en anden måde at have en krop. Det er klart og tydeligt bevist at tykhed ikke forårsager en tidligere død. Læs f.eks. her i The Telegraph: http://www.telegraph.co.uk/…/overweight-people-less-likely…/

Derudover må man undre sig over position A, som skælder ud på tykke mennesker. Og position A’s hær af vrede mennesker - f.eks. i kommentarsporene under mange af FedFronts opslag - som udskammer tykke personer, fordi de mener, at tykke mennesker dør tidligere. En falsk bekymrings-forklædning ovenpå det, der i virkeligheden handler om had til en gruppe andetgjorte mennesker. Og position B er ikke meget bedre i sin insistereren på en sygdom, som ikke eksisterer.

Selv når ny forskning viser, at f.eks. demens forekommer mindre hos tykke ældre end hos tynde ældre, bliver budskabet altid pakket ind i tykfobisk afstandstagen fra tykhed. Som f.eks. denne artikel: http://jyllands-posten.dk/…/Overv%C3%A6gt-kan-beskytte-mod…/

I stedet for at indse at nogle har kropsvilkår, som ikke er de samme som andre menneskers kropsvilkår, går man altid hårdt efter tykke kroppe fra enten position A eller B.

Det er jo interessant, at når forskningen viser, at tykke mennesker har bedre kropslige vilkår inden for nogle ricisi, så bliver det aldrig fremstillet som om det er de tynde menneskers egen skyld, at de ikke har samme gode vilkår indenfor disse ricisi. Men hver gang tynde mennesker har bedre kropslige vilkår indenfor nogle ricisi, så fremstilles det som om det er tykke menneskers egen skyld eller sygdom, at vi har de kropsvilkår, som vi nu engang har.

I et forsøg på at skabe en mere nuanceret position end A og B, er der forskere, som advokerer for at tykhed hverken er en sygdom eller har noget med skyld og skam at gøre. Denne kronik i søndagens Berlingske Tidende er forfattet en gruppe forskere fra Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Kronikken er en række meget sympatiske argumenter, som tilsammen udgør en stærk stemme mod udskamningen af tykke mennesker. Det ville have været endnu mere fantastisk hvis disse ellers meget sympatiske pointer ikke blev beskrevet med et diskriminerende sprog.

Vi anerkender denne position som den absolut mest sympatiske blandt de forskellige distancerede positioner i debatten om tykke mennesker. Især pga. kronikkens meget væsentlige argument om at det er meget farligt at udsætte en gruppe mennesker for stigma og had.

FedFront håber, at den nyere stemme fra Institut for Folkesundedsvidenskab vinder terræn i den danske debat om tykke mennesker. Og vi håber også, at positionen på længere sigt vil udvikle sig til at være mindre distanceret i sprogbruget.

Læs de gode pointer her.

Tara har erfaring med en barndom i slankehelvede

I dag er hun tykaktivist og kæmper for at gøre Island til et tykpositivt sted. FedFront har fået lov at bringe Taras egen historie om at gå fra at være et spiseforstyrret barn til at blive en voksen, som både er glad for egen krop og vred på det tykfobiske samfunds undertrykkende strukturer.

The illusions of the dieting industry

Have you ever heard the phrase that your body is a temple? I think most of us have, most likely in connection with some dieting/health programs. When I think about a temple I think about something that is beautiful and holy. And I never really understood the phrase because for the biggest part of my life my body felt like a prison.

I was 11 years old when I was enrolled in my first fat burning boot camp hosted by a known dieting guru. It mostly involved spinning, learning to count calories and keeping a food diary. The kid that lost the most weight by the end of the camp was declared the winner. Sound familiar? At 12 years old I started using Herbalife and chewed only one meal per day. At 13 years old I got an exemption from young age to enroll in an 8-week weight loss challenge at my local gym. I ended up doing the challenge three times. As a part of the challenge we were regularly taken to a back room of the gym where we were weighed, prodded and measured. At the end of one of the challenges it turned out that my body fat percentage hadn´t changed one bit since I started the challenge. The instructor looked at me, not with pity but with disdain. What was I even doing there if I didn´t take this seriously? Then she advised me to seek advice from a dietician. I was utterly distraught as I had been torturing myself for the past 8 weeks to see what “success” on the scale looked like. After a lot of emotional turmoil I demanded to be measured again a week later. According to those measurements I had been the most successful dieter out of all the other women that participated in the challenge. Maybe my menstrual cycle had a confusing effect or maybe the instrument that was used to measure my body fat percentage was a piece of junk. In retrospect I kinda think the latter explanation makes more sense.

In my teenage years I didn't sneak out to meet my friends at night. I´d rather spend all my free time in the gym, going to the classes that burned the most amount of calories. When I was 14 years old I called different chocolate manufactures to determine which chocolate easter egg had the fewest calories. Sometimes I drank so much water in such a short period of time that it physically hurt and I couldn't move. You see, I had heard somewhere that drinking water “flushed” out your fat cells. Every single night before bed I went through my Victoria´s Secret catalogues, scanning the models’ bodies, promising myself that one day I would become just like them.

Why? Because as long as I could remember I had been surrounded by societal messages telling me that I could never be happy, healthy or successful if I wasn't thin. Everything in my life was doomed to fail as long as I lived that life in a fat body. And everyone and everything around me further solidified that message. I learned that fat bodies were completely unacceptable and that no means were too extreme to achieve a thin body. If you´re hoping that the situation is better now than when I began dieting 18 years ago you´re sadly mistaken. Studies show that in 2007 a third of Icelandic teenagers in the 9th and 10th grade had dieted at least once that year. 80% of Icelandic women between 18-79 years old are dissatisfied with their body. These attitudes are just as prevalent today as they were when I was a teenager. The only difference is that a couple of years ago advertisers realised they were only taking advantage of 50 percent of the population and decided to do something about it. Men´s body image has been on a steady decline for the past decade.

Dieting is the single biggest risk factor for the development of eating disorders. I began starving myself and throwing up after meals when I was 16 years old. Shortly after that I was admitted to the Child and Adolescent Department of the National University Hospital of Iceland with a diagnosis of Anorexia Nervosa. I would be a patient of the psychiatric departments until I was 20 years old. The therapists vehemently tried to get me to reject the “delusions” I was so plagued by. Those ideas and attitudes were the same ones I have already listed; that I could only be happy and successful if I was thin. When I was fat those attitudes were mere common sense used for motivation. The hypocrisy of those who had encouraged me, all my life, to attain the thin body that I now finally possessed, made me resist their efforts even more. “You finally got what you wanted and you´re still unhappy?”, I thought. The fear of fat and eating disorders are just two sides on the same coin. You can´t both fight negative body image and eating disorders and at the same time participate in a war on bodies that are construed as incompatible with today´s beauty standards. Because it doesn't matter how you say it, think it or present it; ff we believe that being healthy depends on having a thin body it will always be about the way you look. Don't kid yourself.

Eventually my body started fighting my self-imposed famine. Homeostasis is a concept we all learn about in elementary school in Iceland. It describes our bodies’ resistance to change and how it works around the clock to keep different metrics, like white blood cell count and temperature, within a certain span. We accept this concept as fact. As a matter of fact homeostasis is a universal law of nature. Except when it comes to fat people. Fat people can only blame their fatness on themselves and their laziness, greed and/or lack of self discipline. Fat people have been on far the most diets and they have battled the most wars with their own bodies. The discipline, sheer will and self control required for that is extraordinary. These people aren´t failing their diets, their diets are failing them. It is a scientific fact that weight loss in the excess of a few pounds is a delusion. We can´t change laws of nature no matter how hard we try.

In 2010 I became acquainted with new ideas and new approaches to health and weight. I learned about fat phobia and weight stigma, and how those forces sustain a status quo and serve an industry that makes $60billion a year in the US alone. I stopped interpreting systemic discrimination as a sign that something was wrong with my body and started seeing it as a sign there was something wrong with the system. I educated myself in fat studies, which is a scientific and critical approach to conventional discourse on beauty, health and bodies. I wrote articles for papers and the internet, met courageous women with whom I founded the Icelandic Association for Body Respect, took a year off to write my MA dissertation on fat phobia and the discrimination it entails and began challenging the rules society had created for fat people.

You see, the “good” fat people are supposed to hate their bodies. They should do everything in their power to make it smaller. Every and any means to reach that goal is acceptable whether it involves systematic starvation, wiring our jaws shut, planting a device in our stomach that lets us mimic bulimia or take drugs that help us lose 5-10 pounds at the most but increase our risk of “obesity-related” diseases, such as high blood pressure. Eating disorders are acceptable and even encouraged in fat people. The further we take our dieting attempts and the more open we are about how we need to “get a grip”, the more approval we can expect to get from society at large. That’s why so many fat people are active participators in their own repression. “Good” fat people are just trying to gain approval within a society that calls them freaks, an epidemic that needs to be eradicated and declared war upon. You don´t really need a degree in psychology to realise that these attitudes are not likely to lead to increased well-being or health. And we do all of this in the name of “health”. Health is a lot more extensive a concept than just our blood pressure or blood sugar measurements. Medical science is constantly evolving and most of us agree that our mental and physical health are strongly intertwined. Being fat in a society that hates fat people and being dissatisfied with your body is one of the biggest stressors on contemporary society.

As soon as I uncovered the way society hates fat people, I began my recovery in earnest. I began seeing my body in a different light, I started contextualising my body and my experience within our fat phobic culture and what that entails. And I stopped dieting. I stopped trying to change my body and decided to take care of it and love it instead because I finally realised that the cliché “you don´t take good care of what you don´t care about” is true. I stopped obeying rules on what, when and how much I should eat and started listening to my natural hunger- and satiety cues. My diet today is the most balanced I have ever experienced. I began moving my body, not to burn calories or tone my thighs, but to experience the joy that the movement of my body gives me. I never could have imagined how much I stood to gain by moving my body for another purpose than as a punishment for my perceived sins. I started dressing myself the way I wanted to instead of following rules that dictate what is acceptable for fat women to wear. In other words, I disobeyed the societal rules for fat people. And I have never been physically or mentally healthier. I have never been happier or more confident. I have never had such a positive and strong connection to my body. My self-image and my body-image have never been as strong.

The promises the dieting industry gave me didn't come true until I challenged and rejected their way of achieving them. I unveiled the bullshit. And I will continue doing just that, for myself and others. It shouldn't be such a long and difficult process to begin loving and taking care of your body. In fact it shouldn't be a process at all. This fight is about human rights. Because feeling at peace with your own body is a basic need, fundamental for everything else in our lives. Without that peace we can never hope to become whole.

A few days ago I woke up and thought about that phrase again; your body is a temple. And I realised that I finally knew what it meant.

Tara Margrét Vilhjálmsdóttir

FedFront takker for en uge i anti-julemærkets tegn

Tak for opbakning fra alle vores allierede. Og en særlig tak skal lyde til vores haters, som har brugt meget tid og energi på at skrive her på FedFronts side, dele vores opslag flittigt med hånlige kommentarer samt kreere hate sites.

Et af FedFronts fremmeste projekter er netop at dokumentere den strukturelle modstand, som tykke mennesker møder. Den strukturelle modstand kommer ofte i form af chikane, f.eks. hån og latterliggørelse. Så vi siger tak for chikanen, som kommer fra selvsamme folk, der i kommentarsporene nægter, at tykke mennesker udsættes for chikane.

Det er så dejligt, når nogen gør arbejdet for en! Især når man har travlt.

Denne uge har FedFront haft meget travlt med bl.a. at lave anti-julemærke-julemærker. Vi har også været i biografen fordi vi fik fribilletter til den fantastiske film Patti Cake$. Vi har haft en meget aktiv Facebook page. Vi er som sædvanligt blev kontaktet af journalister. Vi har haft travlt med planlægge nye events og evaluere tidligere arrangementer. Vi har fejret det faktum, at når man som andetgjort møder flest buldrende tomme tønder, så er det fordi man er nået rigtig langt i kampen for lighed og anderkendelse. Der er nok at se til som tykaktivist!

Så det betyder virkelig meget, at I har taget jer tid til at understrege vores pointer om tykfobi på så klar og tydelig tykfobisk vis.

KH FedFront

FedFronts julemærker 2017

Det er børnemishandling at behandle tykke børn anderledes end andre børn. Vil du bidrage til et samfund uden tykfobi, så boykot de klassiske julemærker.

FedFront lancerer nu vores egne julemærker!

Værsgo' at printe, klippe og klistre dem:

Julemærket er en dansk tradition fra 1904

Dengang gik pengene til at hjælpe fattige børn. De seneste mange årtier har julemærketraditionen primært bygget på tykfobi. Et væsentligt bidrag til den danske julestemning er at fejre de tykfobiske strukturer.

Det er tykfobisk at betragte tykhed som en fejl, der skal rettes. Det er tykfobisk at indrette særlige institutioner, hvis formål, er at tykke mennesker skal rettes til.

Det er tykfobi at føle taknemmelighed over institutioner, hvis formål er at eliminere børns eller voksnes tykhed og andethed. Det er internaliseret tykfobi at mene, at man, når man selv er tyk, bør afrettes på en dertil indrettet institution.

Vi er alle påvirkede af den tykfobi, som gennemsyrer vores hverdag, vores sprog og vores kultur. Det er et stort arbejde aflære sig den undertrykkende struktur.

En god start er at boykotte Julemærket og alle Julemærkets samarbejdspartnere.

At være tyk er kun et problem, hvis det gøres til et problem

At være tyk er bare en anden måde at have en krop.

Tykke mennesker kan være sunde. Tykke mennesker kan være usunde. Tynde mennesker kan være sunde. Tynde mennesker kan være usunde. Sundhed er en privat sag, som ingen andre skal blande sig i.

Tykke mennesker kan være professionelle atleter og maratonløbere. Tykke mennesker kan være inaktive af forskellige årsager (årsagen kommer ingen andre ved). Tykke mennesker kan have et hvilket som helst niveau af aktivitetsudfoldelse – du kan ikke vide hvilket niveau baseret på en persons kropsform eller størrelse.

Det farlige og usunde ved at være tyk er den gennemsyrende diskrimination, som tykke mennesker udsættes for. Alt fra at blive råbt ad på gaden - til at blive udsat for had online - til at blive udsat for ydmygende og ikke brugbar bekymring, råd eller vrede fra familie, venner, kolleger og partnere er farligt og usundt.

Diskrimination handler om at opretholde hierarkier, undertrykkelse og magtstrukturer. Vi har alle forskellige kropslige vilkår og alle mennesker fortjener respekt.

Ønsker man at vide mere om sundhed uanset størrelse, vil vi anbefale Lindo Bacons fremragende bog: Health At Every Size (2008). Eller find Dr. Lindo Bacon på YouTube, f.eks. i denne video: https://www.youtube.com/watch?v=6CgDbM-vyh0

FedFront kæmper for ligeværd for alle uanset størrelse eller form.

Julemærker - Nej Tak

Julen nærmer sig, og dermed også den årlige forbrugsfest. Som MC Ejnar synger, så klarer mange den dårlige samvittighed ved at købe ”en U-lands kalender”. Andre igen køber julemærker. Det føles godt, at gøre noget for at hjælpe – i dette tilfælde tykke børn, der ofte udsættes for mobning i skolen. Men i år vil vi opfordre dig til at tænke nye tanker om Julemærkehjemmene. Vi vil bede dig spørge dig selv, om det virkelig er en god idé at fjerne de tykke børn fra deres hverdag med det formål at gøre dem tyndere.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer. Jeg var vellidt af de andre børn og havde masser af venner. Men jeg var tyk. Jeg blev ikke mobbet, men det var stadig min egen idé at komme på Julemærkehjem. Årsagen til at jeg ville det, var fordi jeg allerede som 11-årig vidste, at jeg var ”forkert” - og jeg ville jo bare så gerne være som de andre.

Julemærkehjemmet var en Askepot-drøm. Jeg forestillede mig, at jeg ville blive helt normal og glad når jeg kom hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Julemærkehjemmet blev i stedet startskuddet til livslang yo-yo vægt, hvor jeg i perioder har været på strenge kure eller ”livsstilsomlægninger” efterfulgt af tvangsoverspisning. Jeg blev faktisk direkte spiseforstyrret af min tid på Julemærkehjem.

På Julemærkehjemmet oplevede jeg, at alt ansvaret for min vægt blev lagt på 12-årige mig; min krop var ikke ok, som den var, min tykhed var en fejl, som skulle rettes. Der var utrolig meget skam og skyld forbundet med kulturen på Julemærkehjemmet. Man lærte hurtigt, hvor mange skefulde ris, det var acceptabelt at tage på tallerkenen og at man skulle pille skindet af kyllingen, fordi der er fedt i. Man lærte at udholde sulten og de lange traveture og ørkesløse gymnastiktimer. Belønningen var ros og skulderklap hver gang der røg et kilo af vægten. Mange af de andre børn smuglede slik derned efter de havde været hjemme i weekenderne – det turde autoritetstro mig ikke.

Derfor var mit ophold objektivt set en succes – jeg tabte mig jo. Men noget indeni mig gik i stykker i den periode. Pædagogerne var som sådan ordentlige ved os – de gjorde helt sikkert alt ”i den bedste mening”. Men at blive revet ud af sin hverdag, og placeret et sted i flere måneder, hvor formålet er at forandre sig selv fordi man i samfundets øjne er forkert – det er usundt.

Børn skal ikke inddeles i stigmatiserede og stigmatiserende grupper og fjernes fra deres normale hverdag. Jeg hadede at være der. Det føltes som om jeg blev straffet og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg accepterede bare, at jeg var forkert. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få en kæreste hvis jeg ikke tabte mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få mine forældres kærlighed.

Mit lave selvværd blev cementeret af at komme på Julemærkehjem. Det var skamfuldt at jeg havde været ”nødt” til det. Og det var ikke nogen Askepot-drøm at komme hjem igen – skaden var sket og det lave selvværd har fulgt mig siden.

Tænk hvis børn blev inkluderet i mangfoldige fællesskaber og blev undervist i, at alle kroppe er gode kroppe. Tænk hvis børn mødte voksne, der ubetinget viste dem respekt og omsorg. Tænk, hvis tykke børn blev til stærke voksne, der har lært at passe godt på sig selv – uanset kropsform og størrelse.

/Michelle

#fedfrontvidnesbyrd

Jeg er tyk, jeg er brun, jeg er kvinde

Og jeg er så træt af hele mit liv at have mødt fordomme omkring min intelligens, formåen og værdighed pga. min hudfarve, mit køn og min størrelse. Gider folk, som ikke er brune og/eller tykke, stoppe jer selv, når I enten håner mig for min andethed - og lader som om, det er venlig bekymring - eller når I tror, I kan tale på vegne af mig, uden at spørge mig, hvad jeg - som ekspert i mit eget liv - har at sige om ting, der vedrører mig?

Jeg har visse privilegier her i livet: jeg er ciskønnet, har ingen fysiske handicap og taler dansk. Jeg bruger ikke disse privilegier til at håne eller tale på vegne af folk, som ikke har de privilegier. Så hvis I vil være så venlige at stille jeres slankhed og hvidhed fra jer et øjeblik og rent faktisk tage dette budskab til jer, så er vi mange, der vil blive taknemmelige over jeres ærværdige storhed og velvilje.

Til alle de hvide og slanke mænd, som føler behov for at protestere (fordi det i hvert fald ikke er jer, der opfører jer sådan); hvis I føler meget stort behov for at udføre en protest mod min andethedserfaring - så er I sgu nok en del af problemet. Ditto hvide og slanke kvinder.

/Maren

Vi følger op på gårsdagens post om Leonard Nimoys fotoserie The Full Body Project

Det er intet mindre end revolutionerende at se tykke modeller genskabe kanoniske kunstværker. Derfor fejrer FedFront 10 året for udgivelsen af Nimoys bog Full Body Project.

Lady Monster, som var med i Fat-Bottom Revue og er en af modellerne i fotoserien, skrev en blog, som kommer vidt omkring minderne fra fotooptagelserne, tiden i Fat-Bottom Revue, burlesque performance og Heather MacAlisters visioner for det kropsaktivistiske ensemble.

Der er mange flotte billeder i bloggen og lidt videomateriale fra TV og radio, dengang bogen Full Body Project udkom for 10 år siden.

Leonard Nimoy er bedst kendt som Spock i Star Trek.

Leonard Nimoy er bedst kendt som Spock i Star Trek. Nimoy var blandt mange andre kunstneriske virker også en dygtig fotograf.

I 2005 begik Nimoy den roste fotoserie The Full Body Project og i 2007 bidrog han til kropsaktivismen med bogen Full Body Project.

Modellerne er the Fat-Bottom Revue, et burlesque ensemble med base i San Fransisco.

Se flere billeder fra The Full Body Project i denne artikel fra The Guardian (inkl. nøgenbillederne, som Facebook ikke tillader).

FedFront var inviteret på Københavns Universitet i går.

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab kører dette semester et fag om kroppe. I går var temaet tykaktivisme.

Det må siges at være eksemplarisk allienceskab, når en en underviser kontakter FedFront for at lade os komme til undervisningen og tale i flere timer om tykhed som andetgjort position i kulturhistorisk og aktivistisk kontekst.

Vi er meget glade for at have samarbejdet med den gamle vidensinstitution og en af dens kompetente undervisere. Og vi er overvældede af mødet med så entusiastiske, venlige og dygtige studerende, som giver fornyet håb til vores aktivistiske arbejde.

Kampen fortsætter!
Ida & Dina

FedFront så dokumentarfilmen Fattitude the Movie i går

Det er en fremragende film, som grundigt kortlægger de mange typer af tykfobi, som film og medier, konsekvent gør sig skyldig i. Vi håber filmen bliver tilgængelig for alle, f.eks. på Netflix eller andre populære streamingservices. Traileren alene er fantastisk.

Fattitude har en tendens til gå i en mere body positive retning end vi gør som tykaktivister i FedFront. Se evt. vores post fra mandag den 16. om forskellen på body positivity og tykaktivisme.

Body positivity gør ikke filmen mindre fantastisk og FedFront vil til hver en tid anbefale den til alle, som beskæftiger sig med tykhed og repræsentation.

Der er forskel på body positvity og tykaktivisme

Af Dina Amlund

Body positivity handler om at man som individ lærer at elske sig selv trods negativ påvirkning fra samfundet, som jo tilbeder et bestemt kropsideal. Tykaktivisme handler om at bekæmpe de strukturer, der opretholder disse idealer og hierarkier.

Tykaktivisme er oversat fra det engelske fat activism. Allerede tilbage i slutningen af 1960erne var de første tykaktivister på banen. Der var demonstrationer, møder, tryksager m.m. Under forskellige begreber som fat liberation, fat pride, fat acceptance og andre navne har bevægelsen haft forskellige bølger.

I 1990erne dukkede begrebet body positivity op. Det er en meget sympatisk retning, som handler om at individet skal lære at elske sig selv i en verden, hvor der er så meget tykhad og general kropsudskamning.

Forskellen på tykaktivisme og body positivity er, at tykaktivismen vil ændre samfundets strukturer, så alle mennesker er lige uanset størrelse og form - det er absolut velkomment at tykke individer lærer at elske sig selv, men det er ikke det, der er fokus. Hvor body positivity vil lære individet at begå sig i en kropudskammende verden, som gør det svært at holde af sin egen krop - det er naturligvis velkomment, hvis samfundet dropper de barske kropsdiskurser, men det er ikke det, der er i fokus.

Et problem, som er opstået med body positivity, som ikke har med det oprindelige begreb at gøre, er den udvikling, der har fundet sted på de sociale medier og andre steder seneste år. #BoPo er blevet hijacked af folk, som egentlig ikke er særlig meget uden for hierarkier og normer, f.eks. kvinder, som er ganske lidt tykke, og som ellers lever op til alle andre normative skønhedskrav og befinder sig solidt inden for mange andre privilegier (cis, hetero, hvid, ingen handicap, omgivet af high fashion).

Udover det misbrugte hashtag #BoPo blandt SoMo-stjernene har reklamerne gjort brug af fænomenbegreber som body positivity og curvy. F.eks. en jeansreklame fra Zara med to meget tynde modeller og teksten “Love your curves”, som i sommer blev sendt ud i verden som om det var rebelsk body positivity.

Når de, som ikke reelt er sat udenfor normen, tager en bevægelse til sig som deres egen, så opstår der ikke bare en diskrepans, men en udvanding, der ødelægger det for den oprindelige kamp. Det er en destruktiv retning, som nemt tvinges ind i et koncept, der som body positivity, fokuserer på individet frem for samfundsstrukturerne.

Derfor er FedFront tykaktvistisk: Det er ikke individets ansvar at lære at begå sig i en verden af tyfobi. Det er samfundet som skal indrettes på ny uden tykfobi.

Allianceskab er vigtigt for FedFront.

Vi bekæmper tykfobien i sproget, kulturen og dagligdagen, og glæder os over alle, som ønsker at lytte til os og dermed bidrage aktivt til vores kamp.

I denne uge oplevede vi på bedste vis, hvordan Feministisk Initiativ Danmark lyttede til vores kritik, tog den til sig og reagerede med det samme.

Det nye parti havde postet deres idé om hvordan offentlige rum bedre kan tjene de borgere, som ønsker flere og bedre steder til fysisk udfoldelse. Desværre var beskeden pakket ind i en tykfobisk retorik omkring ’overvægt’ og ’livsstilsepidemier’ – to sygeliggørende ord, som FedFront naturligvis tager afstand fra. I stedet for at fokusere på gevinsterne ved at skabe bedre byrum, blev idepræsentationen til et argument for at bekæmpe tykhed: nye parker og udfoldelsessteder kan mindske tykheden i landet. Det er en besked, FedFront naturligvis må kritisere for at bidrage til undertrykkelse af tykke mennesker.

Vi spurgte derfor Feministisk Initiativ om vi som tykke ville få tilladelse til at benytte de nye udfoldelsesmuligheder, hvis vi ikke gjorde det med vægttab for øje, eller om vi hellere skulle pakke vores uvelkomne kroppe helt væk fra dette nye initiativ.

Reaktionen kunne ikke have været bedre! Feministisk Initiativ slettede opslaget, undskyldte tykfobien og understregede at alle mennesker uanset størrelse naturligvis er lige velkomne og lige værdige i Feministisk Initiativs politiske projekt.

Vi lever i en tykfobisk verden. Alle er tykfober – vi har alle lært at hade og frygte tykhed. Det er et stort arbejde at afkode denne fobiske struktur, som det er med alle andre fobiske, undertrykkende strukturer. Godt allianceskab er at lytte til kritikken fra andetgjorte mennesker og derefter inkludere os i sprog, kultur og dagligdag.

Tak til Feministisk Initiativ for at høre efter og handle hurtigt og effektivt. Kampen fortsætter!

When Dinosaurs Ruled The Earth (2015)

Nadia Lee Cohen er fotograf og filmskaber. Hun er inspireret af forskellige filmuniverser, bl.a. John Waters karakteristiske æstetik. For et par år siden begik Nadia Lee en ultrakort kortfilm med en overbevisende Divine lookalike. Nyd denne hyldest til Fat Icon Divine:

Divine!

Divine (1945 – 1988), var skuespiller, sanger og dragkunstner. Hun arbejdede tæt sammen med instruktøren John Waters, som forstod at at lade Divine udfolde sig i camp, kitch, genderfuck og filth. Som sanger havde Divine flere hits, bl.a. Native Love (Step By Step) og I’m So Beautiful.

Divine bragte sammen med sin querness masser af fat pride til indiefilm- og clubmiljøet. Og hun inspirerede karakteren Havheksen Ursula i Disneys Den lille havfrue. En karakter, som både kan kritiseres og hylles for sin tykhed og anderledes, da den ved første blik stereotypt fastholder tykhed som noget ondt og farligt – men som på længere sigt er blevet til en karakter, som fat pride fortalere har taget til sig og bruger som ikon i forskellige sammenhænge.

Der er ingen tvivl om at Divine med sin kunst, sin store personlighed og sin hang til provokation har banet vej for synlighed for tykke mennesker i flere forskellige miljøer.

The Mirnavator

Mirna Valerio er et eksempel på en tyk person, som gør det, som fatshamere råber efter tykke mennesker på gaden, eller det som tykfober forklædt som omsorgsgivere opfordrer tykke mennesker til: Nemlig at løbe en tur.

Mirna Valerio løber ikke bare en tur, hun er professionel marathonløber. Når det at dyrke motion i offentlige rum kan afstedkomme fatshaming, som det der fortælles om i videoen, er det tydeligt, at al den udskamning, som tykke folk udsættes for ikke handler om at ønske det bedste for tykke mennesker, men om at tykke mennesker tvinges til at holde sig væk fra alle former for synlighed.

Hvadenten man dyrker motion eller ej, har man som tyk ret til at indtage et hvilket som helst offentligt rum.

FedFront takker nej til legatnominering

FedFront er blevet nomineret til årets Suzanne Giese Mindelegat.

Vi er glade for al anerkendelse for vores kamp og for at FedFront er blevet så synlig i den feministiske debat. Men vi må gå i rette med denne nominering.

Sofie og Andrea brugte deres platforme til at starte dette fantastiske initiativ, som er FedFront. FedFront køres nu af en lille gruppe aktivister, som er 100% tykaktivistiske og stræber efter et intersektionelt perspektiv i den tykaktivistiske kamp.

Når nomineringen går ud på, at ”man ikke kan have en forkert krop” ”uanset hvor mange deller den tæller”, så går det ikke ind under den tykaktivistiske tankegang. Tykaktivisme, oversat fra det engelske fat activism, er en radikal bevægelse, som går ud på, at nedbryde strukturer i samfundet – ikke blot at opbygge det enkelte individ med #selflove. Pointen med tykaktivisime i modsætning til det populære body positivity, er at det ikke handler om at man som individ lærer at elske sin krop på trods af kropsidealer, men at man dropper enhver form for undertrykkende struktur i samfundet, der kan opretholde hierarkier mellem mennesker.

FedFronts grund til at tage afstand fra nomineringen til legatet er primært baseret på de destruktive og latterliggørende udtalelser om bl.a. transpersoner, ikke-binære og queerfeminister, som forkvinden for legatets komité, Ditte Giese, med jævne mellemrum sender ud i verden. FedFront står i solidaritet med alle andetgjorte identiteter, og vi er ikke bange for at sige, at vi er nogle af dem, der er stolte af at beskæftige os med identitetspolitik.

FedFront ønsker alliancer med de grupperinger som arbejder imod strukturel undertrykkelse og diskrimination – vi er interesserede i at finde ud af, hvordan vores kampe hænger sammen og hvordan vi kan få gavn af hinandens viden.

Vi kan ikke tage imod en nominering, da vi mener, at værdierne bag Suzanne Gieses Mindelegat ikke stemmer overens med FedFronts værdigrundlag.

Kampen fortsætter!

Der er ingen moralsk værdi i fysisk aktivitet

Kroppe og mennesker har lige meget værd om de kan, eller vil, dyrke sport eller på anden måde bruge deres krop på en bestemt måde. Hvordan vores kroppe ser ud eller hvad vi gør med dem har ingen indflydelse på hvor meget man er værd som menneske.

Det er derfor ikke vigtigt om en tyk person er atletisk, aktiv eller aldrig løber efter andet end bussen. Der er ingen moralsk værdi i fysisk aktivitet.

Tykke kroppe kan også være atletiske og aktive kroppe

I roller derby, som er en fuld kontakt sport, ser man ofte større og tykke kroppe spille på alle niveauer. I dette old school derby klip er det Beyonslay som spillede for Gotham i NY, som viser hvor badass en tyk krop på rulleskøjter kan være!